Indkøb og logistik
© Christer Lænkholm

Indkøb i Folkekirkens Nødhjælp

Indkøb i Folkekirkens Nødhjælp er en integreret del af det praktiske katastrofe- og udviklingsarbejde og derfor også et vigtigt led i vores generelle mål om at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Indkøb er

... den proces, der omfatter alt fra vareidentifikation og bestilling til modtagelse af varerne, godkendelse og betaling af fakturaen.

Det er Folkekirkens Nødhjælp og vores partneres ansvar at varetage forsvarligt indkøb til alle vores udviklingsprojekter og katastrofeindsatser. Indkøb, der spænder lige fra indkøb af blyanter, geder og sojabønner til lastbiler og minerydningsudstyr.

Vi er altid vores ansvar bevidst og vores dygtige og professionelle indkøbs- og logistikmedarbejdere sikrer, at de ressourcer vi modtager fra vores mange donorer, bliver forvaltet bedst muligt, så vi opnår de bedst mulige resultater på vores projekter ude i verden.

Varetagelse af indkøb 

Vi anerkender, at bæredygtig udvikling bør baseres på lokal viden, behov og ressourcer. Derfor arbejder vi for at kapacitetsopbygge lokale og regionale ressourcer til at være i stand til at reagere hurtigt og effektivt på katastrofer og adressere årsager til fattigdom og undertrykkelse.

Dette princip er også gennemgående for vores indkøbspolitik, hvorfor vi prioriterer at støtte opbygningen af lokale og regionale markeder gennem vores indkøb af varer og andre ydelser. For at implementere denne politik er størstedelen af alle vores indkøb decentraliseret til vores regionale kontorer og samarbejdspartnere.

Indkøb og Logistik afdelingen ligger placeret i Folkekirkens Nødhjælps hovedkontor i København. Herfra yder de ansatte først og fremmest professionel råd og vejledning om indkøbsregler og procedurer til vores regionalt ansatte og partnere.

Afdelingen varetager derudover indkøb til Folkekirkens Nødhjælps minerydningsprogrammer og katastrofeindsatser.