Støt

Folkekirkens Nødhjælp: Hvad laver de egentlig?

28.02.2014

©Folkekirkens Nødhjælp

Da jeg mandag morgen bankede på døren til Folkekirkens Nødhjælp, var det både med spænding og en anelse forvirring. For selvom jeg havde ringet og mailet i forbindelse med min praktikplads, havde jeg stadig ikke helt forstået, hvad arbejdet egentlig gik ud på. Og det er måske ikke så underligt.

Meget mere end udlandsarbejde

Selvfølgelig vidste jeg godt, at organisationen hjælper til og prøver at forbedre vilkårene for folk rundt omkring i verden. Det ved de fleste nok. Men det, man ikke nødvendigvis ved, er hvor meget arbejde, der er op til dette.

I løbet af ugen er jeg blevet både klogere og mere rig på oplevelser.

Oplysning til unge

Jeg har som praktikant fulgt meget med i oplysningskampagnen ”Slut Sult Nu", som henvender sig primært til unge.

Her har jeg oplevet en såkaldt ”sultkaravane”, som kører land og rige rundt for at holde shows for konfirmander.

Det er frivillige unge, som har oplevet de fattige yderområder på nært hold. Folkekirkens Nødhjælp har i denne forbindelse også lavet film, hvor man følger tre unge menneskers dag i Etiopien og hvilke drømme og håb de har for fremtiden.

Denne kampagne forsøger at gøre de unge mennesker opmærksomme på, hvordan vilkårene kan se anderledes ud, i forhold til hvor i verden man bor. Derudover har den et konkret mål – nemlig at få en masse til at melde sig som indsamlere d. 9 marts.

Indsamling til fordel for dårligere stillede

Folkekirkens Nødhjælp har nemlig en stor landsindsamling en gang om året. Denne indsamling ligger en uge efter min praktikperiode, så derfor har der været en del at lave i den forbindelse.

Den landsdækkende indsamling er uddelt i mindre rundt omkring i landet. Alle disse mindre indsamlinger skal i sidste ende gå op, og det er ikke altid sin sag. Dette hjælper Folkekirkens Nødhjælp også til med.

Nu er jeg nået til den sidste dag for min uge, og jeg er meget tilfreds med min praktikplads. Jeg er ikke kun blevet klogere på organisationen, jeg har også mødt og hørt om en masse ildsjæle, som brænder for at hjælpe deres medmennesker.