Regnskab Giv en Ged

Regnskabstal og forventede indtægter

Folkekirkens Nødhjælp vurderer rentabiliteten af en kampagne som Giv en Ged på den samlede værdi, der tilføres Folkekirkens Nødhjælps arbejde for verdens fattigste.
Over de første fem år forventes investeringen i Giv en Ged 2010 at bidrage samlet med over fire millioner kroner til Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Kampagnens indsamlingsevne

Vi vurdere kampagnen både på, hvor meget vi i første omgang får ind til gaver, som kan sendes ud i verden med det samme (2010 indtægter), og hvor meget de nye givere, som gav en Ged i 2010, forventes efterfølgende at bidrage med, når mange af dem bliver nye faste givere (2011-2014 indtægter). Kampagnen vurderes altså på dens indsamlingsevne over fem år.

I skemaet herunder har vi fremlagt vores reviderede regnskabstal for 2010 sammen med en vurdering af de afledte indtægter de næste fire år. Kolonnen for 2010 er altså regnskabstal, mens tallene for 2111-2014 er baseret på vores erfaringer med afledte indtægter fra vores Giv en Ged kampagner gennem de seneste fem år.
Kampagnen får så mange penge ind samlet, fordi mange af de givere, der har købt en gave i 2010, efterfølgende vælger at blive faste givere. Det gør de blandt andet, fordi Folkekirkens Nødhjælp prioriterer en grundig tilbagerapportering om den forskel, gaverne gør for den enkelte familie.

Det stærke fokus på tilbagerapportering til giverne øger givernes respekt og loyalitet. Det er dermed et vigtigt element i at sikre en yderligere støtte til verdens fattigste. Udgifterne til udviklingen og driften af tilbagerapporteringen er indberegnet i udgifterne for Giv en Ged 2010.

Se PDF med Revisorpåtegning af Giv en Ged Regnskab 2010 (62,30 kB)

Gederne kommer ud

Vi er glade for, at det igen i 2010 er lykkedes at flytte millioner af kroner og tusindvis af gaver fra pladsen under de danske juletræer til nogle af verdens fattigste. Og selvom Folkekirkens Nødhjælp investerer i at følge op på gaverne og kampagnen, og derfor har større udgifter her end på mange andre kampagner, påvirker det ikke leveringen af gaverne.
Alle geder og andre gaver leveres i overensstemmelse med det løfte, Folkekirkens Nødhjælp har givet, da gaven blev købt. Gederne kommer ud.

Effektiv hjælp til selvhjælp

Giv en Ged skal rettelig vurderes på den samlede værdi, kampagnen bidrager med til Folkekirkens Nødhjælps indsatser rettet mod verdens fattigste. Derfor er det også væsentligt, at vi med kampagner som Giv en Ged har fået mulighed for at gå i dialog med danskerne – og få en offentlig opmærksomhed - omkring udviklingshjælp.
Vi har med Giv en Ged kampagnen kunnet tage udgangspunkt i et konkret eksempel på effektiv hjælp til selvhjælp. Et eksempel, der har fået masser af danskere til at handle og engagere sig.
Som sådan er Giv en Ged en effektiv spydspidskampagne, der både økonomisk, givermæssigt og som oplysningsindsats har været en succes i 2010.