|
| Niels Henrik Arendt og hans kone Birgitte besøgte under en ferie til Uganda for nyligt Folkekirkens Nødhjælps projekter i det østlige Uganda. Her i skyggen af et mangotræ i Katakwi taler de med mænd og kvinder om det net af udfordringer, som uganderne står overfor. Foto: Niels Henrik Arendt |
Vi sidder sammen med en flok landsby-ældste under et stort mangotræ – flere og flere slutter sig til. Samtalen handler om vold i hjemmene, om dens årsager og mulige forebyggelse, om overgreb og kvindernes alt for barske vilkår og om at leve med hiv/aids.
De fleste er mænd, men der er også enkelte kvinder, som ikke er bange for at tage bladet fra munden. De er hver for sig en slags talsmænd i deres lokale sammenhænge for et integreret hiv/aids og demokratiserings-projekt.
Og så er der Edwin Kayuki fra Folkekirkens Nødhjælps kontor i Ugandas hovedstad Kampala og den kvindelige leder af Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation.
Stedet er i omegnen af Katakwi i Teso-regionen i Østuganda, et område, hvor mange internt fordrevne efter mange år i lejre nu omsider er begyndt at vende hjem til deres landsbyer.
Mænds uvirksomhed går ud over kvinderne
I et vist omfang har kvinderne nok altid måttet leve med overgreb fra mændene, men årene i lejrene har gjort tingene værre. Mændene har ladet uvirksomhed, tab af selvværd og almindelig elendighed gå ud over kvinderne.
Og kvinderne – de bidrager selv til miseren ved en omfattende ølproduktion, så misbrug og beruselse også er en stærkt medvirkende årsag.
”Hvad skal vi gøre? Vi er nødt til at tjene til overlevelse ved at sælge øl. Og mændene vil jo drikke!” siger en omfangsrig ”mama”.
Så opgave nummer et er at skabe alternative indtægtsmuligheder.
Børn er ubeskyttede
Men så er der alle børnene. Hvert femte har mistet en eller begge forældre i borgerkrigene eller af hiv/aids. De er derfor ubeskyttede, og det gør de traditionelle alt for tidlige ægteskaber til en nærliggende ’social’ løsning.
Vi spørger mændene om nogen af dem har eller kunne tænke sig at gifte deres døtre bort før den lovpligtige 18-årsalder. De afviser det. Men på vejen ud til mødet mødte vi fire unge mødre – jeg mener ikke, at én af dem var over 17 år. Men de ville ikke rykke ud med deres alder.
Opgave nummer to er at skabe muligheder for skolegang for pigerne og at oplyse dem og deres forældre om deres rettigheder.
Faktisk er der opmuntrende eksempler på, at 13-14-årige piger med held har modsat sig ægteskab.
Aidsmedicin bliver i hovedstaden
Edwin Kayuki er tidligere skolelærer, og han er meget direkte i sine spørgsmål til mændene: Hvor mange har ladet sig teste for hiv/aids? De melder sig lidt efter lidt alle sammen. Men så kommer det: Hvad skal det hjælpe at blive testet, når der ikke er medicin til rådighed? Der er langt til klinikken i den nærmeste store by, Soroti, og for dem, der får løst transportproblemet, er den tilbagevendende erfaring, at medicinen alligevel aldrig er nået ud fra hovedstaden.
Gået på klingen kan den ene efter den anden fortælle om mistede familiemedlemmer – selvom tonen er nogenlunde let og munter, er alvoren ikke til at tage fejl af. Og måden, de mange problemer er sammenfiltrede på, kræver en indsats med så mange tilgange, at det er svært at se lyspunkter lige forude.
Den store mama er meget ligefrem:
”Der bliver ikke nogen forandring her og nu. Mændene bliver ved at slå, når de bliver fulde. Og vi bliver ved at brygge øllet til dem. Og pigerne vil nok også stadigt blive gift alt for unge.”
Jeg kan ikke lade være at sige til hende: Jamen, hvad er løsningen så? Du må have tænkt over det, når du er villig til at være talsmand – har du et forslag? Og så falder de forløsende ord:
”Ja, jeg har et forslag til projektet, og det forslag er, at vi bliver ved!”, siger hun.
Af Niels Henrik Arendt (tidl. fmd for Folkekirkens Nødhjælps råd)
