|
|
Ikke mange steder i stillehavsområdet har så store højder som her, så stigninger i havoverfladen er katastrofale |
Det er ikke let for en kirke at skulle komme med en rigtig dårlig nyhed. Normalt er det jo evangeliet, den gode nyhed, som kirken er budbringer for.
Men i Stillehavsregionen har kirkerne måttet påtage sig en anden og langt tungere opgave: så nænsomt som muligt at forberede mennesker på at de om få år ikke længere vil kunne bo på den lille ø de og deres forfædre har beboet i århundreder – fordi øen ikke længere vil eksistere.
Naturen ved at gå af lave
Små østater som Tuvalu og Kiribati rager højest et par meter op over havoverfladen – de fleste steder mindre end en meter.
På disse øer har det altid været et grundvilkår at man måtte indrette sig efter havets luner og tilpasse sig de forhold naturen bød en. Det kan også indebære at man må bygge diger af sten eller koraller, eller at man må rykke sit hus længere væk fra kysten. Og søge beskyttelse når havet viser tænder i forbindelse med stormfloder og de såkaldte ”king tides” som er årligt tilbagevendende fænomener.
Men man har normalt kunnet blive på sin ø og haft mulighed for at dyrke lidt jord, høste kokosnødder fra de mange palmer, og fange fisk på de omgivende koralrev. Men i de senere år er stormfloderne blevet hyppigere og kraftigere, digerne bliver væltet omkuld og agerjord og drikkevand ødelagt af indtrængende saltvand.
I Tuvalu og Kiribati kan indbyggerne mærke at naturen er ved at gå af lave.
Mange koralrev i området er påvirket.
Det mangfoldige og farverige liv i korallerne er afhængigt af en skrøbelig balance i havets temperatur og surhedsgrad.
Når vandet bliver blot en smule varmere eller pH-værdien stiger i takt med den voksende mængde CO2 i vandet, bleger korallerne. De dør, og med dem forsvinder også det rige fiskeliv der danner et vigtigt grundlag for livet på de små stillehavsøer.
Koralrevene er med til at beskytte kysterne mod erosion, og når de forsvinder, må indbyggerne finde andre måder at beskytte sig mod havet.
Så inderst inde ved mange indbyggere på øerne måske godt, at deres eksistens på øerne er truet. Men det kan være meget svært at se i øjnene. Og de er fromme mennesker, der sætter deres lid til Guds løfte til Noah om, at han aldrig mere vil lade jorden drukne i en syndflod.
Kirken er en autoritet
I Stillehavsområdet bliver kirkerne opfattet som en meget vigtig autoritet. Der bliver lyttet til, hvad præsten siger. Og efter mange drøftelser i det fælles stillehavskirkeråd er der efterhånden enighed i kirkerne om, at de har et ansvar for at hjælpe folk med at håndtere de svære udfordringer, de står overfor i de kommende år. Og bidrage til at fraflytningen sker på den bedste og mest skånsomme måde.
Kirkerne arbejder for en samlet flytning af hele lokalsamfundet så landsbyfællesskabet og de sociale strukturer så vidt muligt kan blive opretholdt, der kan blive taget hånd om de svageste, og det ikke er op til den enkelte at klare sig selv på bedste eller værste beskub – for eksempel i Australien eller New Zealand hvor de bedst uddannede har mulighed for at søge arbejde, mens de fattigste og svageste lades tilbage.
Vandstigning ikke guds straf
Men det er ikke et nemt budskab at komme med. Overskriften er ledsagelse – ”accompaniment”. Kirken er til stede blandt indbyggerne på øerne, går i dialog og tager forsigtigt hul på de svære emner. Så længe som muligt hjælper man folk med at tilpasse sig – bygge diger, plante mangrove, etablere små forhøjede køkkenhaver der kan modstå havet. Tale om at det stigende vand ikke er Guds straf, som i historien om Noas ark, men skyldes menneskers handlinger.
På et tidspunkt vil det ikke længere være muligt at tilpasse sig, og indbyggerne vil blive nødt til at flytte. I Stillehavskirkerådet håber man at det vil kunne ske i værdighed og fællesskab. Men det er ikke nogen nem opgave.
Kiribati ringede med klokkerne
Den 13. december 2009, under klimatopmødet i København, ringede kirker verden over 350 klokkeslag for at markere grænsen for hvor mange dele CO2 der må være i atmosfæren hvis vi skal undgå de mest katastrofale følger af klimaforandringerne. Klokkeringningen startede i Kiribati, helt ude ved datolinjen. Derude har de en meget konkret grund til at ringe klimaalarm – i et forsøg på at råbe verdens ledere op til handling.
Flere af de små østater er meget aktive og synlige i FNs klimaforhandlinger. De vil have klima-retfærdighed. Deres budskab er at de – ligesom de fattigste i Afrika og Asien – er nogle af de første til at blive ramt af konsekvenserne af de klimaforandringer, som de selv har bidraget meget lidt til. Forhåbentlig bliver de hørt, før det er for sent.