Støt

Aida flygtningelejren ved Betlehem

22.03.2012

©Uffe Gjerding

Udefra ligner Aida flygtningelejren med sine 5.000 indbyggere næsten et almindeligt bykvarter i Betlehem.

Men når først man er trådt indenfor porten med den store nøgle over, der i 2008 blev opsat i anledning af lejrens 60 års beståen, forstår man hvorfor dette stadigvæk må betragtes som en lejr.

  • Området er på kun 0.71 km2
  • 60% af indbyggerne er under 25 år
  • Kun gående og cyklende kan færdes i de smalle gyder, hvor der ikke slipper meget lys ned til stueetagerne
  • Husene er bygget, hvor de nuværende beboeres bedste- eller oldeforældre slog deres telte op som en midlertidig foranstaltning, da de måtte flygte fra deres landsbyer under kampene i 1948
  • Siden er familierne vokset, og husene har fået bygget første, anden og tredje etage på i løbet af de 60 år der er gået siden bedsteforældrene eller oldeforældrene flygtede

Nøgle som symbol på ret

Nøglen over porten minder folk om, at mange af dem endnu har nøglen til det hus de måtte flygte fra, men som formentlig for længst er jævnet med jorden.

Nøglen er blevet et symbol på den ret de har ifølge FNs resolution 194 fra 1948 til enten at vende tilbage til hvor de kom fra eller modtage kompensation for det de har mistet. Ingen af delene er indtil videre blevet opfyldt.

Det var her, vi kom fra

Når man går igennem lejren, ser man skilte med navnene på de 17 landsbyer, befolkningen oprindeligt kom fra, fx Ellar landsby med en befolkning på 510 personer.

Disse flygtninge er den dag i dag stadigvæk statsløse, og det er FN, der har ansvar for at deres grundlæggende fornødenheder f.eks. undervisning og sundhed, er dækket.

Fri udgang - men hvorhen?

Befolkningen kan færdes frit ud og ind af lejren.

Ingen vil forhindre dem i at slå sig ned f.eks. i selve Betlehem, men de færreste har råd til det.

Betlehem selv er i forvejen at ligne med en stor lejr med ca. 170.000 indbyggere omringet af mur og adskillelseshegnet.

Mange af Betlehems indbyggere har også svært ved at finde arbejde og få dagligdagen til at hænge sammen.

Liv i murens skygge

Aida flygtningelejren ligger klods op og ned af muren, der nu adskiller de palæstinensiske byer fra resten af de besatte områder.

Dag og nat kigger israelske soldater ned på befolkningen. Selvom de israelske soldater ifølge Oslo aftalerne ikke længere har lov til at trænge ind i de såkaldte A-områder, sker et gang på gang, blot for at vise hvem der har magten og hvem der holder øje med hvem.

Flygtningeproblemet er stadig uløst

Den palæstinensiske organisation Badil bliver ved med at minde om, at de palæstinensiske flygtningenes problem er forblevet uløst.

Badil støtter også kulturelle aktiviteter, der giver børn og unge muligheder for at beskæftige sig med andet end deres triste hverdag.

Lige udenfor porten til Aida lejren ligger der således et kulturcenter med bøger, AV-materiale, computere og en lille legeplads, som der ikke er plads til inde i selve lejren.

Folkekirkens Nødhjælp støtter Badils arbejde.