| Foto: Gillian Sanford, ACT Caritas |
I Nyala, hovedbyen i Syd Darfur, strømmer nye flygtninge til blandt andet fra områder, som er ukendt land for internationale hjælpeorganisationer og Den Afrikanske Union.
I Vest Darfur er over 150.000 mennesker i Jebel Marra området uden for organisationernes rækkevidde på grund af kampe og lovløshed.
“Vi er flygtet til Nyala, fordi vi har brug for beskyttelse,” siger en sheik fra en nyligt ankommen gruppe.
Sammen med flere hundrede familier bor han midlertidigt i en skole i Dereige lejren, som ligger lige uden for Nyala. I løbet af den sidste måned er 4000 familier ankommet til lejrene omkring byen.
Jeg savner dem, der blev dræbt
En yngre kvinde fortæller, at hendes landsby blev angrebet hele tre gange. Hver gang flygtede indbyggerne ud i bushen men måtte vende tilbage, fordi der ikke var nok vand.
Under angrebet lod hun børnene løbe, og hun løb selv med familiens hest og sit yngste barn på ryggen.
”En af mændene fulgte efter mig og en anden mand råbte, at han skulle skyde mig. Men det ville han ikke, fordi jeg var en kvinde. Han tog min hest og lod mig gå.”
”Jeg var så bange. Jeg tænkte, nu er min tid kommet, og der er ingen vej udenom,” beretter kvinden, som ivrigt bruger sine hænder til at forklare, hvad der skete.
Efter det tredje angreb, som ifølge kvinden fandt sted samtidig med at en international hjælpeorganisation var ved at udlevere mad, besluttede hendes mand, at de skulle flygte til Nyala. Nu bor de sammen med deres fire børn og de andre nyankomne familier i skolen.
”Jeg prøver at klare vores nye situation, men jeg savner stadig dem, der blev dræbt.”
Otte medlemmer fra hendes familie er døde. To af dem var hendes brødre.
”De andre i familien var afhængige af dem. Før var de rige, fordi de havde kvæg, men nu er alt blevet taget.”
Hun fortæller, at angriberne kom på heste, kameler og i biler. Nogle af dem var uniformerede. Ni blev dræbt og to drenge blev taget sammen med deres kvæg.
Hvilken fredsaftale?
Internationaler hjælpeorganisationer har for nylig besøgt området omkring landsbyen Ditto og har med egne øjne set, hvad de skræmte familier fortæller. Nedbrændte og tomme landsbyer, og fordrevne som har søgt ly under træerne.
Familierne som kommer fra områder, hvor ingen hjælpeorganisationer har sat deres ben, har ikke hørt om den netop underskrevet fredsaftale mellem Sudans regering og en fraktion af den største oprørsgruppe SLA. Men de er overbevist om, at den ikke gælder.
”Når nyankomne familier fortæller, hvordan folk bliver slået ihjel og såret i deres landsbyer, må det betyde, at fredsaftalen ikke gælder,” siger en ældre sheik.
Folkekirkens Nødhjælps lokale partner i Darfur, SudanAid, som blandt andet driver et kvindecenter i Dereige lejren og skolen, som nu er fyldt op med fordrevne, koordinerer hjælpen til de nyankomne familier.
Folkekirkens Nødhjælp vil igennem Kirkernes Internationale Nødhjælp, ACT, og Caritas give familierne plastikpresenninger og andre ting og sager, som er nødvendige for at kunne klare sig i lejren.
