Støt

Tale til modtagerne af Timbuktu Prisen 2013

18.06.2013

©Thomas Evaldsen

Velkommen til Timbuktu Fondens prisuddeling 2013.

Jeg hedder Thomas Ravn-Pedersen og har som formand for fonden den store glæde om lidt at skulle overrække årets pris.

Tre år i træk skulle Timbuktu Prisen gå til en freelancer før en gruppe – og endda en gravende gruppe af slagsen – fra et yderst etableret mediehus, Danmarks ældste, skulle modtage den.

Timbuktu Prisen er tidligere gået til Tom Heinemann, Thomas Aue Sobol og Jørn Stjerneklar – i år, hvor prisen uddeles for fjerde år, går den til to gravende journalister og en stjernefotograf fra Berlingske.

Prisen er en af Danmarks største journalistpriser – indstiftet som følge af journalist og forfatter Jørgen Harboes fornemme donation for fem år siden, der blev til Timbuktu Fonden.

Mads Nissen, Jette Aagaard og Eva Jung modtager årets Timbuktu-pris for deres klassiske journalistiske præstation og fotodokumentation om blodobligationerne bragt i Berlingske.

Begrundelsen

Artikelserien viste, at størstedelen af danskerne gennem deres pensionsopsparing eller kommune er med til at låne penge til afrikanske lande, hvoraf flere er styret af diktatorer.

Investeringerne i de afrikanske statsobligationer svarer til at give et ikke-øremærket lån til regimerne – og før afsløringerne i Berlingske sidste forår, var det en ukendt problematik både i Danmark og resten af verden.

Berlingskes gravegruppe startede dens arbejde med et tip fra DanWatch, som i øvrigt to gange tidligere selv har været nomineret til Timbuktu-prisen. Og sammen med DanWatch undersøgte gravegruppen en stribe pensionsselskaber og samtlige danske kommuner.

Hurtigt viste det sig, at problematikken var langt større end først antaget.

Og det blev til en omfattende DanWatch rapport og artikler i flere måneder i Berlingske og et særligt interaktivt site illustreret og formidlet med fotograf Mads Nissens fantastiske fotos.

Kurt Strand har tidligere fremhævet Mads Nissen for at gå mod strømmen i en tid, hvor medier har det med at råbe højere og højere og mere og mere skingert. Der vælger Mads at lade sine billeder hviske sine budskaber ud. Med dine egne ord, Mads, er fidusen ved dit fotografi: empati.

Og lige netop empati og fordybelse er så dejligt at møde i en tid med hurtigere, kortere og mere overfladiske nyheder og medier.

Det er også dejligt at mærke, at I virkelig arbejder og optræder som et hold. Og at netop empati og fordybelse er noget, I alle tre har fremelsket midt i jeres kontante reportager og gravearbejde.

Det har ikke bare været en jubeltur.

Udfordringer på vejen

Udover en mere logisk modstand fra kommuner og pensionskasser, der bliver taget med fingrene nede i den uansvarlige kagedåse, har I også mødt modstand fra Afrika-journalister, der siger: ja ja, men selv korrupte eller diktatoriske regimer skal betale lønninger til sygeplejersker og politifolk. Så statslån kan måske være gode nok?

Selvom sagen måske ikke er helt sort/hvid, så er det vigtigste, at det lykkedes jer at gøre et så fjernt liggende og ganske usexet emne som danske investeringer i afrikanske statsobligationer nærværende og vedkommende.

Bedriften har da også allerede udløst et hav af indstillinger fra jeres chefer. Og helt velfortjent. Men det blev først med indstillingen til Timbuktu Prisen, at der både fulgte indstilling, nominering og nu i dag også pris.

Jeres projekt var ikke ufarligt. I tog bl.a. på en rejse på tværs af DR Congo, som nok er et af verdens farligste og mest ufremkommelige lande for journalister at arbejde i.

Undervejs besøgte I børnehjem for børnesoldater, hospitaler hvor voldtagne kvinder blev opereret og de store flygtningelejre i øst. Og med disse reportager kom de nye tider med et Afrika i enorm vækst og global handel og investeringer pludselig meget tæt på Danmark og danskerne.

Og det skønne er, at I med jeres blodobligations serie både har opnået det, der er de fleste journalisters drøm – at afdække, afsløre uretfærdigheder og fremme en ny og bedre lovgivning og bedre etiske retningsliner - og samtidig også har bedrevet et virkelig godt gedigent oplysningsarbejde ift. jeres læsere og danskerne.

Timbuktu Fonden har til opgave både at støtte kritisk u-landsjournalistik og u-landsoplysning, så derfor kan vi heller ikke tænke os nogen bedre vinder af Timbuktu-prisen i år.

Status - et år efter

I dagens avis gør I status ét år efter– og det må siges at være en ganske imponerende en af slagsen. Fem ud af 11 kommuner har allerede ændret praksis pga. jer. Og i morgen tænker jeg, at I kan lave en ligeså flot gennemgang, når det gælder pensions- og investeringsselskaberne.

Da Berlingske blev relanceret tilbage i 2008 kan jeg huske at det skete med nogle arketyper. Og de typer I journalister blev præsenteret for interesserede sig nu ikke længere for u-landene. ”Så slut med u-lande i Berlingske”, var refrænet.

Derfor er dagens pris samtidig også en anerkendelse af, at det er slut med slut i Berlingskes spalter for u-landene J.

I dag er Afrika rykket tættere på Danmark med øget samhandel og investeringer. Og det er rigtig godt. Men det er ikke godt, hvis det hele sker uden mål og med - og med uetiske metoder. Derfor er der brug for jeres makkere i Danwatch og for sådan nogle som jer, der kan se den gode historie – også selv om den ligger 15-20.000 kilometer væk fra Danmark.

Tak

Og der er brug for gode og modige chefer, der tør give plads i avisen og på nettet, og som ønsker at prioritere al det globale, der ligger lige uden for døren. Det ER nemlig den nye virkelighed. Tak også til cheferne, der gav jer plads og tid til projektet.

Og I tre – Mads – Jette og Eva har virkelig vist vejen for danskerne, kolleger og konkurrenter.

Det var jeres leder Morten Frich, der indstillede jer, og han mente at I burde få muligheden for igen at lave kritisk samfundsrelevant journalistik fra udviklingslande. Og det har I spændende og gode planer for. Men de er hemmelige lidt endnu!

Juryen

Jan Kjær, Nairobi-klubben

Lotte Dahlmann, Journalistforbundet

Kirsten Lund Larsen, Timbuktu Fonden

Juryen har også holdt sig for øje, at Timbuktu-prisen i sin natur er et fremadrettet arbejdslegat, og derfor ikke alene tildeles på grundlag af præsterede resultater.

Juryen lagde også vægt på, at I tre ved hjælp af prisen vil kunne levere ny undersøgende kritisk journalistik om vilkår i fattige lande og vise den globale sammenhæng med vores egne vilkår. Og så siger vi ikke mere!

I år modtog vi 15 indstillinger på 12 forskellige kandidater. Tre af de indstillede blev i første runde nomineret til prisen. Det var, udover jer fra Berlingske tidligere Ritzau-reporter Hanne Sørine Sørensen og lederen af Verdensnyt, Dan Larsen.

Jeg vil gerne i den anledning på Timbuktu Fondens vegne takke juryen for godt arbejde.

Tak til Lotte Dahlmann fra Dansk Journalistforbund og Jan Kjær fra Nairobi-klubben for jeres gode assistance og fine indsats sammen med fondens egen Kirsten Lund Larsen.

Her følger så noget stort – en pris på 100.000 kr. – en hædersbevisning – til modtagerne af Årets Timbuktu Pris – og prisen for kritisk u-landsjournalistik 2013:

Mads Nissen, Jette Aagaard og Eva Jung fra Berlingske!

Stort tillykke!