Støt

Goldman Sachs investerer i klyngebombe-producenter

23.01.2014

Regeringen overvejer i øjeblikket et salg af aktier i DONG til kapitalbanken Goldman Sachs.

Folkekirkens Nødhjælp har noteret sig, at Goldman Sachs står som ejer eller forvalter af aktier i diverse klyngevåbenproducenter.  De har også stillet store lån til rådighed for disse virksomheder.

Goldman Sachs og klyngebomber

En oversigt over Goldman Sachs' investeringer i klyngebomber kan findes i den seneste udgave af Worldwide Investments in Cluster Munitions: a Shared Responsibility, en rapport af IKV Pax Christi, som blev lanceret i København d. 12. december 2013 på side 61 og 62. Det fremgår, at Goldman Sachs i juni 2013 ejede eller forvaltede aktier i Textron, Poongsan Corporation og Alliant Techsystems, som alle er nævnt som klyngevåbenproducenter. Desuden har Goldman Sachs stillet lån til rådighed for Textron på 107 mio. USD.

”Danmark har skrevet under på klyngevåbenkonventionen, som har til formål at standse brug og produktion af klyngebomber. Klyngebomber er forbudte våben, fordi de volder uacceptabel skade på civile. Trods forbuddet, bliver de stadig produceret og brugt i bl.a. Syrien,” siger Richard MacCormac, leder af Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogram.

Folkekirkens Nødhjælp håber, at forbindelser til produktion af ulovlige våben vejer tungt i regeringens overvejelser omkring salget af DONG. 

”Staten har forpligtet sig til at gøre ende på disse forfærdelige våben, og vi mener, det er problematisk at invitere en virksomhed med så store investeringer i klyngebomber til at købe en del af en statslig virksomhed. Dermed kommer Danmark i konflikt med den forpligtigelse, vi har indgået ved at underskrive konventionen,” siger Richard MacCormac.

Se også: Laos: Flere ueksploderede bomber i jorden, end der er indbyggere i landet.