|
|
| Christian Friis Bach, international chef. |
EU landene endte med et tilsagn på 18 mia kroner om året i de næste tre år til at hjælpe verdens fattige lande med at løse klimakrisen.
Det er et kollektivt klimasvigt af dimensioner.
En stribe analyser fra internationale organisationer peger på, at det globale behov for blot at hjælpe u-landene med at tilpasse sig klimaforandringerne er mindst 250 mia kroner om året – og måske endda det dobbelte.
Og skal der være blot en flig af retfærdighed, bør EU betale mindst en fjerdedel af den regning.
Det giver 60 milliarder kroner om året. I bedste fald betaler EU derfor en tredjedel af regningen.
Derudover kommer, at der er brug for endnu større summer til at hjælpe verdens fattige lande med at reducere udledningerne af drivhusgasser.
Værre er det, at der ikke er tale om flere penge.
Realiteten er færre EU penge til verdens fattige lande.
Med de nye løfter når EU nemlig ikke engang op på det beløb, de gentagne gange har lovet for at nå 2015-målene om at halvere verdens fattigdom.
Ved det europæiske rådsmøde i 2005 lovede EU landene, at nå op på 0,56% af bruttonationalindkomsten i udviklingsbistand i 2010.
I forhold til de løfter mangler EU til næste år at levere op omkring 100 milliarder kroner!
De 18 milliarder kroner som EU landene nu lover på COP-15 er derfor ikke ny bistand. Det er et lille afdrag på gamle bistandsløfter.
Det er et kollektivt klimasvigt.