| Såsæd, perlehøns og kaniner og undervisning i landbrug og dyrehold er del af projektet i Zimbabwe, der har til formål at øge den generelle sundheds- og ernæringstilstand hos børn. |
Hans øjne er trætte, maven udspilet og huden som den tørkeramte jord, han bor på. Han er fem år. Sårene i ansigtet tyder på, at han har samme sygdom, som hans mor døde af sidste år, og som nu også har fået hans far til at svinde ind til en tynd, træt mand; aids.
Med den nedbrydende sygdom i familien har den fem-årige dreng brug for ekstra solid kost, der kan styrke hans immunforsvar og give ham energi. Men det får han ikke. Han får både for lidt og for ensformig mad. Han er et af de tusindvis af børn i Zimbabwe, som lider af daglig under- og fejlernæring på grund af fattigdom. Det resulterer i, at han udvikles sent, har svært ved at lære, og at hans indre organer tager skade.
Når Folkekirkens Nødhjælp er med i Danmarks Indsamling lørdag den 26. januar, er det projektet ”Forbedret sundheds- og ernæringstilstand for børn i Zimbabwe”, der får pengene. Hjælpen går dermed direkte til den femårige dreng og 5.000 børn som ham.
Og det er der katastrofalt brug for, siger Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp:
”Zimbabwe har brug for al den hjælp, vi kan skaffe. Situationen bliver værre og værre i landet med kæmpe inflation, massiv arbejdsløshed, nedslående fattigdom og undertrykkelse og fire-fem millioner mennesker på flugt fra krisen og de umenneskelige forhold.”
Mad, vand og hjælp til selvhjælp
| Både børn, forældre og bedsteforældre er hårdt ramt af aids-epidemien. Når forældre dør af sygdommen, må bedsteforældre eller ældre søskende, der i forvejen er presset til det yderste, træde til som forsørgere. |
Folkekirkens Nødhjælps projekt ”Forbedret sundheds- og ernæringstilstand for børn i Zimbabwe” vil løbe over en treårig periode fra i år til 2011 i samarbejde med organisationen Christian Care i Zimbabwe. Projektet sætter ind på en lang række fronter for at øge den generelle sundheds- og ernæringstilstand hos børnene og deres familier og for at mindske børnedødeligheden i Lupane-distriktet i det nordvestlige Zimbabwe.
Området er blandt de fattigste i landet og blandt andet præget af mangel på vand, dårlig landbrugsjord og en høj forekomst at hiv/aids. Derfor er det svært for familierne i området at skaffe sig en indkomst og forsørge familien, og det er vanskeligt for de unge at få en uddannelse. Særlig vanskeligt er det for de børn, der har mistet deres forældre til aids, og for de ældre søskende eller andre slægtninge, der tager de forældreløse børn til sig.
| Om Zimbabwe |
|---|
| 80 procent er under fattigdomsgrænsen 60 procent af landets 11 millioner indbyggere er afhængige af fødevarehjælp Hver femte mellem 15-49 år er smittet med hiv, 10 procent har aids i udbrud. Den forventede levealder for mænd er 37 år og kun 34 år for kvinder. |
Folkekirkens Nødhjælps sigte er at forbedre den generelle ernærings og sundhedstilstand for børn ved blandt andet at undervise lokale kvinder i fødselshjælp og ved at sikre ammende mødre den rigtige kost, rent vand og oplysning om hiv/aids. Børn, der ikke længere er i amme-alderen, får mad hver dag og adgang til rent drikkevand fra en lang række nye brønde, som projektet står for.
De voksne i distriktet får såsæd til køkkenhaver, og kaniner og perlehøns, så de på sigt selv kan forsyne familien med mad. Familierne får desuden undervisning i at holde dyr og i at dyrke marken. Projektet står også for at uddanne jordemødre og fødselshjælpere og undervise kvinder i amning, barnepleje, sundhed og ernæring.
Spisekammer forvandlet til fattiggård
Indtil for bare 10 år siden gik det fremad i Zimbabwe. Landet var et forbillede for andre på kontinentet og fik tilnavnet ”Afrikas Spisekammer.”
Men så konfiskerede præsident Robert Mugabe de hvide farmeres ejendomme og gav de gode, fede og opdyrkede jorder til partifæller og magthavere. De fattige landbrugsarbejdere på de store farme mistede dermed deres arbejde og livsgrundlag.
Så ramte en voldsom tørke, og inflationen satte tre nuller efter priserne fra den ene dag til den anden. Et halvt kilo gulerødder koster i dag det, der svarer til seks danske kroner, hvilket er en dagløn for en arbejder i Zimbabwe.
9 millioner til aidsforebyggelse sidste år
Folkekirkens Nødhjælp fik sidste år 9.076.837,43 kroner fra Danmarks Indsamling 2007, der havde fokus på aidsarbejdet i verdens fattige lande.
Pengene gik til at undervise unge i Zambia og Tanzania i at forebygge og bekæmpe hiv/aids og i at forbedre livskvaliteten for smittede og deres familier.
Undervisningen foregik i skoler, kirker, gennem radio, tv og rollespil og nåede på den måde ud til tusindvis af unge zambianere og tanzanianere.
I alt samlede Danmarks Indsamling, Folkekirkens Nødhjælp og seks andre humanitære organisationer, 55 millioner kroner ind til aidsarbejdet i verdens fattige lande.
