Årsberetning
1

Årsberetning 2011

Folkekirkens Nødhjælp fik lille stigning i indtægter, men havde stor stigning i katastrofehjælpen primært på grund af tørke- og sultkrisen på Afrikas Horn.

Flere penge til verdens fattigste

De samlede indtægter i Folkekirkens Nødhjælp nåede i 2011 op på 528,7 millioner kr., hvilket er 1,2 millioner kr. mere end i 2010.

Heraf blev der anvendt 415,3 millioner kr. til hjælpearbejdet verden over, en stigning på 3,6 millioner kr. i forhold til 2010.

Denne stigning knytter sig primært til øgede aktiviteter  inden for katastrofehjælp, hvor der blev anvendt 222,6 millioner kr. i 2011 i forhold til 202,4 millioner kr. i 2010.

Øget katastrofehjælp

Stigningen i katastrofehjælpen i 2011 kan henføres til Afrika og den omfattende indsats på Afrikas Horn, som følge af tørkekatastrofen, der ramte flere end 13 millioner mennesker.

Stigningen i de samlede indtægter i 2011 skyldes primært øgede EU-bevillinger, som stiger til 107,3 millioner kr. i 2011 fra 84,2 millioner kr. i 2010. Denne stigning kompenserer for faldende indtægter fra Danida samt et mindre fald i private bidrag og indsamlinger.

Indtægter fra Danida og private bidrag og indsamlinger falder sammenlagt med 24,2 millioner kr. i 2011 i forhold til 2010.

Flest penge bruges i Afrika

Afrika er fortsat det kontinent, hvor Folkekirkens Nødhjælp anvender de fleste af sine indtægter og på grund af den store indsats på Afrikas Horn, blev der i 2011 anvendt 45 % af pengene til vores hjælpearbejde i Afrika mod 43 % i 2010.

Indsatsen inden for udviklingshjælp blev i 2011 reduceret til 192,7 millioner kr. i forhold til 209,2 millioner kr. i 2010.

I Afrika anvendes der fortsat flest midler på udviklingsarbejde, i alt 69 millioner kr. i 2011, efterfulgt af Asien, hvor udviklingsindsatsen udgjorde 50,9 millioner kr. i 2011.

Moderat stigning

Som følge af den moderate stigning i de samlede indtægter og herunder at indtægter fra private bidrag og indsamlinger er faldet, er udgifter til sekretariat, indsamlings- og oplysningsarbejde reduceret til 113 millioner kr. i 2011 i forhold til de i alt 117,9 millioner kr. i 2010.

Det er hensigten også i 2012 og 2013 at begrænse omkostningsniveauet for disse funktioner for at sikre, at størst mulig andel af indtægterne kan anvendes til vores katastrofe- og udviklingsarbejde verden over.