Støt

En tur med indsamlingsbøssen er god opdragelse

02.03.2012

Mange forældre vælger at tage deres børn med, når de skal ud med indsamlingsbøssen. Både fordi det er hyggeligt og praktisk, men også fordi det har en opdragende effekt på børnene at være med til at samle ind. 46 procent af dem, der samler ind, siger, at det har en betydning for deres motivation til at melde sig som indsamlere, at de på den måde kan lære deres børn noget om at vise ansvar. Det viser en undersøgelse lavet af analysebureauet Cint, for Folkekirkens Nødhjælp.

"Det er et højt tal i betragtning af, at det jo ikke er alle de adspurgte har børn", siger indsamlingschef Peter Rasmussen.

Forpligtet til at hjælpe

En af dem, der næsten hvert år har taget sine børn med ud at samle ind, er læge og tidligere folketingsmedlem Kamal Qureshi. Han har selv født i Pakistan af forældre, der har gjort ham bevidst om det sociale ansvar, man har som en af samfundets privilegerede.

"Når jeg gik tur med min far og kom forbi nogle fattige børn, sagde han altid: det kunne lige så godt have været dig. Jeg vil gerne give videre til mine børn, at når man er privilegeret, så har man en forpligtelse til at hjælpe dem, der ikke er det," siger Kamal Qureshi.