Støt

Psykologhjælp giver Sabaah håb

27.12.2013

©Mohammed Massoud Morsi

Det er svært for Sabaah at beskrive præcis den dag, hvor det gik op for hende, at borgerkrigen i Syrien ville ændre hendes liv for altid. Der er ganske enkelt for mange dage og tragedier at vælge i mellem.

Der var dagen, hvor krigen begyndte foran hendes hoveddør. Der var dagen, hvor hendes brødre forsvandt. Og dagen hvor hendes far døde.

De forfærdelige begivenheder kom som perler på en snor, men Sabaah havde endnu det værste øjeblik i vente. Det kom da den Frie Syriske Hær brasede ind af døren til familiens hus. De ville bruge familiens hjem, som deres samlested i kampene, der rasede rundt om huset. De kommanderede familien ud af huset, men Sabaah ville overgive deres hjem, så de blev. Svaret fra soldaterne kom prompte.

”De tog tøjet af min datter, som var en måned gammel, og dyppede hende i iskoldt vand. Jeg sagde: ”Hvad vil i have fra hende, hvorfor torturerer I hende?” Så svarede de: ”Du har ikke ret til at snakke.” Når jeg sagde noget, slog de mig. De lod mig ikke amme hende, og når de så mig lave mælk til hende i køkkenet, kom de ind og hældte mælken ned på gulvet,” siger Sabaah Khaled Suedan med tårerne løbende ned ad kinderne.

Soldaternes overtagelse af huset blev ved i dagevis, og Sabaah indså, at hun ikke kunne blive. Hun husker stadig følelsen af magtesløshed, da hun flygtede fra huset med børnene.

”Jeg følte mig helt alene, og det føltes som at leve i en skov fyldt med vilde dyr. Mit hjem blev revet ned for øjnene af mig. Der var ikke noget liv tilbage.”

Fortabelse og fodbold

Efter flugten blev Sabaah genforenet med sin mand, som allerede var flygtet ud af landet. Familien fik en lejlighed i flygtningelejren Burj Shemali i det sydlige Libanon, hvor de kunne være i sikkerhed. Det viste sig dog hurtigt, at krigen havde ændret familien, og i særdeleshed Sabaahs mand.

”Da vi kom til Libanon, ville min mand gerne være meget for sig selv. Han var hele tiden vred, og der skulle meget lidt til at gøre ham rasende. Han havde ikke noget tilbage. Han havde mistet sit arbejde og var tilbage ved nul,” siger Sabaah Khaled Suedan.

Hendes fætre forsøgte at få ham i bedre humør ved at komme forbi deres hjem jævnligt. De fandt snart ud af, at et spil fodbold på flygtningelejrens fodboldbane kunne få et smil frem på hans læber og fik ham ud af isolationen.

Men for Sabaah selv var løsningen ikke så enkel. 

”Der var mange ting, der ændrede sig i vores liv. Vi var nogle svære oplevelser igennem i Syrien, som gjorde, at jeg havde lyst til bare at holde mig for mig selv.”

Det slog klik

Kulminationen på Sabaahs psykiske problemer kom en dag, da den ældste datter, Sara, kom op og skændes med naboens søn. Det skete en formiddag i flygtningelejrens psykosociale center, hvor de to børn gik til aktiviteter sammen. Skænderiet fortsatte da børnene kom hjem og eskalerede, da de to kom op og slås i gyden foran de to familiers huse.

Sabaah hev datteren ind i familiens lejlighed for at stoppe slåskampen. Og så slog det klik for hende.

”Jeg slog hende og var ikke opmærksom på, at jeg kvalte hende. Hun kunne ikke få vejret. Og hun besvimede. Jeg troede bare, at hun faldt i søvn. Jeg efterlod hende, og satte mig udenfor, men så kom Saras søster og sagde: ”Mor, Sara sover ikke. Kom og se hendes øjne.” Min fætter kom og begyndte at puste luft ind i hendes mund og trykke hende på brystet, indtil hun kunne få vejret igen,” siger Sabaah Khaled Suedan om det øjeblik, som hun så inderligt fortryder nu. 

Sara fik knopper i ansigtet på grund af iltmangle, men derudover har hun ikke haft varige men efter episoden. For Sabaah blev det et vendepunkt. Hun vidste, at hun skulle have professionel hjælp.

Psykologhjælp gav indre ro

I flygtningelejren ligger det psykosociale center, Fredscentret, som bliver drevet med midler fra Folkekirkens Nødhjælp. Og det var her, Sabaah tog hen med sine døtre, så de sammen kunne få hjælp som familie. Da Sabaah satte sig ned med kvinden, der stod for terapien, følte hun en ro, som hun ikke havde oplevet længe.

”Alt blev anderledes, da jeg begyndte at gå fast i centeret. Psykiateren sagde, at jeg bare skulle behandle min datter naturligt, så jeg begyndte at behandle min datter, som hun sagde. Sara fik ro, og jeg fik ro. Jeg hidsede mig ikke op og slog hende ikke længere.”

Med terapien i centret som det faste holdepunkt i hverdagen kunne Sabaah langsomt finde balance i tilværelsen og være den mor for sine børn, som hun havde været før krigen. 

Terapien har givet hende kontrol over sin egen vrede og afmagt, og derfor har Sabaah igen overskud til at tænke på, hvad fremtiden bringer. Hun drømmer tit om at blive genforenet med sine brødre, der har været forsvundet i over et år nu. Og om at livet skal blive som før borgerkrigen ødelagde alt.

”Jeg håber på, at jeg opdrager mine børn godt og giver dem en uddannelse, og at vi kommer hjem til vores land, hjem til vores hus og vores kvarter. At det bliver ligesom før, og at min familie og min mands familie er samlet. At vi bliver sammen, sådan som vi levede før. Alt det håber jeg på.”

VIDEO: Terapi hjælper Sabaah