Støt

Shaka Loveless ny ambassadør

11.06.2015

©Carl Gustav Lorentzen

”Jeg har længe involveret mig i flere former for velgørenhedsarbejde, men jeg har gået og ledt efter det rigtige for mig at gå endnu mere ind i. Det jeg godt kan lide ved Folkekirkens Nødhjælp er, at det er en organisation, der er tried and tested,” lyder det fra Shaka Loveless, som har sagt ja til at træde ind i rollen som ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp. Både fordi organisationen, som han nævner er solid, og fordi den er del af et stærkt, verdensomspændende netværk.

Resultaterne af dette så Shaka Loveless allerede i marts, da han besøgte en række af organisationens udviklingsprojekter i Uganda.

”Det var meget vigtigt for mig at komme ud at rejse med Folkekirkens Nødhjælp og se, hvordan arbejdet reelt fungerer ude i verden. Noget af det, jeg syntes var rigtig spændende på min rejse til Uganda, var at se samarbejdet med andre og endnu større organisationer. For tingene skal nytte noget, og derfor vil jeg helst samarbejde med en organisation, som har forgreninger ud i verden så mange steder som muligt,” fastslår han.

Hele vejen rundt

Shaka Loveless fremhæver fattigdomsbekæmpelse, klima og uddannelse, som kerneområder, han gerne vil arbejde med som ambassadør, og det har han fundet muligheden for i Folkekirkens Nødhjælp.

"Generelt går jeg meget op i fattigdomsbekæmpelse, men også klimaspørgsmålet – hvordan man får trukket de to ting sammen. De udviklingsprojekter, vi besøgte i Uganda, havde begge ting med. Der var fattigdomsbekæmpelse, men også tiltag til hvordan man overlever i lande, der virkelig er påvirket af klimaforandringerne. Jeg har lærte nye ting om metoder, der virker. Det synes jeg er virkelig spændende. Og så er sådan noget som uddannelse er spændende og vigtig ting. Både i menneskerettigheder, men også generel skolegang. Det er nogle af de vigtige ting, men der er jo mange! Netop derfor er det rart med en organisation, der er bredere funderet end i kun én ting.

Et ansvar

Det er med glæde og engagement, Shaka Loveless ser frem til at tale verdens fattigstes sag – og dermed bruge sin i forvejen populære stemme til mere end sangen.

”Jeg synes egentlig, at det er noget man skal gøre. Når man har fået en stemme, og man også synes, at man kan finde ud af at bruge den, så har man har et ansvar for også at sige sin mening om visse ting. Allerede da vi lavede vores første band, Gypsies, var det en integreret del at vi spillede til forskellige arrangementer for velgørenhed. Det er noget, jeg selv får en masse ud af, og det her er en mulighed for at hjælpe med noget, som jeg kan finde ud af og som jeg nyder, så på den måde går det op i en højere enhed.”

Ikke ”kun” velgørenhed

Lige så meget som Shaka brænder for at gøre en forskel for dem, der er dårligst stillet, har han ikke lyst til at føle sig som en barmhjertig samaritaner.

”Jeg er egentlig lidt træt af ordet ”velgørenhed”, men der er jo ikke rigtigt et andet, der dækker. Men det lyder for meget som om, at man kun gør noget for nogen andre, og sådan hænger det ikke sammen for mig – og nok heller ikke for de fleste andre, der gør sådan nogle ting, tror jeg. Man gør det vel, fordi man får en masse ud af det selv. Det er dejligt at føle, man kan hjælpe, og lige det her med at lave musik har en side, der er meget egocentreret. På den måde hjælper det også til at forstå, at det hele ikke handler om én selv. Der er rigtig vigtigt.”

Det er dansk at dele

Shaka Loveless støtter som ambassadør Folkekirkens Nødhjælps kampagne, ”Det er dansk at dele – også med verdens fattigste”, som er i fokus under Folkemødet. For som den nyudnævnte ambassadør siger:

”For mig er danskhed, tilbage fra da jeg voksede op, at se Danmark som en meget åben og rig nation – både økonomisk og i forhold til vores kulturhistorie. Derfor var vi både åbne over for at dele og modtage indtryk. Det, synes jeg, er rigtig vigtigt, og noget vi skal tilbage til. Lige nu er der mange, som fokuserer på de ting, de synes, at vi ikke har. Men Danmark er jo stadigvæk ét af de rigeste lande i verden, og de folk, jeg kender, vil da alle sammen gerne dele og hjælpe.

Jeg er selv vokset op i en lille by, der hedder Alken. Min mor var alene og studerende med to børn, så hun havde ikke specielt mange penge. Dengang var jeg så mange gange været henne og låne mælk eller andre ting hos vores naboer – der var også mænd, som kom hjem til os og slog græsset i haven. Hele det samfund var bare et sted, hvor alle delte med hinanden og hjalp hinanden, og det har betydet rigtig meget for mit liv at opleve.”

Mød Shaka på Folkemødet

Allerede i weekenden ved Folkemødet i Allinge på Bornholm, kan Shaka Loveless opleves i sin nye rolle som ambassadør for Folkekirkens Nødhjælp.

Her bliver han lørdag fra klokken 12.00-13.00 interviewet af radiovært, Mathias Buch Jensen, DR P7 Mix, om sit engagement i Folkekirkens Nødhjælp og om rejsen til Uganda.