Støt

Flygtninge fra Syrien nået til Mali

18.09.2015

©Thomas White

Mindst 60 syriske flygtninge er på deres flugt nået til den vestafrikanske stat Mali – en tur på 6.000 kilometer!

Det beretter lederen af Folkekirkens Nødhjælps arbejde i Mali, Jean–Denis Larsen.

Han fortæller, at de syriske flygtninge i Mali har vakt opsigt. Både fordi Mali er så langt væk fra Syrien, og fordi Mali er en af verdens såkaldte skrøbelige stater, hvor det ikke er særlig sikkert at færdes.

Jean-Denis Larsen beretter, at der også er en del mystik om, hvordan de syriske flygtninge er nået til hovedstaden Bamako, som ligger længst mod vest i Mali.

Det forlyder, at de syriske flygtninge tilsyneladende vil fra Mali op gennem Niger til Algeriet og Libyen og derfra måske til andre lande i Nordafrika. Det bliver til en samlet tur på omkring 8.000 kilometer og er bestemt ikke den direkte vej.

Ruten er heller ikke uden forhindringer, for myndigheder i Mali har i dag tilbageholdt flere af de syriske flygtninge.