Da tørken tog fat i Tedesh

Af Jutta Weinkouff


Derfor bør du læse med: Ved du, hvordan man klarer den værste tørke i 50 år uden rindende vand og elektricitet? Hvordan man holder sig selv og sine børn i live, når temperaturen stiger, og haglvejr har smadret afgrøderne lige inden høsten?

Det er udfordringerne i Tedesh; en lille bjerglandsby i det nordlige Etiopien, hvor klimaforandringerne er ubønhørlige. I flere år har Folkekirkens Nødhjælp arbejdet på at forbedre levevilkårene for indbyggerne i Tedesh, og journalist Jutta Weinkouff har fulgt udviklingen.

”Hvad i alverden var det,” spørger vi hinanden, da vores øjne har vænnet sig til det almindelige dagslys igen. Vi er blevet blændet på lang afstand. Vi er spændte, da vi kører gennem det første af mange hårnålesving, hvorfra vi kan ane den lille etiopiske landsby, Tedesh. Det er april 2016, jeg er begejstret over at være på vej til mit tredje besøg i landsbyen, hilse på gamle bekendte og høre, hvordan det går dem. Men denne gang bliver den lange, småkedelige køretur anderledes. I stedet for at få øje på de lave stråhytter på det eneste plateau i området bliver vi ramt af nogle stærke og helt uventede lysglimt. Bilen fortsætter langsomt ad den hullede grusvej op gennem bjergene, og Tedesh forsvinder ud af syne igen.

Da min kollega og jeg næste gang kan ane landsbyen, kan vi se, at lysglimtene kommer fra seks kæmpestore bliktage. Vi kigger undrende på hinanden. Kan det være kyllingehuse? Men hvem skulle have bygget kyllingehuse i Tedesh, tænker vi. ”Kan det være?” fortsætter vi, men stopper så uden at finde svar. For vi aner ikke, hvad det kan være. Tedesh er en fattig lille landsby, hvor der hverken er elektricitet eller rindende vand. Her lever de 128 indbyggere på kanten af et eksistensminimum og overlever fra høst til høst på den magre, udpinte jord. Og nu altså med seks enorme bliktage, der slet ikke passer sammen med lerhytter og stråtag.

Den driftige bonde

Tre år før det absurde syn sætter jeg mine ben i landsbyen for første gang. I Tedesh er folk fælles om at have minimale levevilkår, men alligevel ligner ingen af indbyggerne hinanden. De har alle forskellige måder at overleve på og forskellige syn på livet. Men jeg fornemmer, at langt de fleste drømmer om én ting:

”Da min kone og jeg blev gift, satte vi os et mål: At give alle vores børn en uddannelse, så de kan få en bedre tilværelse end os. Og det er lykkedes,” siger Derebew Mekonen.

©Peter Høvring

Derebew i gang med et byggeri i Tedesh.

Han er den driftigste bonde i byen og fortæller om drømmen i 2013 under mit første besøg. Hans to ældste sønner er blevet lærer og vandinspektør, mens fire af børnene går i gymnasiet i Sekota, der ligger 35 kilometer væk.

Han har knoklet hele livet for at realisere sine drømme og fremtidshåb. For Derebew – og alle andre i det nordlige Etiopiens bjerge – er børnene fremtidshåbet. Og pensionsopsparingen. Uden børn, der kan tage sig af en i alderdommen, er man ilde stedt.

Man ved med det samme, at der er orden i tingene, når man kravler over hegnet til Derebews ejendom. Hegnet, der går hele vejen rundt om ejendommen, er lavet af små, forkrøblede træer og grene. ’Lågen’, der holder køerne inde, er tværstillede grene, der er stukket ind i hegnet. Gårdspladsen domineres af familiens cirkelrunde hytte i to etager - toetages hytter er der ikke mange af i Tedesh - en stald til køerne og en hytte til redskaber og depot. Hele ejendommen er hegnet ind for at holde husdyrene inde og mulige rovdyr ude og har et omfang, der kan minde om en parcelhusgrund i Danmark.

Derebew ser ældre ud end sine 55 år. Furerne i hans vejrbidte ansigt viser, at han har arbejdet hårdt i mange år, og Derebews familie klarer sig bedre end mange andre. Men vejret forandrer sig. Regnen falder ikke længere, som den plejer, og de traditionelle afgrøder giver ikke ordentligt udbytte mere. Det rammer selv de bedste bønder.

Se også: Borgerforslag om ny, ambitiøs klimalov vedtaget efter få dage!

Gå ikke glip af de næste longreads

Familiens drøm

En af Derebews sønner, Shemeles, er så bundet til Tedesh, at han - på trods af sine forældres ønske om at give ham og hans søskende et liv langt fra det hårde slid med jorden - har valgt at blive boende i Tedesh. Han bor få minutters gang fra sit barndomshjem med sin kone, Workie, og deres tre børn.

Workie og Shemeles har besluttet, at de ikke skal have flere børn. De fremstår som moderne, unge mennesker med mod på nye ideer, og deres højeste ønske er at være med til at bringe udvikling og fremgang til Tedesh. Og vigtigst af alt drømmer de om at kunne sende børnene på tre, fem og otte væk fra Tedesh og mod fremtiden og gymnasiet. Men det koster. Det kræver både penge til husleje, skoleuniform, mad, transport hjem og en mobiltelefon, hvis børnene skal skrive sms'er hjem. Alt sammen store udgifter, der kræver, at høsten går godt i mange år, inden børnene når gymnasiealderen.

Da Workie og Shemeles blev gift, skulle de i princippet have fået tildelt marker af landsbyen Jordkomité som start på deres fælles liv.

Men al dyrkbar jord i Tedesh var allerede givet til andre familier, så der var ikke noget til Shemeles og Workie. De fik et lille stykke jord lige ved hovedvejen, hvor de kunne bygge en hytte og anlægge en køkkenhave og måtte klare sig med det.

Hvad nu, hvis Gud ikke sender regn

Workie og Shemeles er nogle af dem, der er mest åbne over for forandringer. Forandringer, som jeg skal følge i de tre år, hvor Folkekirkens Nødhjælp gennemfører et udviklingsprojekt i landsbyen i samarbejde med den lokale Mekane Yesus-kirke. Formålet med projektet er at forbedre livsvilkårene for indbyggerne; især at sikre dem tilstrækkelig mad og vand.

At Workie og Shemeles ingen jord har, får tvivlen op i mig: Hvordan skal de nogensinde kunne indfri deres ønsker til fremtiden? Men parret knokler for alligevel at klare sig.

Mine børn skal have en uddannelse. Det vil jeg gøre alt for. Med en uddannelse kan de finde et godt job, måske som lærer eller på kontor. De skal i hvert fald ikke være bønder, for hvor skulle de få jord fra?

Workie Tsgaw

Shemeles har sat bistader op godt hjulpet af sin far, Derebew.  I køkkenhaven bag ejendommen dyrker de afgrøder, der kan sælges til en god pris, for eksempel tomater, løg, kartofler og hvidløg.

Køkkenhaven skal vandes, så Workie bruger en stor del af sin tid på at hente vand.  Mange gange om dagen henter hun vand med sine to æsler ved en naturlig kilde 20 minutters gang fra huset. Æslerne bærer hver to dunke à 20 liter, og Workie bærer en 20-liters dunk på ryggen. Og Workie og Shemeles skal hele tiden være årvågne og på jagt efter nye afgrøder. Et år dyrkede de hvidløg, som de fik en rigtig god pris for. Året efter dyrkede alle hvidløg, så prisen faldt til en tredjedel.

Shemeles dyrker jorden for flere forskellige jordejere, som ikke selv arbejder med jorden mod at få halvdelen af høstudbyttet. I gode år er det en fair aftale, men i onde år er det ikke let, når regnen ikke falder som den skal, og høsten er dårlig. Så presser jordejerne ham og beskylder ham for at være en dårlig bonde, selv om alle får en dårlig høst.

Netop regnen er afgørende for, om bønderne kan så, og det er regnen, der vander afgrøderne i vækstperioden. Efter et regnfald i marts plantede Derebew i håbet om, at den korte regntid var på vej. Men der kom ikke mere regn, og solen brændte al såsæden af.

©Peter Høvring

Regn ikke med regn

Bag smilene, der møder mig, er Tedesh’ indbyggere bekymrede. Det er 2014, og projektet er næsten halvvejs. Det er mit andet besøg i landsbyen, og det har ikke regnet, siden jeg var her sidst for et år siden. Det er alvorligt for folkene i Tedesh. Mange af dem er ængstelige. De hænger i bremsen, tvivler på projektet og tør ikke kaste sig ud i nye projekter. Når regnen udebliver, forsvinder håbet til fremtiden, og nutidens fremdrift stoppes.

Det kræver mod og vilje at tage en chance og prøve noget nyt. Og underernæring, træthed og fattigdom – lige præcis de ting, projektet har til formål at bekæmpe – er de største initiativdræbere, når det drejer sig om viljen til at prøve noget nyt.

En af gymnasiepigerne er på hjemmebesøg i Tedesh, og jeg bliver chokeret over, hvor tynd hun er blevet, og hvor træt hun ser ud. Hver måned sender forældrene hende og de ældre søskende en sæk med korn, lidt olie og trækul, som de så skal klare sig med den næste måned. Sækken bliver mindre og mindre for hver gang. Det ses på hendes krop. Før var hun rundkindet, men nu er hvalpefedtet væk, og tøjet hænger på hende. Alle taler om regnen, der ikke kommer.

Fremgang og frygt

Det er en splittet oplevelse at være i Tedesh i 2014, for stemningen går i to retninger. Den udeblevne regn ligger som en tung dyne af bekymring over hele landsbyen. Men der er samtidig fremgang med nogle af de projekter, der er blevet sat i gang.

Workie fortæller glad om den spare- lånegruppe, vi har hjulpet dem med at etablere. Shemeles fortæller, revnefærdig af stolthed, at kvinderne har valgt Workie som kasserer. På trods af, at de alle indbyggerne i Tedesh er ludfattige, har kvinderne nået at spare et forbavsende stort beløb op, og flere af dem har allerede taget små lån i opsparingen til deres egne projekter. Workie har for lånte penge købt et stort parti løg, men videresalget gik så trægt, at fortjenesten ikke var umagen værd.

Derebew og Shemeles arbejder med at bygge deres egne bistader, en mellemting mellem traditionelle ler-stader og dyre, moderne bistader, de færreste har råd til at købe. Det er lettere at få honningen ud af de nye bistader, så der er ikke nær så mange rester af voks og bier i honningen. Bedre honning giver en bedre pris. Derebew har også lært at dele bisværme, så han kan sælge bisværme til andre.

1

For at booste udviklingen i landsbyen får alle familier fem drægtige geder og fire halvstore kyllinger. Dyr er som penge i banken og kan sælges, når krisen kradser.

2

Det største projekt har været etablering af en dæmning og en flere hundrede meter lang vandingskanal, som kan lede vand direkte ned i folks marker.

3

Kvinderne har fået hjælp til at etablere en spare- lånegruppe. Den fælles opsparing er eneste adgang til større kontantbeløb, og kvinderne kan låne af den fælles opsparing.

4

Kvinderne har i fællesskab lært at bygge nye, brændselsbesparende komfurer, som kører på tørret kokasse-brændsel.

5

Bønderne er blevet undervist i nye og bedre dyrkningsmetoder og har fået såsæd til nye, næringsrige og mere varierede afgrøder (bl.a. den meget næringsrige quinoa fra Sydamerika).

Tørken er dog det altovervældende problem i Tedesh. De svageste ældre og mange jordløse har ingen mulighed for at forsørge sig selv, og regeringen er begyndt at uddele nødrationer. Derfor er det sidste – og største – element i udviklingsprojektet etablering af en dæmning ved den naturlige kilde, der er Tedesh’ vandforsyning. Hvis vandet stemmes halvanden meter op, kan det ledes gennem en støbt kanal hen over bjergsiden og direkte ned i 60 familiers marker.

Jeg har set et lignende projekt i en anden landsby i området, og her har muligheden for kunstvanding revolutioneret bøndernes liv. De er ikke længere afhængige af regnen, og med kunstvanding kan de høste tre gange om året. Det har løftet levestandarden i landsbyen med raketfart.

Men det handler stadig om regn. For uden regn skal der et mirakel til, for at Tedesh kan udvikle sig. Ellers tvinges et par som Workie og Shemeles til at sælge deres dyr for at få penge til at købe mad, og til sidst, når der hverken falder regn eller er flere dyr tilbage, må de spise den såsæd, de får – i stedet for at plante den.

Det er ikke seks kyllingehuse

Vi nærmer os Tedesh, og det er så småt ved at gå op for mig, hvad der er sket. At det her kan ændre alt i Tedesh. Det er på denne køretur, jeg er blevet blændet af noget, jeg ikke aner, hvad er. Det er mit tredje besøg i Tedesh.

Da vi når frem, kan vi se, at det bestemt ikke er kyllingehuse, der har blændet os. Det er 2016, og fremtiden er landet i Tedesh. Der står seks flotte, gule murstensbygninger med glasruder, hvis lige findes ikke noget sted i Tedesh eller nærmeste omegn.

”Hvad er det her?” spørger jeg Workie, som kommer ud at huset for at hilse på.

Mens vi krammer, kan jeg mærke, hvor tynd hun er blevet under kjolen.

”Det er et gymnasium, og det åbner til september. Nu skal vi ikke bruge penge på at sende børnene på gymnasiet i Sekota. Nu kan de gå i skole lige her, ” jubler hun.

I årevis har folk i Tedesh og nærmeste omegn kæmpet for at få en videregående uddannelse til området. Nu er det lykkedes. Ingen havde nogensinde drømt om, at en ny skole skulle ligge i den lillebitte flække Tedesh, men plateauet i landsbyen var den bedste byggeplads i området overhovedet. Det er helt utroligt, at gymnasielærere nu skal ud til verdens baghaves baghave for at undervise. I nabobyen Kozba er der flere muligheder, der er blandt andet en markedsplads, en te-shop og en lille bar med kolde øller og et lille transportabelt fjernsyn, hvor man kan se videofilm. I Tedesh er der ingenting. Indtil nu.

For Workie, Shemeles og andre med samme drøm for deres børn, er det her, det man kalder en game changer. Gymnasiet ændrer alt for dem. Nu kan drømmen blive til virkelighed, selv om de får færre penge mellem hænderne på grund af tørken.

Workie bliver kun kort og fortæller den gode nyhed, for hun og æslerne skal videre og hente vand til køkkenhaven, hvor der i 2016 satses på tomater.

I samme øjeblik kommer hyrdedrengene, som hele dagen har været ude med landsbyens geder, hjem med flokken. Synet af drengene, der driver dyrene forbi den spritnye skole på vej hjem til deres hytter af ler og strå, er et fuldstændig surrealistisk syn.

Vi går rundt og hilser på venner og bekendte i landsbyen. Vi får lige råbt hej til Derebew, for han har så travlt med at mure remmen på et nyt, firkantet hus med spær til bliktag, at vi ikke vil bede ham komme ned.

Fremtiden ligger under bliktag

Fremtiden synes fuldstændig ændret for Tedesh, men der er ingen roser uden torne. For dæmningen og kanalen til kunstvanding, som jeg havde så stor forventning til, fungerer ikke. Da vi når frem til den, forstår jeg, hvorfor ingen har nævnt den. Bag den nye dæmning står en stille pyt af vand, dækket af alger. Vandingskanalen snor sig knastør fra dæmningen hen over bjerget over bøndernes marker. Jeg har det, som om al luft bliver slået ud af mig. For bønderne er skuffelsen langt større.

Efter fire års tørke er kilden næsten tørret ud. Folk kan stadig hente vand, men der er ikke vand nok til, at det kan stemmes op i kanalen. Anlægget fungerede i ganske kort tid, efter det var færdigt, men efter den årelange tørke kan kilden ikke klare at drive anlægget. 

Derebew har virkelig ret: Hvis ikke Gud sender regn, er bonden ingenting.

Derfor er det nye, store håb gymnasiet. Da Derebew endelig har tid til at modtage gæster, er bliktaget lagt på det nye hus og Derebew synligt stolt. Men hvordan han råd til at bygge hus midt under tørken, og hvad skal han bruge det til?

©Peter Høvring

Til venstre ses Tedesh i 2013, og til højre ses byen tre år senere.

©Peter Høvring

Med et skævt smil fortæller Derebew, at det lønner sig at uddanne sine børn. Den søn, der blev lærer, er i mellemtiden blevet skoleinspektør, og det er ham, der har sendt penge hjem til byggeriet af det nye hus. Derebew vil leje huset ud til nogle af de mange lærere, der snart flytter til byen for at undervise på det nye gymnasium. Og en god, fast huslejeindtægt vil gøre underværker, når han ikke kan høste på grund af tørken.

Guds veje er i sandhed uransagelige. Indbyggerne i Tedesh har sammen med Folkekirkens Nødhjælp og Mekane Yesus-kirken knoklet på for at bringe udvikling og fremgang til landsbyen. Og tørken har tvunget nogle af de nye tiltag i knæ. Så knipser regeringen med fingrene og beslutter at lægge områdets nye gymnasium i netop Tedesh. En drøm for alle landsbyer. Nogle af de nye gymnasielærere flytter måske ind hos Derebew, så han kan få en fast indtægt.

Workie og Shemeles' ejendom bliver muligvis eksproprieret for at give plads til yderligere byggeri i forbindelse med gymnasiet. Måske får de så endelig tildelt en ny ejendom – med jord til. Flere af mændene i byen er blevet nattevagter ved gymnasiet og har på den måde allerede fået en indtægt.

Og når regnen kommer – for det gør den en dag – vil dæmningen stemme kilden op, så vandet vil løbe direkte fra vandingskanalen og vande bøndernes marker, så de kan høste tre gange om året. Så vil udviklingen for alvor rykke i Tedesh, og bønderne vil få lettere ved at indfri deres drømme og fremtidshåb.

Sult i Etiopien
  • 2 ud af 5 etiopiske børn mellem 0 og 5 år skades i deres fysiske og mentale udvikling pga. underernæring
  • 28 procent af Etiopiens børnedødelighed skyldes underernæring
  • Underudviklingsskader varer hele livet og påvirker helbredet og evnen til at lære og arbejde
  • 67 procent af alle voksne etiopiere har skader som følge af underernæring i deres første leveår
  • Det betyder, at 26 mio. voksne etiopiere aldrig har kunnet udfolde deres fulde potentiale. De kan ikke arbejde så hårdt og er mere syge end mennesker, der har fået mad nok.

Langtidseffekterne af underernæring koster hvert år Etiopien 16,5 % af landets BNP
Kilde: ”The Cost of Hunger in Ethiopia”, World Food Programme, juni 2013

Gå ikke glip af de næste longreads

Læs flere longreads

Døden bor i jorden 
Om hvordan en 40 år gammel krig stadig koster liv i Laos, der kendes som bombernes land.

Nepal kæmper efter jordskælvet
En fortælling om, hvordan et land kæmper for genopbygning efter det værste jordskælv siden 1934.

En kamp for overlevelse
Kom helt tæt på nogle af de 10 mio. syriske flygtninge, der er ofre for konflikten i landet.