|
| Mads Klæstrup Kristensen, nyudnævnt kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp. |
”Jeg tror vi kan gøre verden bedre!”
”Det er jeg begyndt at sige uden at grine. Jeg mener det…”
Siger Mads Klæstrup Kristensen og griner alligevel. Det er kun to år siden, han valgte at forlade super-jobbet som senior informationsarkitekt hos Tribal DDB med gode kunder og fantastiske kolleger til fordel for et job som indsamlingsleder hos Folkekirkens Nødhjælp. Et job som han har udfyldt så godt, at han nu er blevet kommunikationschef i organisationen.
Mads Klæstrup Kristensen lægger stor vægt på værdigrundlag og teambuilding, som også er vigtige temaer for mange af de virksomheder, han tidligere arbejdede med:
”De værdier og den holdånd behøver vi ikke opfinde hos Folkekirkens Nødhjælp,” siger Mads Klæstrup Kristensen. ”Dem er vi stort set født med, og vi behøver ikke hænge et stort logo op i kantinen for at vise det.”
| Blå bog |
|---|
| Mads Klæstrup Kristensen, 36 år, nyudnævnt kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp. Gift med cand.theol. Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, far til David på et halvt år.
Kandidat i kommunikation: Medlem af menighedsrådet ved Vor Frue Kirke. |
Fremtidens mål står til gengæld klart:
”Dels skal vi fortælle i Danmark om forholdene ude i verden – og dels skal vi være tæt på dem, der har brug for hjælp,” lover Mads Klæstrup Kristensen. ”Jeg vil gerne være med til at gøre det bånd endnu stærkere, så mennesker i Danmark respekterer og kommer meget tættere på mennesker ude i verden. Man kan vel sige, at jeg vil være med til at gøre verden mindre og danskerne større!”
Karriere
Jobbet hos Tribal DDB afsluttede syv år som konsulent i kommunikation på højt plan, hvor Mads Klæstrup Kristensen bl.a. arbejdede med Nike, Dansk Tipstjeneste, Tryg Forsikring og Sony. Han indrømmer beredvilligt, at han er konkurrencemenneske i den yderste banehalvdel og hader at tabe. Han har selvfølgelig også prøvet at vinde en Grand Prix i Cannes for en hjemmeside for Nike.
Men ifølge Mads Klæstrup Kristensen er karriereforløbet frem til Folkekirkens Nødhjælp langt mere logisk, end det kunne se ud til.
Samme arbejdsuge
”For mig er der tre ting ved et arbejde, der er særlig vigtige,” fastslår Mads Klæstrup Kristensen. ”Jeg vil have gode kolleger; jeg vil gerne være godt i spil med det jeg kan, og så vil jeg gerne arbejde for en bedre verden.”
Arbejdsugen har ikke ændret sig meget fra den 60 timers arbejdsuge, han var vant til, inden han flyttede til de mere ydmyge kontorer hos Folkekirkens Nødhjælp.
”I mine forrige jobs havde jeg de to første prioriteter, mens det lå lidt tungt med verden..!”
Mads Klæstrup Kristensen beskriver stadig sig selv som ambitiøs, men han fastholder, at det skal hænge sammen med at forsøge at flytte verden.
Allerede i studietiden tog han kurser på teologi ved siden af sine kommunikationsstudier. Men han understreger, at det kirkelige bestemt ikke er noget, han har med hjemmefra:
”Jeg kommer fra et rigtig kulturradikalt hjem i Taarbæk, hvor man læste Information, og hvor jeg blev mobbet lidt i skolen, fordi min mor ikke gik i Lacoste-tøj. Men kristne budskaber – som har du to skjorter, så skal du give den ene væk – har jeg altid følt mig meget knyttet til.”
Hot or not
På Tribal DDB havde Mads Klæstrup Kristensen arbejdet sig op til et top-niveau:
”Det kørte godt på mit arbejde. Jeg var seniorkonsulent med store kunder. Jeg kunne mine PowerPoint-shows og kunne lide at holde præsentationer. Der var masser af penge, gode kolleger, god stemning. Men fra at have arbejdet med kommunikation og hjemmesider, da den slags udfordrede konventionerne, bevægede vi os stille og roligt mere over i virksomhedernes totalkommunikation. Nogle synes jo, det er det vildeste at være noget i reklamebranchen, men lige præcis det har aldrig rykket så meget i mig.”
Da Mads Klæstrup Kristensen sagde op, var der mange, der var forundrede. Men de kunder og kolleger, der kendte ham godt, var mindre overraskede. Og han fandt ud af, at flere havde gået med en drøm om at gøre noget andet:
”Min daværende direktør blev sur over, at jeg sådan sagde op. Han er en rigtig reklamemand fra 80’erne med høj cigar og op og ned ad Strandvejen, og alligevel fortalte han, at også han ind imellem havde tænkt på at foretage sådan et skifte.”
Farvel til hjemmebanen
Mads Klæstrup Kristensen kom meget hurtigt til at være leder af Folkekirkens Nødhjælps største indsamling nogen sinde – til ofrene for Tsunamien i Asien i 2005.
”Det var lidt ligesom tidligere. Katastrofekampagner adskiller sig på overfladen ikke så meget fra andre kampagner. Men at stå et år efter ude hos mennesker, der stadig sørger over deres døde børn og vide, at de har fået hjælp, og at verden har set dem og følt med dem – det var en øjenåbner. Og så får alting en meget større betydning.”
|
| I efteråret 2005 besøgte Mads Klæstrup Kristensen Indien og nogle af de mennesker som sogneindsamlingen støttede. |
At røre ved virkeligheden
Det hele blev meget konkret, da Mads Klæstrup Kristensen i efteråret besøgte Indien og nogle af de mennesker, som Folkekirkens Nødhjælps landsdækkende indsamling den 5. marts støttede i kampen mod den stille sult:
”Mennesker, der sulter – det er ikke abstrakt. Du vil gerne hjælpe, men på et tidspunkt må du vende dig om og gå tilbage til din egen verden. Det tror jeg aldrig, man kan lære at klare: At se folk stå der og være så meget i nød, at de ikke ved, hvordan de skal komme igennem dagen i dag. Det, vi tager for givet, skal de tænke over hele tiden.”
”Det har været rystende at møde mennesker i Albanien, hvor vi laver minerydning, eller i Indien, hvor vi arbejder med organisationer, der hjælper folk til at bekæmpe sulten. Men det er fantastisk at det rent faktisk nytter noget – at det betyder noget, hvad vi gør. Der er man ude at røre ved virkeligheden.”
En gave
Mads tager sine oplevelser med ind i vennekredsen, hvor ”alle er sådan nogle, der har det utrolig godt. Dyrker meget sport. Har overskud. Og når vi taler om mine erfaringer fra Indien eller Albanien, så gør de det, de er bedst til: De tænker i problemløsning. Man kan jo sagtens lave noget andet end Folkekirkens Nødhjælp og alligevel bistå med det, man kan.”
”Jeg vil gerne undgå den totale kliché med reklamedrengen, der bliver hellig. Alle har i sig, at man også vil noget godt for andre. Alle har de to sider: På den ene side den personlige ambition – og på den anden side det at sætte sig selv i baggrunden for andres skyld. Og uanset hvad man arbejder med, kan man jo gøre ting, der rækker ud over en selv.”
Hvad så, når man hører om steder, hvor det ikke flytter sig? Om Afrikas problemer?
”Selvfølgelig kan vi alle blive grebet af mismod. Men det er jo heller ikke noget, du kan gøre alene. Du kan kun prøve at gøre en forskel. For mig er det ikke nødvendigvis demotiverende, at der er nogle ting, som det er svært at ændre – tværtimod måske!”
Forskellighed
Og kollegerne var selvfølgelig også noget af et skifte fra kommunikations- og reklamebranchen:
”Folk var langt mere forskellige i Folkekirkens Nødhjælp, end jeg var vant til fra f.eks. reklamebranchen, hvor alle er unge og smukke. Sådan er det ikke i mit nuværende job. Jeg skal kunne tale med alle typer – fra en genbrugsmedarbejder på 70 til en helt ung pantsamler på Roskilde Festivalen.”
”I øvrigt er folk altså ikke specielt hippie-agtige. Humanitære organisationer er langt mere professionelle i dag. Og der er langt mere styr på, hvordan pengene bliver brugt hos Folkekirkens Nødhjælp end jeg oplevede det hos flere af de store virksomheder jeg mødte i mit forrige job.”