Støt

Ny butik på vej med overskudsmad

02.09.2014

©Folkekirkens Nødhjælp

Hvert år må fødevareindustrien og butikkerne tilsammen smide 303.000 ton mad ud, fordi varerne har passeret mindst-holdbar-til datoen, er forkert mærkede eller i beskadiget emballage. Samtidig viser seneste tal fra Miljøministeriet, at der hvert eneste år smides over 700.000 ton mad ud i Danmark. Et spild, der koster danskerne 11.6 mia. kr. om året inkl. moms og afgifter.

For at modarbejde det store madspild vil Folkekirkens Nødhjælp i samarbejde med fødevareBanken og Dansk Supermarked (Netto, Føtex, Bilka og Salling) forsøge at etablere en butik med overskudsmad.

Læs mere her: Wefood: Bær med i kampen mod madspild!

Så meget mad smides ud

Miljøstyrelsen vurderer, at detailhandlen hvert år smider 303.000 tons mad ud, selvom der i princippet ikke er noget i vejen med dem.

303.000 ton mad svarer til:

  • det årlige madforbrug for mere end en halv million danskere
  • 53,8 kg mad pr. dansker
  • vægten af 65.870 elefanter
  • vægten af 2,7 mia. iphones

Butikken får navnet Wefood, og den åbner efter planen på Nørrebro i 2015. Butikken vil både være for de, der vil handle på grund af lave priser og for de, der bare er imod spild af mad. Overskuddet fra butikken vil gå til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at bekæmpe sult i nogle af verdens fattigste lande.

Bekæmper sult og bekæmper madspild

Varerne vil blive solgt ca. 30-50 procent billigere end i almindelige supermarkeder, og varesortimentet bliver blandt andet brød, frugt og grøntsager, mejeriprodukter og udvalgte kolonialvarer. Kød og kødpålæg vil i første omgang ikke blive solgt i butikken.

”Vi synes, at Wefood er en fantastisk ide! Der er et direkte link mellem vores arbejde med at bekæmpe sult i verdens fattigste lande og bekæmpelse af madspild i Danmark. Med Wefood kan vi både bekæmpe madspild herhjemme og skabe et overskud til arbejdet blandt mennesker, der sulter”, siger Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Dansk Supermarked, som allerede arbejder for at mindske spild af mad, vil gerne donere overskudsmad til butikken:

”I Dansk Supermarked har vi hele tiden fokus på madspild. Hvis et koncept som Wefood kan etableres, så er det en win-win: Vi gør noget for at mindske madspild, vi støtter Folkekirkens Nødhjælp i deres internationale arbejde, og vi hjælper fødevareBanken. Men der er nogle tekniske udfordringer med for eksempel moms og fødevareregler, hvor vi har brug for en politisk afklaring for at komme videre”, siger Helene Regnell, CSR-chef i Dansk Supermarked.

Et overskud af overskudsmad

FødevareBanken skal stå for distribution af maden til den planlagte nye butik. FødevareBanken er en non-profit organisation, som i forvejen modtager og fordeler overskudsmad til organisationer, der hjælper socialt udsatte.

”Der er meget mere overskudsmad, end vores nuværende modtagere kan aftage, så hvis vores fødevaredonorer er med på det, er en butik med overskudsmad en rigtig fin ide, fordi vi kan nå grupper, som ikke kommer på eksempelvis væresteder”, siger fødevareBankens direktør Karen Inger Thorsen.  

Hvis konceptet er rentabelt og bæredygtigt, vil Folkekirkens Nødhjælp åbne flere butikker landet over, fordi ideen er så oplagt for en organisation, der har bekæmpelse af sult som kernesag.

Initiativtagerne ser gerne samarbejder med en bred kreds af aktører på madspilds- og fødevareområdet, og forbrugerbevægelsen ”Stop spild af mad” bakker også op om den nye butik.

Se også: Bliv frivillig i Wefood!