|
| Zonele Siwawa (i midten), her med sin bedstemor (tv.), tante og to små niecer går på Umoyo Training Centre, som er et af Folkekirkens Nødhjælps udvalgte projekter, der skal modtage støtte fra Danmarks Indsamling. |
Zonele Siwawa stikker hovedet ud under hyttens tag.
Bålet på jorden oser, så øjnene svier, og halsen kradser.
Med forsigtige vink viftes røgen væk, hvorefter hun hjerteligt og næsten underdanigt griber min hånd.
"I er meget velkomne", siger hun smilende.
Det ene øje hviler på den simrende gryde, mens det andet opmærksomt følger min munds bevægelser.
De kridhvide tænder lyser mere og mere op, for hvert ord jeg siger, og med charmerende accent svarer hun villigt på alle spørgsmål kun afbrudt af grydens boblende ret, som hun jævnligt giver en hurtig oprøring.
"Det er til jer", siger hun.
Menuen er oksekød, kålsalat og majsmelgrød, som i Zambia hedder Nshima.
"Vi er så glade for, at I er her." Zonele griber atter mine hænder og smiler.
Hun ved, at jeg er fra Danmark, og at det land støtter Umoyo Training Centre – et sted, som står hende meget nært.
Overgreb, hiv og et liv underlagt mandens luner er virkeligheden for mange af Zambias kvinder.
Og nederst i fødekæden er de unge forældreløse piger, der ubeskyttet lever i landets slumkvarterer.
Den 18-årige Zonele Siwawa var indtil for seks måneder siden en af de piger.
I dag går hun på Umoyo Training Centre, som er et etårigt uddannelsesprojekt støttet af Folkekirkens Nødhjælp.
Her bor og undervises piger mellem 14-18 år i både sociale og håndværksmæssige færdigheder.
Kundskaber, som skal ruste dem til at kæmpe for et godt liv, hvor sygdom, fattigdom og vold ikke regerer.
I slummens hjerte
Øvet vader de uendelige børneflokke gennem skidtet og dybere ind i slumkvarteret Kanyama, der ligger tæt ved Zambias hovedstad, Lusaka.
De mudrede veje er dækket af skrald og dybe vandpytter, som den begyndende regntid har efterladt.
I denne del af verden er kloaksystemer forbeholdt byens bedre ende, og konsekvenserne i form af årets første kolerapatienter er ankommet.
Bag en velpanseret port ligger den katolske kirke.
Her venter Zonele på os. Hun har selv skippet søndagens gudstjeneste for at fremvise sit tidligere hjem.
Efter en køretur ad snoede veje, forbi slidte rønner, afdankede markedspladser og utallige nysgerrige blikke byder Zonele Siwawa JydskeVestkystens udsendte velkommen til familiens ydmyge bolig.
Midt i slummens hjerte besøger hun sin bedstemor, tante og to småniecer.
Den lille stenbygning, der i Danmark akkurat ville smyge sig ind under betegnelsen etværelseslejlighed, plejer også at være Zoneles hjem, men i de seneste seks måneder har hun gået på Umoyo Training Centre, en slags kostskole for forældreløse piger.
Her lærer hun både håndværk som syning, madlavning og landbrug, men hun undervises også i kvinders rettigheder, sexsygdomme, prævention og hygiejne.
"Det er en gave fra Gud", siger Zonele og hjælper sin bedstemor og tante med at rulle sivmåtten ud.
De beder os ivrigt tage plads, og med alle vejens børn som publikum begynder Zonele at fortælle sin historie.
Tragediens spiral
| Det Nye Afrika |
|---|
|
Livet starter i det østlige Zambia, i en mindre landsby.
Her vokser Zonele op med sine forældre og to søstre.
Tilværelsen er fattig, men tryg i de første leveår, hvor faderen tjener til dagen ved at dyrke familiens mark.
En tragisk spiral rammer dog Zonele, da hun fylder 9 år. Hendes far dør af tuberkulose.
Og allerede fire år senere mister moderen livet på grund af et ubehandlet højt blodtryk.
Hun gør dermed Zonele og søstrene til en del af en sørgelig statistik.
Zambias knæ vakler i modsætning til Danmark ikke under en voksende ældrebyrde, tværtimod.
Her er 68 procent af befolkningen under 35 år, og den gennemsnitlige levealder på 44 år resulterer i, at tusindvis af zambiske børn årligt bliver forældreløse.
Bødlens navn er i høj grad hiv. I Zambia er en ud af syv smittet med hiv, og de udsatte er især de unge piger og kvinder.
Faktisk er næsten hver fjerde kvinde i 30’erne hivpositiv.
Midt i Zoneles fortælling vralter to unge kvinder ind foran huset.
Øjnenes tågede tilstand afslører straks, at baren, lige på den anden side af gaden, var forrige residens.
"De er fulde", siger Zonele undskyldende, da de to kvinder med snøvlende stemmer bliver ved med at kræve opmærksomhed.
Læs mere om indsatsen mod hiv/aids i Zambia
Viden er overlevelse
| Støt Danmarks Indsamling |
|---|
Alkohol er et problem i Kanyama, fortæller Zonele, mens hun nedslået forklarer, at mange unge drukner sorgerne i øl, når dagligdagen i slummen bliver for hård.
Konsekvenserne er ofte uønskede graviditeter og sexsygdomme, der giver den dalende gennemsnitsalder endnu et hak nedad.
Zonele holder sig dog på stien – med Guds og Umoyo-centrets hjælp.
Her uddannes pigerne til at passe på sig selv.
Og netop uddannelse og information er Zoneles bud på, hvordan den tragiske kurve kan knækkes.
På Umoyo Training Centre undervises der hver fredag i såkaldte sociale færdigheder.
Her er beskyttelse mod hiv, kvinders rettigheder og det gode ægteskab blandt de faste emner.
Da Zonele kom til centret for seks måneder siden, troede hun, at hiv var lig den visse død.
Fordommene stod også i kø, når det gjaldt de smittede.
I dag er hun klogere, hun ved, at der findes medicin, og det at være hivpositiv ikke nødvendigvis er lig et løssluppent liv.
Viden er vejen til overlevelse i det hårdtprøvede land.
Men uddannelse koster penge – en luksus, Zonele og rigtigt mange af hendes landsmænd ikke har.
Zambia er et af verdens fattigste lande.
To tredjedele af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, altså for under syv kroner om dagen.
Fra slummen til drømmen
|
| I slumkvarteret Kanyama myldrer det med børn, der uden opsyn vandrer hvileløst omkring. |
Efter begge forældres død drog Zoneles tante, Evaline, til landets østlige ende for at hente Zonele og søstrene med sig til Kanyama, et af Lusakas værste slumkvarterer.
Zonele gik i skole i landsbyen, men efter moderen og faderens bortgang var der ikke penge til at fortsætte.
Hun måtte derfor blive i sit nye hjem og hjælpe tanten og bedstemoderen med at sælge sten fra vejkanten.
Zonele fik derfor aldrig afsluttet folkeskolen – en skæbne, hun deler med cirka 50 procent af befolkningen.
Tiden på Umoyo har dog tændt et håb i den unge kvinde. Drømmen er at arbejde for landets landbrugsministerium.
Zonele forklarer, at det kræver en klækkelig sum at få den nødvendige uddannelse, så i første omgang håber hun at blive godt gift og derefter gennemføre en uddannelse, så hun kan hjælpe sin familie.
Billetten
Zonele hopper ind på forsædet i Folkekirkens Nødhjælps firhjulstrækker og guider os halvvejs ud af Kanyama.
På et mudret gadehjørne siger vi farvel, hvorefter Zonele vender om og går tilbage til sin familie.
Når kalenderen atter siger hverdag, kan hun forlade slummen.
Men billetten ud gælder kun til juni, når opholdet på Umoyo Training Centre slutter.
Centret giver økonomisk støtte til fem ud af skolens cirka 60 piger.
Økonomien rækker ikke til mere.
Engagement og potentiale er målestokkene, der bruges, når de fem piger udvælges.
Og centrets ledere er opmærksomme på Zoneles arbejdsiver og ambitioner, men om hun udvælges, må tiden vise.
"Jeg beder til Gud og ønsker, at han skal hjælpe mig", siger Zonele højt, så stemmen ikke drukner i barmusikkens vedholdende rytme.
Hun erkender dog, at Guds hånd ikke altid er nok.
I hendes situation er en håndsrækning med dollarfortegn altafgørende.
Tekst og fotos: Anne Splittorff, JydskeVestkysten