Støt

Her kommer 3.500 flygtninge over grænsen – hver dag

©Yilmaz Polat

Der var ingen ende på drømme og visioner, da Sydsudan opnåede selvstændighed i 2011, men efter få år brød magtkampe ud mellem landets mægtigste mænd. I dag har rå vold, likvideringer, voldtægt og afbrænding af huse drevet næsten to millioner mennesker på flugt inden for landets grænser, mens 1,5 millioner er flygtet ud af landet. Flest til Uganda, der står klar med åbne arme. 

Af Jutta Weinkouff

Støvede, svedende og stive i blikket af anstrengelse kæmper kvinder og mænd sig op ad Koyo-flodens udtørrede leje. Flodlejet udgør grænsen mellem Sydsudan og Uganda, og når de er nået op, er de i sikkerhed i Uganda. De har så meget med sig, som de magter. Nogle bærer deres ejendele i store bylter på hovedet, andre har læsset madrasser, vanddunke og solpaneler på cykler, som de kæmper for at bakse op ad klipperne.

”Da vi hørte, at alle mændene i vores nabolandsby var blevet slået ihjel, og at mange af kvinderne var blevet voldtaget af regeringssoldaterne, besluttede vi at flygte. Vi var en hel flok kvinder, der gik hjemmefra sammen i morges,” fortæller Mary Magonza.

Hun er en ung kvinde med et barn på ryggen, der hurtigt trækker videre med en gammel herrecykel med ganske få ejendele på bagagebæreren.

©Yilmaz Polat

Mary Magonza kæmper sig vej frem med sit barn og sin cykel.

Flere end 3.500 om dagen

Det er februar 2017, og tilstrømningen af sydsudanesiske flygtninge til Uganda har i de seneste måneder ramt sit højeste.

Nogle dage kommer der flere end 5.000 sydsudanesere over grænsen til Uganda på flugt fra krig, vold og overgreb - i snit 3.500 dagligt. De fleste af dem, næsten ni ud af ti, er kvinder og børn. Mændene bliver hjemme for at passe på familiens ejendele – eller for at kæmpe, enten på regeringens eller oprørernes side.

©Yilmaz Polat

Gå ikke glip af de næste longreads

Åbne grænser

Mens mange andre lande lukker deres grænser og forsøger at holde flygtninge ude, holder Uganda, et af verdens fattigste lande, sine grænser åbne.

”Vi har ingen øvre grænse for, hvor mange vi kan tage imod. Når folk flygter for at redde deres liv, har vi pligt til at tage imod dem og bringe dem i sikkerhed,” siger Robert Baryanwesiga, regeringens repræsentant i en af de store flygtningelejre i det nordlige Uganda.

Uganda tager imod flygtningene og stiller landområder til rådighed, hvor flygtningene kan bo. Herfra træder FN-systemet og det internationale samfund til med hjælp og støtte.

©Yilmaz Polat

Fra grøntmarked til modtagecenter

Medarbejdere fra FN registrerer de nyankomne som flygtninge i Uganda i store modtagecentre. Centret ved Koyo-floden er etableret i en lille markedsby få kilometer fra grænsen. Under det store halvtag, hvor der tidligere blev solgt frugt og grønt, bliver flygtningene registreret med navn og fingeraftryk, og de får et hurtigt lægetjek og evt. behandling.

I et tidligere butikslokale, der er inddraget til formålet, bliver børnene vaccineret mod polio og mæslinger, får et skud A-vitamin og en ormekur.

Og fra markedsbyens lagerbygning, der nu er blevet opbevaringssted for nødhjælpsudstyr, bliver hver familie forsynet med sovemåtter, tæpper, myggenet, vanddunke og en presenning til at bygge sig et første, midlertidigt husly.

Af sted uden sin mand

Mange af flygtningene har været udsat for voldsomme oplevelser, og med op til 5.000 nyankomne om dagen kan ventetiden ved registreringen være lang.

Alligevel er stemningen i modtagecentret relativt rolig.

”Der er næsten ingen tilbage i min landsby. I går var der skyderier lige uden for døren for tredje gang i løbet af få dage, og jeg turde ikke blive der længere. Min mand er ikke hjemme. For en måned siden tog min mand til hovedstaden for at tjene penge, og jeg har ikke hørt fra ham siden. Men jeg håber, at han snart kommer herned også,” fortæller 24-årige Sentiya Poni Multar, der lige er ankommet til modtagecentret med bare sin håndtaske og sin lille søn på ryggen.

©Yilmaz Polat

Moses Nyaya med sin familie.

"Kun lig i det land"

Ikke langt derfra, under et halvtag, sidder Moses Nyaya med tomme øjne sammen med sin syge mor og sin søn, som han har bragt i sikkerhed.

”De bankede mig, da de kom og ledte efter oprørere. Hvis de ikke kan finde oprørere, banker de os i stedet. Nu er vi blevet registreret og venter på at komme videre til en flygtningelejr. Jeg har intet håb om at komme tilbage til Sydsudan, heller ikke hvis situationen ændrer sig. Der er kun lig i det land,” siger Moses Nyaya.

Når sydsudaneserne er registreret som flygtninge i Uganda, læsses de og deres evt. ejendele på store FN-lastbiler og bliver kørt ud i de landområder, der bliver deres fremtidige hjem.

©Yilmaz Polat

Lige så mange som Aarhus’ befolkning på fire måneder

Forskellen på Ugandas og mange andre landes flygtningepolitik er, at Uganda ikke anbringer flygtninge i lejre, men i bosættelser. Et af de landområder, den ugandiske regering har udlagt til flygtningebosættelse, er her i Bidibidi.

I august 2016 var Bidibidi ingenting. Blot et uopdyrket bush-område i en af de fattige, nordlige provinser i Uganda.

Men i løbet af fire måneder, fra 3. august til 8. december 2016, blev 272.000 sydsudanesiske flygtninge – flere mennesker end der bor i Aarhus – genbosat i Bidibidi.

©Yilmaz Polat

FN’s Flygtningeagentur, UNHCR, og 25 internationale NGO’er, heriblandt Folkekirkens Nødhjælp, gik i al hast i gang med at lave veje, opmåle små jordlodder til flygtningene, etablere vandtanke og latriner og organisere uddeling af nødhjælp.

På fire måneder blev Bidibidi den tredjestørste flygtningelejr i verden. Den 8. december lukkede UNHCR for tilgang til Bidibidi, og et nyt landområde blev udlagt til flygtningemodtagelse.

Træk med musen eller fingeren henover luftbilleder af Bidibidi, der blev taget i august 2016 og fire måneder senere.
Kilde: Cartong, fotos af Bing & Airbus Imagery for OSM

"Vi kan ikke jage dem væk"

Lige ved siden af Bidibidi-bosættelsen ligger landsbyen Koro, hvor der bor omkring 120 fattige ugandiske bondefamilier. De synes sådan set, at det er i orden, at forfulgte sydsudanesere får lov til at slå sig ned i deres lokalområde, for mennesker i nød skal have hjælp.

Men de synes ikke, det er i orden, at myndighederne giver flygtningene den jord, som folk i Koro allerede dyrker, eller at flygtningene fælder træerne i området for at få stolper til at bygge hytter. De træer plejer småbønderne selv at skære grene af, når de svider træ til trækul for at tjene lidt penge.

”Vi kan ikke jage dem væk. Det vil vi ikke. De skal have lov til at være her, men myndighederne burde planlægge bedre. Vi har pludselig fået mindre jord at dyrke, og nu kan vi bare sidde her og se op på dem,” siger Amaru Maliamungu, en af landsbyens kvinder og kigger op på højdedraget i Bidibidi.

Bakken er helt oversået med flygtningenes interimistiske hytter dækket med de karakteristiske lyseblå UNHCR-presenninger.

©Yilmaz Polat

De lokale skal også have brønde

For at undgå konflikter mellem lokale ugandere og de mange flygtninge forsøger regeringen at samtænke hjælpen til flygtningene med udvikling af de lokalområder, der tager imod dem.

I praksis betyder det, at hver gang det internationale samfund borer en brønd eller bygger en skole i en flygtningelejr, kræver den ugandiske regering, at der bores en tilsvarende brønd og bygges en skole i en af de omkringliggende landsbyer.

©Yilmaz Polat

Svært at finde jordlodder

Målet er, at hver flygtningefamilie får tildelt en jordlod på ca. 30 x 30 meter eller lidt mindre end en håndboldbane.

Ideen er, at flygtningene, ud over plads til hus og latrin, skal have jord nok til at kunne anlægge en lille køkkenhave og dermed på et tidspunkt være med til at brødføde sig selv. Men i praksis er det svært at finde jordlodder, der reelt er 30 x 30 meter her i Bidibidi.

De interimistiske huse og telte står tæt, og latrinerne ligger lige ved siden af. At bosættelsen ligger i et område med knaphed på vand, gør det svært at se, hvordan og hvornår der virkelig skal komme gang i køkkenhaverne.

Så de fleste flygtninge er helt afhængige af FN. Men FN-indsatsen i Uganda er voldsomt underfinansieret. I 2017 anslår FN, at indsatsen i Uganda vil koste 500 mio. US dollars. Midt i marts havde medlemsstaterne kun doneret syv procent af behovet.

Vejen frem

Selv om finansieringen halter, sliddet på naturen er hårdt, og nogle af de lokalsamfund, der skal tage imod flygtningene, vånder sig, holder den ugandiske regering fast i, at de mange flygtninge er et potentiale for landet.

”Når folk er flygtet for at redde livet og er kommet i sikkerhed, begynder resten af deres liv. Og flygtningene er benzin til vores økonomi, ikke mindst her i den fattige, nordlige del af landet,” siger Robert Baryanwesiga, som er regeringsrepræsentant i flygtningearbejdet.

Noget er der om det. Omkring 90 procent af de mennesker, der er beskæftiget med det praktisk arbejde i forbindelse med at fragte nødhjælpsforsyninger til lejrene, er ugandere, som får en kærkommen mulighed for at få et arbejde og en indtægt pga. flygtningene.

Og hvis forholdene i Sydsudan på et tidspunkt ændrer sig så meget til det bedre, at flygtningene vender hjem igen, kan de omkringboende ugandere flytte ind i velanlagte bysamfund med skoler, hospitaler og en stærkt forbedret vandforsyning.

Det gør Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp er én af de ca. 25 humanitære organisationer, der bistår FN-systemet i Bidibidi og arbejder blandt andet med:

Løn for arbejde
Folkekirkens Nødhjælp har ansat unge flygtninge til at bygge midlertidige huse til de svageste flygtninge; syge, gamle, handicappede, enlige mødre og uledsagede børn. 

Kontant nødhjælp og hjælp på kreditkort
FN's madrationer er kun lige store nok til at overleve på. Især gravide og ammende kvinder får ikke næring nok. Som tilskud til bedre ernæring uddeler Folkekirkens Nødhjælp nødhjælp i form af kontanter og på en slags kreditkort. 

Etablering af køkkenhaver
For yderligere at forbedre flygtningenes ernæringstilstand underviser Folkekirkens Nødhjælp unge og kvinder i, hvordan de kan dyrke afgrøder på deres små jordlodder. 

Grundlæggende håndværksuddannelse
Med en basal uddannelse får flygtninge mulighed for at etablere sig og skaffe en indkomst. 

Kilde på data-illustrationer: UNHCR

Flygtningenes danske bedstemor
81-årige Anni Kanafani fra Valby har viet sit liv til at hjælpe flygtningebørn i Libanon.

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.

Se alle longreads 
Få overblikket over alle de mange longreads, Folkekirkens Nødhjælp har skrevet.