Støt

Bønder uden jord

16.07.2013

©Peter Høvring

Bussen drøner gennem svinget i Tedesh i en sky af støv med afrikansk popmusik bankende ud ad de åbne vinduer.

Mens støvet lægger sig, dukker Workie Tsgaw og Shemeles Derebews ejendom frem af skyen.

Lige i svinget, bag et hegn af forkrøblede træstammer, ligger deres hjem; et lerklinet, firkantet hus med bliktag og en traditionel rund hytte, der er køkken og lagerrum. Selv om hønsene har eget hønsehus lige ved siden af hytten, lister den brune høne sig altid ind i hytten og lægger sine æg der.

Marker som starthjælp

Workie var kun 15 år, da hun fik et ægteskabstilbud fra en ung mand i Tedesh, en landsby langt fra hendes egen.

Hun var skræmt ved udsigten til at skulle flytte til et sted, hvor hun ikke kendte nogen – uden nogensinde at have set ham, hun skulle giftes med. Men heldigvis viste den unge mand, Shemeles, sig at være både flot, rar og dygtig.

Som start på deres fælles liv burde Workie og Shemeles i princippet have fået tildelt marker af Jord-kommitteen i Tedesh.

Men fordi den stenede bjergjord i Etiopiens højland gradvis er blevet mere og mere udpint, fordi folks familier er blevet større og større og fordi klimaet er blevet tosset, høster folk mindre og mindre.

Det har skabt så stor rift om jorden, at selv bjergskråninger med en hældning på op til 60 % bliver dyrket. Eftersom al dyrkbar jord i Tedesh allerede var givet til andre, var der ikke noget til Workie og Shemeles.

”Vi kunne godt have fået jord, hvis vi ville være flyttet til en helt anden landsdel. Men Shemeles kunne ikke forestille sig at bo langt fra sin familie,” fortæller Workie.

Derfor fik det unge par tildelt et lille stykke jord lige i svinget ved hovedvejen, hvor de kunne bygge en hytte og anlægge en køkkenhave – og så måtte de klare sig med det.

Køkkenhave og biavl

Workie og Shemeles gik på med krum hals. I den pænt store køkkenhave (ca. 10 x 25 meter) bag ejendommen besluttede de at plante afgrøder, der kunne sælges til en god pris, fx tomater, løg, kartofler og hvidløg.

Shemeles stillede også bistader op, godt hjulpet af sin far, Derebew Mekonen, der har været biavler, siden han var ung.

Workie og Shemeles er flittige og opfindsomme, og de har klaret sig godt efter omstændighederne.

De har fået tre børn og hele tiden haft råd til at købe den mad, familien har brug for. I 2011 gav kartoffelhøsten så godt, at indtægten gav dem råd til at bygge et moderne, firkantet hus med bliktag.

Der har også været råd til at købe dyr. I bryllupsgave fik de en okse af Workies svigerfar, og sidenhen har de købt endnu en okse, tre køer, 17 geder, tre æsler, fire høns og en hane. 

Vand i spandevis

For at holde planterne i køkkenhaven i live, skal der vandes.

Tedeshs vandforsyning er en naturlig kilde ca. en halv times gang fra landsbyen. Det betyder, at Workie mange gange hver dag må bruge en times tid på at gå til kilden og tilbage igen, fordi der skal hentes vand til både til husholdning og vanding.

Vandet henter Workie - og de fleste andre kvinder i landsbyen – i store 20-liters dunke, som de bærer på ryggen.

I 2010 borede regeringen en brønd med rent vand ca. 15 min. gang fra landsbyen. Den nye vandpost var en fantastisk forbedring for landsbyen, og Workie og de andre kvinder fik en masse tid frigivet ved kun at skulle gå halvt så langt efter vand.

Men i 2012 anlagde regeringen en planteskole ved vandposten. Her produceres små træer og buske, som skal bruges i træplantningsprojekter for at beskytte bjergsiderne mod erosion.

For at få brænde har folk fældet de fleste træer og buske på bjergsiderne, og dyrene har gnavet græsset ned. Når det endelig regner, skyller den sparsomme jord, der er tilbage, ned af de ubeskyttede bjergsider.

I dag har planteskolen absolut forret til vandet, og kvinderne må igen hente vand ved kilden – medmindre de snyder sig til at hente vand ved vandposten i planteskole-medarbejdernes frokostpause eller når de er optaget af at luge.

Kvindegruppe og folkeoplysning

Selv om Workie er tilflytter, har hun fundet en position i byen.

For to år siden etablerede regeringen en kvindegruppe i Tedesh, hvor kvinderne er blevet undervist i, hvordan de kan forbedre deres levestandard.

Kvinderne er organiseret i grupper, og Workie, som har gået tre år i skole og deltager i undervisningen i Tedeshs læseskole for voksne, er leder af en af grupperne.

Lederne bliver undervist af folk fra landbrugs- og sundhedsministeriet og skal herefter selv undervise i deres respektive grupper.

Temaerne er fx hygiejne, uddannelse – og vigtigheden af at få færre børn. Regeringen opfordrer til, at man max får fire – og anbefaler, at man holder tre års pause mellem fødslerne.  

Samtidig får kvinderne tilbudt P-piller og P-sprøjter, og Workie kan tydeligt se, hvor meget det har påvirket holdningerne i landsbyen.

”En af kvinderne fortalte, at hendes mand ikke ville vente tre år med at få det næste barn. Så indkaldte kvindegruppen ham til en kammeratlig samtale, hvor vi forklarede alle de gode grunde til at vente. Og så indvilgede han,” fortæller Workie med et stort smil.

Ud med skadelige traditioner

Kvindelig omskæring og andre gamle traditioner, som er direkte skadelige, er også varme emner i kvindegruppen.

Alle har oplevet de voldsomme fødselskomplikationer, omskårne kvinder kan rammes af, fordi sammensyningerne ikke giver meget plads til et barn og deres arvæv oveni ikke kan strække sig.

Alligevel presser de ældre kvinder deres døtre og svigerdøtre til at lade deres døtre omskære og gjort ærbare. Hvordan skal pigerne ellers nogensinde få en mand, spørger de.

Workie er ikke helt klar over, om hun selv er omskåret – men hendes døtre er ikke, selv om både hendes mor og svigermor så mindelig har bedt om det.

”Jeg har nægtet at gøre det! Jeg er leder af en kvindegruppe og skal undervise de andre i, hvordan samfundet kan udvikles. Hvordan skulle jeg så kunne omskære mine piger?” siger Workie indigneret.

Uden jord skal der ingenting til

Workie og Shemeles har klaret sig godt, selv om de ikke har jord. Men de er meget sårbare overfor enhver ændring i forholdene.

Det har ikke regnet siden sommeren 2012. Måske er det tørken, i hvert fald blev kartoflerne ramt af sygdom, og to voldsomme haglvejr slog de øvrige afgrøder helt i stykker.

På grund af tørken har bierne heller ikke kunnet finde føde, så der er ikke noget honning at sælge. Sammentræffet af de mange uheldige omstændigheder har bragt familiens økonomi helt ud på kanten.

De år, hvor regnen mere eller mindre falder, når den skal, har Workie og Shemeles kunnet klare sig igennem ved at sælge et par geder lige før høsten.

I år har de været nødt til at sælge dyr allerede i foråret for at klare sig. Og i juni måtte Shemeles gå den tunge vej til markedet og sælge oksen, de fik i bryllupsgave af Derebew, Shemeles far.

Hvis ikke den lange regn kommer som håbet og forventet hen over sommeren 2013, er gode råd dyre for den lille familie. Køkkenhaven er gjort klar – men uden regn nytter det ikke at så, selv ikke med den flittigste vanding.

Drømmen om ’Workies butik’

Selv om krisen kradser voldsomt for Workie og Shemeles, har Workie store ambitioner.

Regeringen har udnævnt vejen gennem Tedesh til fremtidig hovedvej, og derfor forventer alle, at der kommer mere trafik. Og øget trafik vil betyde en potentiel kundekreds til den lille butik,

Workie drømmer om at åbne i vejsiden; en lille hytte med hylder og tag til beskyttelse mod solen, hvor man kan købe ting som sæbe, sukker og kaffe.

Hvis butikken bliver en succes, har Workie allerede planlagt at udvide sortimentet med tøj, fortæller hun med et genert smil.

Workie har bestemt også ambitioner på sine børns vegne.

”Mine børn skal ikke vokse op uden uddannelse. Det vil jeg sørge for! Og når de har fået en uddannelse håber jeg, at de finder et godt job, måske på kontor eller som lærer eller som embedsmand. De bliver i hvert fald ikke bønder – for hvor skulle de få jord fra?” siger Workie og slår ud med armene.

Se også: Sådan kan du være med til at støtte bæredygtig udvikling.