Støt

”Nu kan jeg danse med min kæreste”

04.12.2013

©Maiken Skeem

Værktøjet ligger klar i snorlige rækker, og generatoren som driver trykluftsmaskinen brøler. To fysioterapeuter arbejder behændigt og koncentreret. De er i gang med at justere en protese til 27-årige Aung Tu Ra.

Han er kommet til Myanmars hovedstad Naypiydaw i forbindelse med den internationale Handicapdag og benytter samtidigt lejligheden til at få tilpasset sin benprotese i Folkekirkens Nødhjælps rullende proteseklinik.

Klinikken er en lastbil indrettet som et værksted. Den kører rundt i landet til de mange mineofre, som har fået sprængt deres ben af.

Livet har taget en drejning

Aung Tu Ra trådte på en landmine, da han som 17-årig sammen med sin deling i regeringshæren blev sendt ind i et stærkt mineret område i staten Kayin.

”Jeg hørte eksplosionen, men mærkede kun en snurrende bevægelse, så blev alt sort... jeg blødte kraftigt og blev fragtet til det nærmeste hospital, hvor en læge amputerede mit ben,” fortæller Aung Tu Ra.

Han fik sidenhen en protese af regeringen, men den fungerede dårligt, og Aung Tu Ra måtte gå med krykker i flere år. Det betød at han ikke kunne passe et arbejde og derfor havde svært ved at forsørge sig selv.

Den rullende proteseklinik
  • Den rullende proteseklinik er en lastbil indrettet som en klinik eller et værksted med ovn, vacum-maskiner og alverdens værktøj
  • Klinikken kører i Myanmar, som er stærkt mineret efter årtier med borgerkrig
  • Klinikken er støttet af Folkekirkens Nødhjælp og er et samarbejde med den lokale partner The Leprocy Mission Myanmar
  • Fysioterapeuterne på klinikken har indtil videre støbt 97 benproteser. 30 proteser er støbt til landmineofre. De resterende proteser til personer, som har mistet deres ben i andre ulykker - eller som er født uden.
  • En benprotese holder typisk mellem tre og fem år.

For en måned siden fik han sin nye benprotese, støbt på den rullende proteseklinik. Selv om protesen ikke passer hundrede procent endnu, har livet taget en positiv drejning for Aung Tu Ra.

”Jeg arbejder i et stenbrud nu og tjener selv mine penge. Jeg kan også, som andre unge, køre på motorcykel, spille fodbold og danse med min kæreste. Hun synes, at mit nye ben skinner flot,” fortæller Aung Tu Ra og smiler bredt og længe. Det tager dog lidt tid at vænne sig til en ny benprotese, og den skal i reglen tilpasses flere gange, før den sidder perfekt.

Aung Tu Ra fortæller, at han i begyndelsen havde syv lag strømper i protesen for at undgå de værste hudafskrabninger. Nu er han nede på to lag og kan have protesen på otte timer dagligt.

”Jeg har vænnet mig til min nye protese. Eneste problem er nu, at den sidder lidt løst, når jeg kører motorcykel,” fortæller han. Men det ordner fysioterapeuterne med dagens justeringer.

Mere mobil

45-årige U Zaw Aung har siden 1989 levet med skiftende proteser af varierende kvalitet og et par krykker som eneste hjælp. Han arbejdede i familiens rismark, da han blev opsøgt at militæret og beordret afsted som bærer ind i et krigshærget område. Hans ben blev sprængt af 18 dage efter, at han var taget afsted, og siden har hans liv ikke været det samme.

Læs mere om proteseværkstedet her
  • Nu kører proteseværkstedet
  • Benproteser sikrer arbejdsløse i Myanmar
  •  Giv et ben

”Det har været svært for mig at passe et arbejde og forsørge min familie,” fortæller U Zaw Aung. Han har haft skiftende proteser, men det nye ben har, ligesom for Aung Tu Ra, betydet, at han kan leve et mere normalt liv.

”Jeg er mere mobil nu og kan endda arbejde som lastbilchauffør.”

Klar til at rykke ud

Fredsforhandlingerne mellem Myanmars regering og landets oprørsgrupper er lige nu i fuld gang. Processen er ikke uden sten på vejen - men ikke umulig.

Folkekirkens Nødhjælps rullende proteseklinik er klar til at rykke ud og ind i landets mest minerede områder for at hjælpe endnu flere mineofre, fortæller chef for Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogram i Myanmar, Christopher Bath:

”Vi er lige nu i gang med at etablere et kontor i staten Kayin, et af de steder i landet, hvor der er flest landminer. Det betyder, at hvis fredsaftalen kommer på plads, så er vi meget hurtigt klar til at begynde arbejdet med mineofrene i området.”

Christopher Bath understreger i samme åndedrag:

”Det betyder dog ikke, at vi ikke har mulighed for at hjælpe landets mineofre i dag. Ofte bor mineofrene nemlig ikke i de minerede områder. De har måske været soldater, hjælpere eller bærere i hæren, og ulykkerne er sket, når de har været på mission ind i de minerede områder.”

 Af Maiken Skeem