Over en halv million indbyggere i 16 af landets 18 provinser er berørt af oversvøm-melser og jord- og klippeskred i Honduras.
Katastrofen har ramt, efter at ”Odile” - et kraftigt stormvejr – for over ti dage siden trak voldsomme mængder regn og et par lavtrykssystemer med sig ind over landet.
Det betød, at regnen er væltet ned de seneste 11 døgn.
Uddeling af fødevarer og rent drikkevand
Folkekirkens Nødhjælps partnere i Honduras har via kirkernes internationale katastrofenetværk, ACT, uddelt fødevarehjælp og rent drikkevand i fire af de områder, som er berørt.
ACT-partnere er ved at danne sig et overblik over omfanget af oversvømmelserne.
Behovet for mere hjælp vil først og fremmest være fødevarehjælp, madrasser, tæpper, kogeudstyr, hygiejnesæt, medicin og tøj til at afhjælpe den akutte situation, rapporterer ACT-koordinatorerne fra Honduras.
Folkekirkens Nødhjælps partnere og søsterorganisationer, der er med i ACT, koordinerer nødhjælpsindsatsen med Honduras’ statslige katastrofestyrelse, COPECO.
National katastrofetilstand og massive ødelæggelser af infrastruktur
Honduras’ præsident har erklæret landet i national katastrofetilstand.
Hundredtusinder er berørt af oversvømmelserne og regnskyllene, og der bliver formentligt tale om økonomiske skader for over 21 millioner dollars, ifølge præsidentens talsmand.
Honduras har indtil videre fået tilsagn om hjælp fra flere FN-organisationer og fra EU’s katatrofekontor, ECHO.
Foreløbige rapporter taler om op mod 30 omkomne, otte savnede, op mod 50.000 er blevet evakueret, flere tusinde hjem er beskadiget eller helt ødelagt.
| Læs om |
|---|
To små landsbyer cirka 300 km øst for hovedstaden Tegucalpa ligger begravet under tonsvis af mudder og klipper. Indbyggerne nåede at flygte, inden de enorme jord- og klippeskred begravede deres hjem.
En del infrastruktur som veje, broer og vandforsyning er også ødelagt af vand- og muddermasser.
Større landbrugsområder i den velstående Sula-dal, i Aguan-dalen og i Olancho-provinsen er blevet hårdt ramt.
Mindst 16.083 hektar landbrugsjorder, hvor der dyrkes basale afgrøder som majs og rodfrugten yucca, meldes ødelagt.
