Støt

Flere på flugt

16.10.2013

©Paul Jeffrey

Flere og flere mennesker i verden må opgive stort set alt og flygte fraderes hjem. Enten til andre lande, verdensdele eller til et andet sted i deres hjemland.

Ifølge FN er i alt 43 millioner mennesker i dag på flugt fra krig, vold og konflikter, og tallet vokser. Blandt eksperterne er der bred enighed: årsagerne til, at mennesker må flygte, bliver stadig mere komplekse. For eksempel er der færre og færre, der flygter på grund af krige mellem to stater, mens flere bliver tvunget på flugt et andet sted inden for deres eget lands grænser på grund af interne konflikter mellem en regering og oprørsgrupper eller militser.

”Vi ser, at civilbefolkningen i stigende grad bliver et mål, som parterne i en konflikt går målrettet efter at ramme for at lægge pres på modparten. En anden udbredt tendens er, at flugten for mange mennesker bliver langvarig, fordi konflikter og andre humanitære kriser trækker ud. Det betyder, at folk har været på flugt i årevis, ofte er fordrevet adskillige gange, og ikke umiddelbart har udsigt til varige løsninger. Det ser vi blandt andet i Somalia, Afghanistan og Irak,” siger Kathrine Starup, der er policy rådgiver i Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling.

Et mudret billede

Billedet kompliceres først og fremmest af, at menneskers bevæggrunde for at flygte ofte er en blanding af flere årsager.

For eksempel vokser antallet af såkaldte klimaflygtninge – mennesker, der flygter fra voldsomme eller længerevarendenaturkatastrofer som tørke, oversvømmelser eller cykloner, der skyldes klimaforandringer. Men ofte er det de samme lande, der også er ramt af væbnede konflikter. Det er svært at skelnemellem de primære årsager til, at forskellige grupper af mennesker vælger flugten som sidste udvej. Om de først og fremmest flygter, fordi de risikerer at blive dræbt, eller fordi de risikerer at dø af sult.

”De etiopiere og somaliere, der kommer med båd til Yemen, er både ramt af væbnede kampe, tørke og sult. Mennesker, der flygter på grund af fattigdom og sult, bliver ikke defineret som flygtninge af FN. De bliver betragtet som økonomiske migranter. Men i situationen kan det være vanskeligt at skelne. Derfor arbejder vi med udtrykket ’mixed migration flows’, altså blandede migrationsstrømme.

På Yemens kyst har vi et modtagelsesprojekt, hvor vi registrerer folk, informererom deres rettigheder og muligheder og sammen med partnerorganisationer yder basal hjælp til alle, uanset status. Så vi sorterer ikke nogen fra. Uanset hvilke grunde de har haft til at forlade deres hjem, er de alle mennesker med rettigheder, der er ekstremt sårbare,” siger Kathrine Starup.

Ikke kun passive ofre

De seneste år har både internationale aktører og humanitære organisationer i stadig stigende grad fået øjnene op for, at hjælpearbejdet bliver mere effektivt, når man involverer dem, der har brug for hjælpen.

”Selv om man altid starter med at give mennesker på flugt basale fornødenheder som mad, husly og lægehjælp, gør vi meget ud af ikke at betragte dem som passive ofre – de er aktører,som selv har en masse ressourcer. Derfor involverer vi både flygtninge og den lokale befolkning på de steder, de kommer hen, både i planlægningen og udførelsen af det hjælpearbejde, vi laver,” siger programmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælpskatastrofeafdeling, Annette Ringgaard.

Hun peger på den store Kakuma-flygtningelejr i det nordvestlige Kenya som et af eksemplerne.

”Dér er det flygtningene selv, der underviser på lejrens skoler, arbejder på sundhedsklinikkerne og sidder i nogle naboskabskomitéer sammen med de lokale. I Thailand støtter vi en lejr for flygtninge fra Myanmar, der udelukkende er drevet af flygtningene selv. Det er vigtigt at understrege og fastholde det princip, at alle kan noget selv,” siger hun.

Menneskets overlevelsesstrategier

Den konklusion kan seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, Nils Carstensen, underbygge med en omfattende undersøgelse, som han har været med til at lave, og hvoraf resultaterne nu er samlet i en rapport under initiativet Local to Global Protection (L2GP).

Målet har været at dokumentere lokale perspektiver på, hvordan humanitæreorganisationer kan arbejde med at beskytte mennesker på flugt under store humanitære kriser. Rapporten bygger på interviews med hundredevis af flygtninge fra Myanmar, Sudan, Sydsudan og Zimbabwe.

”Mennesker flygter, fordi de ikke mener, de kan overleve der, hvor de er. At flytte sig er den mest udbredte overlevelsesstrategi. Flugten er ofte en lang og grusom vandring, men den er resultat af en aktiv beslutning, som mennesker tager, fordi alternativerne er endnu værre. Ofte er det et valg mellem pest eller kolera, hvor man må vælge at flygte og opgive sit levegrundlag som marker eller kvæg for at komme i sikkerhed eller vælge at blive, men til gengæld risikere sit liv.

Men har man klaret en lang flugt, hvor man har sørget for at skaffe mad eller få sine børn transporteret med en lastbil noget af vejen, har man altså en hel del ressourcer,” siger Nils Carstensen.

Mennesker, der flygter, har ud over selve flugten en række andre overlevelsesstrategier. Derfor risikerer man, at hjælpen bliver velmenende, men mindre effektiv, hvis man ikke sørger for at få involveret flygtningene selv i hjælpearbejdet – for at bruge de lokales viden om deres eget område.

”Et eksempel er den situation, der opstod efter cyklonen Nargis, der hærgede Myanmar i 2008. Mennesker, der havde mistet alt, fik uddelt fiskenet, så de kunne fortsætte med at leve af fiskeri, som de havde gjort inden katastrofen. Problemet var bare, at det ikke var den rigtige slags fiskenet. De lokale fiskere ved bedst, hvilke slags net de skal bruge på hvilke tidspunkter af året. Den viden har man ikke som udefrakommende,”siger Nils Carstensen og peger på det voldsomme jordskælv i Haiti i 2010 som et andet eksempel:

”Det kaos, der fulgte efter jordskælvet, var en øjenåbner for både FN og hjælpeorganisationerne, som simpelthen ikke var gearet til at arbejde i en katastrofesituation på et sted, hvor de kriminelle bander sætter dagsordenen. Selvfølgelig betød hjælpearbejdet noget, men faktum er, at en halv million mennesker blev hjulpet af lokale kræfter.

Folk flygtede fra den hårdt ramte hovedstad ud til deres slægtninge på landet. Da hjælpearbejdere først havde fået øje på det, sadlede de om og begyndte at sætte busser ind for at give folk gratis transport væk fra kaosset i stedet for at bruge alle kræfter på at hjælpe inde i byen.”

Flygtningene kender egne behov

Ud over løbende at blive ved med at undersøge, hvad flygtninge selv mener, de har brug for, fremhæver Nils Carstensen uddeling af kontanter eller øremærkede kuponer som en metode til at gå tættere på de behov, som flygtninge selv bedst kan identificere.

”Vi skal i højere grad se flygtninge som brugere eller kunder. Helt på samme måde, som vi i Danmark i sin tid gik fra at have suppekøkkener til at give kontanthjælp. Det er langt mere formålstjenligt at lade markedskræfterne opfylde flygtninges akutte behov. Men det kræver en holdningsændring. Både blandt de internationale donorer og private bidragydere.

De skal forstå, at hvis man har kunnet klare flugten, ved man bedst selv, hvad man har brug for.”

Artiklen er bragt i Magasinet #5 2013

Læs mere om vores arbejde her: Vi redder liv. Vi opbygger robuste samfund. Vi bekæmper ekstrem ulighed.