Støt

Opgaver som genbrugsfrivillig

Sælger

Bliv sælger i en af vores skønne genbrugsbutikker. Du får mulighed for, sammen med de øvrige frivillige, at tage imod kunder og varer. Du prissætter og lægger de mange dejlige varer på plads, så de præsenterer sig godt for kunden.

Du er med til at sprede hygge og give kunden en god oplevelse. Og du får muligheden for at opleve glæden ved at finde lige den rette vare til kunden. Som sælger i en genbrugsbutik er du i kontakt med mange og forskellige mennesker

Chauffør

Bliv chauffør for en genbrugsbutik – koordinering og transport. Du kan blive chauffør i en af vores mange butikker. I vores møbelgenbrugsbutikker tilbydes vi tit gode varer eller hele bo, hvis vi vil afhente. Jobbet som chauffør for vores møbelbutikker består i at koordinere donationer og at transportere møbler til og fra giverne. 

Vi indsamler også tøj fra vores containere og vores butikker landet over. Det samles sammen på vores centrallager og sælges videre. Her kan du få en fast rute sammen med en makker.

Dekoratør

Bliv dekoratør i en genbrugsbutik og pynt fine vinduer. Du kan blive dekoratør i en af vores mange genbrugsbutikker. Vores butiksvinduer har stor betydning for, at der kommer kunder i butikken. Er den flot pyntet, kommer der masser af kunder indenfor.

Har du et godt øje for at få de rigtige varer i vinduet, den rette farvesammensætning og i det hele taget skabe et vindue, der trækker folk indenfor, har vi måske et job til dig som dekoratør.

Håndværker

Bliv håndværker og sæt et præg på vores butikker. Vi moderniserer og flytter jævnligt nogle af vores mange genbrugsbutikker. Nogle af dem trænger blot til en kærlig hånd med lidt maling og nyt inventar.

Andre igen skal flyttes til et lidt mere livligt sted i byen. Til det har vi brug for håndværkerteams, der har skruet hænderne godt på og har lyst til at hoppe med på mindre og større opgaver. Det sker i samarbejde med genbrugskonsulenten og lokale frivilligteams.

Butiksleder

Bliv butiksleder i en genbrugsbutik og få tingene til at glide. Vi har 125 genbrugsbutikker fordelt over hele landet. Hver butik er demokratisk styret, men en butiksleder eller et butiksudvalg fungerer som uformel ledelse af butikken, der tager hånd om den daglige drift imellem medarbejdermøderne.

Det er butikslederens opgave at få tingene til at glide i butikken. Butikslederen har kontakten til omverdenen, tilrettelægger og afholder medarbejdermøder. Butikslederens fornemmeste opgave er at skabe trivsel i butikken, så den bliver en god og eftertragtet arbejdsplads for alle frivillige.

PR-medarbejder

PR-medarbejder - Er du god til at spotte den gode historie? Du kan hjælpe verdens fattigste med din næse for den gode historie. Som PR-medarbejder er du med til at opsøge og finde de gode historier. Du skaber et godt forhold til lokalområdet og lokalpressen. Du finder nye medier og måder at få historierne ud.

Der er rigtig mange gode historier i vores butikker, der aldrig bliver fortalt. Det er historier om frivillige, om særlige varer, det daglige arbejde, om mærkedage, det gode resultat og meget mere. I nogle butikker er en frivillig tilknyttet, der har et særligt talent for at spotte de gode historier og er helt fantastisk til at skabe omtale af butikken og genbrug generelt.

Regnskabsfører

Bliv regnskabsfører i en genbrugsbutik og hold styr på finanserne. Du kan hjælpe verdens fattigste som regnskabsfører i en af vores mange genbrugsbutikker. Som regnskabsfører får du en vigtig funktion i butikken: Du har, gennem vores regnskabssystem, ansvar at føre det daglige regnskab for butikken.

Det vil sige, at du skal holde styr på indtægter og udgifter samt sørge for betaling af husleje og andre faste udgifter. Du er ansvarlig for jævnlige indbetalinger af butikkens overskud til Folkekirkens Nødhjælp og for butikkens årsregnskab

Handyman

Bliv handyman i en eller flere butikker - giv en hånd med mindre opgaver. Nogle af vores genbrugsbutikker mangler en handyman, der kan hjælpe med mindre opgaver, som f.eks. at sætte reoler eller en lampe op.

I vores møbelbutikker tilbydes vi tit gode varer eller hele bo, og ind imellem er der nogle rigtig gode ting, der blot lige mangler en skrue eller et stykke sandpapir. Jobbet er altså varieret og efter behov og evner – men garanteret værdsat.

Bogelsker

Bogelsker – brug din bogviden. Du kan hjælpe verdens fattigste i kraft af din kærlighed for og viden om bøger. De fleste af vores genbrugsbutikker har bøger til salg. Flere og flere af butikkerne har endda store bogafdelinger.

Der doneres tusindvis af rigtig gode bøger, og de har brug for frivillige, der vil tage sig godt af dem. Jobbet består i at få sorteret og prissat bøgerne. Har du en kærlighed eller interesse for bøger, er jobbet måske lige noget for dig?

Se også: Hvad laver man som frivillig i vores genbrugsbutikker?