Støt

Ugandas familier i akut nød

Maden er sluppet op

©Hellen Natale, DCA

Mere end 400.000 flygtninge er lige nu i akut nød i Uganda.

Høsten har slået fejl, det er så godt som umuligt at skaffe arbejde og udsigterne til mere fødevarebistand ser dystre ud. Samtidig gør COVID-19 det usikkert for både børn og voksne at færdes i flygtningelejrene.

Alt for mange familier står uden mad. De aner ikke, hvor næste måltid skal komme fra.

Du kan hjælpe her og nu

Vi er til stede i Ugandas flygtningelejre for at yde både akut og mere langsigtet hjælp til de nødstedte familier.

Giver du 450 kr. til vores indsats, svarer det til, at en familie på fem kan få dækket deres mest basale behov for mad – og at de samtidig kan få værnemidler mod corona-smitte i form af fx sæbe og rent vand.

STØT NU

En omfattende sultkrise

Der er flere faktorer, der spiller ind i den krise, Uganda lige nu befinder sig i. Men fælles for dem alle er, at de er ude af familiernes kontrol, og at de fører til alvorlig sult.

Høsten har slået fejl. Regnen kom senere end forventet og i større mængder end normalt, og det har ødelagt flygtningenes køkkenhaver og små jordlodder.

Oveni dette er Uganda, som resten af verden, i færd med at kæmpe en hård kamp mod COVID-19. Virussen har ikke bare gjort det usikkert at færdes i flygtningelejrene, den har også lukket lokale markeder og i perioder ført til prisstigninger på fødevarer. Samtidig er de fødevarerationer fra World Food Program, som flygtningene er dybt afhængige af, reducerede med 30 %.

Endelig er der generelt kronisk arbejdsløshed i lejrene. Så når høsten svigter og priserne stiger, er det for mange ikke engang muligt at købe sig til mad.

Charity frygter for sine børns fremtid

Charity Sadia er 35 år og alenemor. Hun er flygtet fra Sydsudan og bor nu i flygtningelejren Bidibidi i Uganda. Her kæmper hun hver dag for at skaffe mad. Og efter World Food Program i april reducerede deres fødevarehjælp, er kampen kun blevet endnu hårdere. 

”Den månedlige madration er knap nok til at brødføde min familie. I går var jeg nødt til at låne majs og ærter af min nabo for at sikre os mad” fortæller Charity.

Den akutte situation gør fremtiden usikker, og derfor er familier som Charitys dybt afhængige af hjælp for at overleve.

”Jeg er hele tiden bekymret for min og mine børns skæbne – især med COVID-19-situationen og truslen om mindre fødevarehjælp. Alt, jeg behøver er penge til at leje jord og købe værktøjer, så jeg kan høste nok til min familie”

Vil du hjælpe familier som Charitys?

Hjælp familierne

Desperationen spreder sig

Familierne er desperate, og mange har allerede taget hul på de ressourcer og madbeholdninger, der ellers først skulle bruges om flere måneder.

Ud over at påvirke den enkelte families hverdag, har krisen også stor indflydelse på relationen mellem lokalbefolkning og flygtninge.

Desperationen skaber splid mellem lokale hyrder og bønder i flygtningelejre. Når sulten knuger i maven, bliver overskuddet mindre, og kampen om de knappe ressourcer eskalerer. Det betyder voldelige konflikter, der nogle gange ender med at flere mister livet.

Folkekirkens Nødhjælp er til stede i Uganda for at hjælpe de mange tusinde familier, der lige nu står uden mad og værnemidler mod COVID-19-smitte. Vores indsats består bl.a. i:

  • At uddele penge, så hver familie kan købe de fødevarer, de mangler allermest. 
  • At sikre ekstra økonomisk hjælp til gravide og ammende kvinder, så de og deres børn får den næring og hjælp, de har brug for.
  • At uddele penge, som kan bruges på værnemidler mod smitte i form af sæbe, desinfektionsmiddel og rent vand samt andre nødvendigheder som medicin og menstruationsbind til piger og kvinder.

Vores arbejde i Uganda er et eksempel på, hvor dit bidrag gør en forskel. Din støtte gør os i stand til at rykke ud til de mennesker, der har størst behov. Læs mere om vores arbejde her.