Støt

Mobilt proteseværksted

Nødhjælp kan se ud på mange måder

©Jonas Leegaard

Nødhjælp kan se ud på mange måder - det kan være en ombygget lastbil, der nu er et mobilt proteseværksted. 

Ud fra tanken - hvis patienterne ikke kan komme til lægen, må lægen komme til patienterne - har man ombygget en lastbil til et fungerende proteseværksted, som når de trængte. 

Hvis du vil have et arbejde og mad på bordet i Myanmar, er du nødt til at have din fulde førlighed. Det gør livet svært for de tusindvis af mennesker, der er blevet lemlæstede efter at være stødt på en nedgravet landmine.

En protese kan hjælpe ofrene tilbage til arbejdsmarkedet og give dem håb for en bedre fremtid. 

Det mobile proteseværksted har vacuummaskiner og andre redskaber, der skal til for at lave benproteser. En af de vigtigste elementer i den rullende klinik er en ovn. På grund af begrænset adgang til elektrcitet er det en gasopvarmet pizzaovn, der bruges, når plastpladerne til formning af protesen skal varmes op, så de kan formes på den rigtige måde.

Myanmar er et af de lande i verden, hvor der sker flest mineulykker om året. Problemet er stort i de områder, som tidligere har været ramt af væbnede konflikter. Mange års minering har betydet et stort antal mineofre – langt størstedelen civile. Der er kun lidt eller ingen hjælp at hente fra myndighederne, hvis man har mistet et ben. Det skyldes blandt andet dårlig infrastruktur.

Med den mobile proteseklinik er det muligt at nå ud til de områder af Myanmar, hvor flest mennesker har brug for proteser. Klinikken er bemandet af fysioterapeuter, der bliver uddannet til at støbe proteserne og som på frivillig basis kører med rundt og hjælper med at tage mål og støbe proteser. De hjælper også modtagerne med at lære at bevæge sig med deres nye ben.

Det kunstige ben formes af skum, plast og en kerne af stål. Her kommer pizzaovnen i brug. Mens protesen bliver formet, bliver den løbende justeret. Derfor er det er vigtigt, at patienten holder sig i nærheden, så protesen kan testes og justeres, inden den gøres færdig.

Når det kunstige ben er, som det skal være, bliver det betrukket med en tætsiddende strømpe og plastik og til sidst ’glaseret’ med hudfarvet polyplast.

Det mobile værksted leverer proteser til omkring 100 personer hvert år. Folkekirkens Nødhjælp støtter derudover også faste klinikker.

Vores mineeksperter underviser også i genkendelse af ueksploderet ammunition - og i hvordan ulykker kan undgåes.