Støt

International minedag: Vietnamkrigen kræver stadig ofre

02.04.2014

©Paulo Kawai

Det er ofte en overdrivelse, når man siger, at det ”regner” med noget, men at kalde bombardementet af Laos under Vietnamkrigen for en bomberegn er ingen overdrivelse.

Over en niårig periode blev der i gennemsnit kastet en flyladning bomber over det lille land hvert ottende minut – 24 timer i døgnet. I alt mere end 2 millioner tons bomber regnede ned over landet fra 1964 til 1973.

Fredag den 4. april er det den Internationale Minedag, hvor verdenssamfundet sætter fokus på problemet med landminer og ueksploderet ammunition, som plager lande i mange år efter konflikter er ophørt.

Verdens mest bombede land

Bombardementer som det i Laos er stadig årsag til store samfundsmæssige problemer og menneskelig tragedier længe efter, bomberne er kastet, da mange – specielt klyngebomber – ikke eksploderer, når de rammer jorden.

”Klyngebomber er forfærdelige våben. De forbliver aktive i årevis, og udgør en fare for både børn og voksne,” siger Søren Adser Sørensen, Folkekirkens Nødhjælps programkoordinator for Laos.

Støt vores arbejde:

GIV MINEFRI JORD

Når det kommer til ueksploderet ammunition og ikke mindst klyngevåben, er der intet land, der kan måle sig med Laos. I negativ forstand.

Under Vietnamkrigen ønskede amerikanerne at stoppe fjenden fra at få forsyninger frem gennem landet og indledte det ni år lange luftbombardement. Ud af de mange tons metal og sprængstof var 270 millioner klyngebombe-enheder, hvoraf 80 millioner menes ikke at være eksploderet ved nedslaget.

Selv mere en fyrre år efter bombardementets ophør kræver klyngebomberne ofre i Laos et dødsoffer hver tredje til fjerede dag. Dertil kommer de mange, der overlever, men må leve videre med alvorlige handicap.

En ekstra skålfuld ris

Nogle bliver ofre for bomberne, fordi de ved et uheld støder på en klyngebombe i markarbejde eller lignende, andre kommer til skade, fordi de bevidst håndterer ueksploderet ammunition.

Læs også:

”Hvis jeg ikke var fattig, havde jeg aldrig rørt den bombe”

En bombe dræber måske – sult gør det helt sikkert

”Laos er et meget fattigt land, og både skrotmetallet og sprængstoffet i en gammel bombe kan være penge værd. Derfor kan folk ofte ikke modstå fristelsen og piller ved bomber, da det måske kan give en ekstra skålfuld ris til deres sultne børn,” siger Søren Adser Sørensen.

Folkekirkens Nødhjælp starter i 2014 et projekt op i Laos med rydning af ueksploderet ammunition og undervisning i faren ved ueksploderet ammunition. Formålet er både at sikre, at der sker færre uheld, og at landområder, der i dag er utilgængelige på grund af faren, fremover sikkert skal kunne bruges til dyrkning, beboelse og infrastruktur.

Se en animation af bombardementet af Laos i videoen her under