Støt

Efter mange år som direktør i reklamebranchen og i egen virksomhed, der arbejder med udvikling af kvindelige ledere, fik Mulle Juul Korsholm og hendes mand en efternøler.

Barselsorloven gav Mulle Juul Korsholm tid til at overveje sin fremtidige karriere.

”Jeg syntes, jeg havde solgt tandpasta nok og havde lyst til noget andet. Vel at mærke noget helt andet, som var mere meningsfyldt”, siger Mulle Juul Korsholm om motivationen for sit karriereskifte.

Mulle Juul søgte og fik stillingen som kampagnechef i Folkekirkens Nødhjælp.

Som kampagnechef får Mulle Juul Korsholm ansvar for at udvikle og implementere en ny kampagnestrategi for Folkekirkens Nødhjælp og skabe sammenhæng mellem landsdækkende kampagner, frivilliges engagement og langsigtet relationsopbygning.

”Jobbet som kampagnechef matcher fuldstændig de tanker, jeg har gjort mig omkring hvad jeg gerne vil bruge min erfaring og mine kompetencer på”, siger Mulle Juul Korsholm.