|
| Photo: LWSI-ACT International |
New Delhi. Der bor nu 15 millioner mennesker i Indiens hovedstad New Delhi. Nogle er rige og den storforbrugende mellemklasse er vokset enormt. Men mange er meget fattige. Jeg var der onsdag og torsdag i sidste uge, da der på et døgn faldt 184 millimeter regn. Dagen før stod de fattige ved regeringens vandtankvand og fik udleveret vand i spande, mens man i de rige kvarterer diskuterede, om man endnu en gang skal uddybe de vandboringer, der nogle steder henter vand op fra 60 meters dybde.
Torsdag morgen halvt kørte og halvt sejlede vi i bil gennem det sydlige Delhi. I lange perioder stod bilerne blot stille i vandmasserne kofanger ved kofanger med motorerne tændt. Fredagens nationale aviser var fyldt med artikler om hovedstadens næsten totale trafiksammenbrud, og der var dramatiske billeder af gigantiske trafikkøer, og lastvogne skredet ud og væltet i de usynlige huller under vandet.
Der var klart en fornemmelse af, at det her var flovt for hovedstaden i verdens næststørste land, og i de nationale aviser var dækningen af Delhi meget mere massiv end dækningen af de gigantiske oversvømmelser i Bangladesh og Pakistan, og også langt større end reportager fra de forfærdelige oversvømmelser i det østlige Indien.
184 millimeter er samme mængde regn, som vi fik i Københavnsområdet i hele juli, og vi fik endda tre gange normalnedbøren i den måned. 18 centimeter overalt. Håndteringen af så meget vand på under et døgn kræver et gigantisk og velholdt kloaksystem med særlige overløbsstormdræn. Eller også kræver det en hel anden teknologi og en helt anden holdning til vand.
En sådan ændret holdning er måske langsomt på vej.
Flere oversvømmelser- mere vandmangel
Sommerens medier har bragt reportager om gigantiske oversvømmelser med tusinder af ofre. Det er et voksende problem i Indien. Men i store dele af Indien er problemet samtidig mere tørke og større og større vandmangel. Sådan er det også i New Delhi.
Onsdag eftermiddag sad jeg på Center for Science and Environment i Syd- Delhi og blev briefet om Delhis vandproblemer, og om hvordan en af løsningen er at høste regnvand langt mere systematisk end man gør. Samtidig med at man må få et andet forhold til forbruget af vand.
New Delhis problem er at vandet forsvinder. Tidligere regnede man det for et langsigtet problem, nu går det hurtigt. I den sydlige del af millionbyen er vandspejlet i mange grundvandsboringer nede i 60 meters dybde, og de seneste år er vandspejlet nogle steder sunket 6 meter om året. Det er dramatisk og skræmmende. Forklaringen er både mere forbrug og mindre regn.
Den årlige gennemsnitsnedbør i Delhi er godt 600 millimeter. Den regn, jeg oplevede på under et døgn, var altså mere end en fjerdedel af årets normalnedbør. Men normalen er ikke længere normal får jeg at vide. Det sidste år man fik en normal gennemsnitsregn, og endda lidt mere, var i 2003. Siden har monsunen hvert år givet 20-30 % mindre end den skulle.
Den gigantiske regn i sidste uge var en undtagelse. Delhi’erne har ikke oplevet noget lignende i meget lang tid. Men det har indere andre steder i Indien. Som i Europa taler man om at regnen, når den kommer, kommer langt voldsommere end før. Der tales nu meget om klimaændringer.
I afvandingsområderne til Himalaya øger den voksende afsmeltning problemet – men kun indtil den dag, der ikke kan smelte meget mere i bjergene. Så bliver det mere tørke.
En halv million vandboringer
Tilbage til New Delhi. Forskerne på CSE fortæller, at hver gang New Delhi får tilført 100 liter vand oppefra er forbruget 258 liter. Der er et konstant og voksende underskud. Derfor bores der dybere og dybere efter vand. Og de indere, der har råd, uddyber deres egne boringer med få års mellemrum. De fattigste får vand fra vandtankvogne, som regeringen stiller til rådighed.
Det er blevet værre og mere og mere absurd med årene. Floden Yamuna løber gennem New Delhi og traditionelt har den været den vigtigste vandforsyning. Det er den, trods forurening, stadig i den nordlige og til dels centrale del af New Delhi. Men med væksten i befolkningstal og forbrug slår flodvandet ikke til, og slet ikke i den sydlige del af byen. Derfor suppleres der med grundvand, og noget af det kommer fra regeringsboringer.
Men det meste kommer fra private. Ingen har det helt store overblik, men der er 200.000 registrerede private vandboringer i New Delhi. Og forskerne skønner, at der er mange flere uregistrerede. Måske i alt en halv million boringer, måske endnu flere. For folk med egne boringer koster vandet kun det det koster at bore og pumpe. Det kan være ganske mange penge, men der er ikke noget stort incitament til at spare, når boringen giver vand. Ingen måling eller betaling for forbrug.
Det er på den led gratis at hugge vand fra naboen og fra alle de fattige, der indirekte subsidierer de riges forbrug. Samtidig er der et gigantisk spild fra officielle og uofficielle og dårligt vedligeholdte vandledninger.
Høsten af regnvand sættes i system
Center for Science og Environment har i mange år kæmpet for at Indien skulle genopfinde systematisk og organiseret indsamling af regnvand ”rainwater harvesting”. Man gjorde det i det gamle Indien, hvor kæmpemæssige vandreservoirer både sikrede vandforsyning i tørtiden og genopfyldning af grundvandsreservoirerne. Men med den moderne ødsle teknologi, brød de gamle systemer sammen.
Nu kommer de så småt tilbage. I mange indiske stater er det nu påbudt ved lov at der skal ”høstes regnvand” fra alle nye bygninger. Regnvandssystemer er kun en af de mange ting CSE arbejder med, men det er en hurtigt ekspanderende business, der også har tiltrukket mange firmaer.
På Center for Science og Environment samler man ikke regnvand i tønder til haven, som vi andre gør det. Man har systematiseret regnvandsindsamlingen og fører vandet tilbage til grundvandet. Et sindrigt netværk af sivebrønde med filtre leder regnvandet ned i jorden. CSEs grund er på 1000 kvadratmeter, og man er på årsbasis i stand til at sende omkring 360.000 liter regnvand tilbage til de vandførende lang i undergrunden. Det er omkring en ton vand pr. dag.
Og CSE har hjulpet hospitaler, universiteter og en række andre institutioner med at lave tilsvarende systemer for høst af regnvand, både for at undgå lokale oversvømmelser og for at genopfylde grundvandsreservoirerne.
Nogle af systemerne er nu 5-6 år gamle og det er muligt ret præcist at måle, at i de lokalområder hvor man indhøster regnvand og fører det tilbage til grundvandet, er grundvandsspejlet sunket langt mindre end de andre steder. Med effektive systemer undgår man samtidig mange af de lokale oversvømmelser, som regnen forleden førte til.
I 2003, da regnen i Delhi var god, steg vandspejlet mange steder, i årene siden er det sunket, men i disse områder kun ganske langsomt. På et universitet tæt ved CSE har man fået installeret et stort regnvandsanlæg, blandt andet fordi lokale oversvømmelser var et stort problem i regntiden, og fordi de lokale vandboringer ofte løb tør. De store vandtankevogne leverede regelmæssigt vand. Siden anlægget er installeret, har man ikke haft brug for vandtankerne, og oversvømmelser på Campus er væk.
CSE’s forskere understreger, at høst af regnvand ikke er nok til at løse New Delhi’s problem. Der skal meget mere til og herunder en langt bedre styring af forbruget. Men systemerne gør en kæmpeforskel.
De fattige rammes først og værst
CSE blev grundlagt af Anil Agarwal, der døde i 2002. Direktøren i dag er hans gamle partner Sunita Narain.
Agarwal talte i slutningen af 1990’erne om, at der er vand nok til enhver i Indien, hvis man passer på vandet og styrer forbruget.
Den dag, regnen styrtede ned i New Delhi, talte Sunita Narain ved en specialsektion i FN i New York om klimaændringerne, og om hvordan de fattige altid rammes først og værst af klimaændringer.
En voksende gruppe borgere i New Delhi har et voksende overforbrug. En meget store gruppe af fattige har ikke adgang til den mindste mængde vand alle har brug for. CSE sætter det mindste acceptable forbrug til omkring 28 liter vand pr. indbygger pr. dag. Det er der mange, der ikke får. Men der er også overforbrugsområder, hvor man bruger 300 – 500 liter pr. indbygger pr. dag.
Der er mange former for overforbrug og forkert forbrug både i industrien og i private husholdninger. CSE udfordrer også indførelsen af vestlige toiletsystemer. ”Kan det overhovedet forsvares, at man bruger dyrebart rent vand til at skylle vores afføring væk med”, spørger CSE-medarbejderne. CSE har i øvrigt lige udgivet en bog om om Yamuna-flodens forurening. Floden beskrives som en affaldskanal. Affald forsvinder ikke blot fordi man skyller det væk.
Millioners tvungne migration
Diskussionen i New Delhi-aviserne handler især om, hvorfor regnen igen kom bag på myndighederne. Hvorfor var mange dræn stoppede og hvorfor virkede stormdrænene ikke? Hvorfor er man altid så dårligt forberedt?
På CSE fortæller en medarbejder, at stormdræn, der skal kunne klare ekstraordinære store regnmængder for længst er begyndt at indgå i det almindelige kloaksystem. De er altså ikke længere noget ekstra, der kan klare det, vi oplevede forleden.
Trods kaos og trafikstop var humøret generelt godt i Delhi efter den store regn. Alle ved, at der er brug for regnen, men nogle ved også at man kun har set begyndelsen på de vandproblemer, Indien vil opleve i de kommende år. Fortsætter udviklingen med kombination af tørke og oversvømmelser, vil det medføre, at millioner af indere mister deres muligheder for at leve hvor de lever i dag.
Det vil øge fattigdoms- og miljøproblemerne i et land med mere end en milliard mennesker. Det vil føre til mange millioners menneskers tvungne migration. Og det er allerede på vej.
Normalt er klimaændringer fortsat sjældent forsidestof. Men bekymringen er der. Lige inden denne store regn, udkom det politiske magasin ’Frontline’ med en dramatisk artikel om den forværrede vandkrise. Den beretter, hvordan grundvandsstanden falder hastigt i store dele af Indien. I dele af Punjab henter man vand op fra 120 meters dybde.
Det er på tide med en effektiv lovgivning som kan regulere udnyttelsen af grundvandet, skriver Frontline i en meget klar og direkte artikel.Men artiklen stod langt inde i blandet. Der var ingen forsidehenvisning.
Knud Vilby er forfatter, journalist og medlem af Folkekirkens Nødhjælps styrelse. Ovenstående reportage og baggrundsartikel blev bragt i dagbladet Information onsdag den 8. august.