Den 1. januar 2008 fyldte det internationale handelssamarbejde 60 år. Den dag var det 60 år siden, at det første forpligtende internationale handelssamarbejde blev etableret, efter forarbejde under anden verdenskrig af nogle af verdens førende økonomer og politikere, med økonomen John Maynard Keynes i spidsen.
Det er en fødselsdag, der afholdes på et tidspunkt, hvor det internationale handelssamarbejde, nu i regi af Verdenshandelsorganisationen, WTO, er i en dyb og alvorlig krise. Forhandlingerne i den såkaldte Doha runde der startede i 2001 er brudt sammen gang på gang og kører på vågeblus. Interessen for WTO er faldende, mens stribevis af lande, herunder Danmark, vender sig mod bilaterale forhandlinger. Dynamikken er væk.
Det er derfor en fødselsdag, der afholdes på en dyster baggrund. Men det er en oplagt lejlighed til både at se tilbage og til at se frem.
Baggrunden for det internationale handelssamarbejde skal findes i Anden Verdenskrig. I starten af 1930’erne opstod der økonomiske kriser og massearbejdsløshed i mange lande. Landene reagerede ved at beskytte den hjemlige industri, lukke sig inde og lukke andre landes varer ude. Protektionismen forværrede den økonomiske krise og bar véd til det bål, som førte til Anden Verdenskrig.
Efter krigen blev de vestlige lande enige om, at protektionismen skulle høre fortiden til. Derfor blev en række lande enige om at etablere en verdenshandelsorganisation. Organisationen blev oprindeligt kaldt ITO – International Trade Organisation og skulle ikke alene tage sig af handelspolitik i snæver forstand.
Organisationen skulle også arbejde med beskæftigelsespolitik, konkurrencepolitik, internationale investeringer og internationale råvareaftaler. Den havde med andre ord et langt bredere mandat end den nuværende Verdenshandelsorganisation – og et sigte der var langt bredere end at skabe frihandel.
Dette første forsøg på at skabe en organisation til at regulere verdensmarkedet slog dog fejl. Den amerikanske regering havde været en af de drivende kræfter i forhandlingerne om ITO, men det lykkedes ikke at overbevise hjemmebanen om, at det var en god idé. Efter lang tids debat mislykkedes det i 1950, at få den amerikanske kongres til at støtte ITO. Imens var det stærke lederskab som Keynes stod for og symboliserede blevet svækket efter hans død i 1946.
Tilbage stod en mere begrænset handelsaftale, der var trådt i kraft den 1. januar 1948: General Agreement on Tariffs and Trade (GATT). Eller på dansk; den almindelige aftale om told og handel. GATT-aftalen handlede i første omgang kun om industrivarer, og formålet var at reducere toldsatser og afskaffe handelsrestriktioner som importforbud og -kvoter. Og det var kun en aftale – ikke en organisation. Først næsten 50 år senere lykkedes det, med dannelsen af WTO d. 1. januar 2005, at skabe en stærk organisatorisk forankring. Samtidig er langt flere lande kommet med. Fra 23 lande i 1948 til 151 lande i dag.
Men problemet har været, at fra det oprindelige og brede fokus på at skabe fred og fremgang, har WTO svært ved at vriste sig fri af de mere snævre økonomiske og handelsmæssige hensyn, der udgjorde kernen i den amputerede aftale fra 1948, og som kom til at dominere op gennem de sidste årtier af det sidste århundrede.
Visionen om at skabe fred ved at binde verdens lande sammen i med samhandel og samarbejde har manglet. Den vision er der brug for at genoplive i dag, hvor terroristerne fortsætter deres blodige fremfærd mange steder i verden og hvor de internationale spændinger øges efter krigene i Irak og Afghanistan. Der er akut brug for at skabe bånd på tværs af landegrænser – ikke mindst til verdens fattige lande. De bånd kan skabes gennem handel og investeringer, og her er WTO afgørende.
Der var ellers tendenser til en bredere vision i WTO efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Da verdens lande kun to måneder senere mødtes i Doha i Qatar, blev de enige om en ambitiøs dagsorden for de internationale handelsforhandlinger og om langt bredere forhandlinger end nogensinde før. Verden forsøgte at stå sammen. At samarbejde i stedet for at slås.
Men siden er det gået tilbage. WTO forhandlingerne sander til i snævre nationale interesser - fra landbrugsstøtte til tøjproduktion. Mest bekymrende er det, at USA, som ellers var drivkraften i GATT/WTO i de første 50 år, er på vej væk. De har en rimeligt god adgang til andres landes markeder og oplever omvendt i stigende grad, hvordan de bliver nedstemt af u-landene, på følsomme emner som anti-dumping told, tøj og tekstiler og andre typer markedsadgang. De store amerikanske virksomheder presser ikke længere på for at få styrket det globale handelssamarbejde. Den amerikanske dagsorden handler mere og mere om at forsvare egne eksisterende interesser, end om at være en drivkraft i WTO-samarbejdet.
Manglen på amerikanske lederskab i WTO øger både presset på og forventningerne til EU. Men EU landene er fortsat fanget af den høje landbrugsstøtte som en urimelig spændetrøje, der gør det yderst vanskeligt for EU-landene at gå i spidsen.
Her udgør de meget høje priser på verdensmarkedet for landbrugsvarer en historisk chance for at afvikle landbrugsstøtten og protektionismen i EU og samtidig sætte gang i de globale handelsforhandlinger.
Men EU tøver og begrænses af langsommelige og indviklede interne forhandlinger imellem de 27 lande, og af en bekymrende tendens til at se indad. I det igangværende ”sundhedstjek” af EU’s landbrugspolitik er markedsadgangen helt fraværende.
Det er samtidig bekymrende, at flere og flere lande vender sig mod bilaterale og regionale handelsaftaler i stedet for den multilaterale tilgang i WTO.
Det er et farligt spor at følge da de svageste og fattigste u-lande ofte lades udenfor, og fordi bilaterale og regionale forhandlinger ikke kan håndtere globale og grænseoverskridende problemstillinger som afskaffelse af den urimelige landbrugsstøtte eller dannelsen af de globale fordelingsmekanismer, som frihandelen altid skal suppleres med.
Endnu mere perspektivløst bliver det, da de bilaterale og regionale forhandlinger heller ikke giver de ønskede resultater. Her er det anderledes end i starten af 1990’erne, hvor en stribe regionale aftaler - det indre marked i EU, NAFTA aftalen i Nordamerika, Mercosur frihandelsområdet i Sydamerika og dannelsen af APEC i Stillehavsområdet – udgjorde de byggesten, der banede vejen for den sidste store globale handelsaftale Uruguay Aftalen fra 1994.
I dag virker det mere som om regionalismen bliver til en række bremseklodser for de globale forhandlinger – og bremseklodser uden meget indhold.
Udviklingen er derfor nedslående, og kræver handlekraft og politisk vovemod. WTO er en af verdens vigtigste fredsorganisationer. Den bedste garant for fred og stabilitet i fremtiden er netop, at vi får koblet verdens lande tæt sammen i et bindende samarbejde. Det er den europæiske erfaring, hvor det økonomiske samarbejde i EU har været afgørende for at skabe fred i Europa. De erfaringer skal vi bruge i det globale samarbejde. Og det er EU, der har nøglen til at skabe et gennembrud i WTO.
En fri verdenshandel er ikke vigtig, fordi det i sig selv skaber mirakler. Tværtimod kan en friere verdenshandel bestemt også skabe problemer.
Men en fri og åben verden kan sikre et stærkt globalt samarbejde om at løse problemerne. Det forstod Keynes og de andre politikere og personligheder, der for 60 år siden skabte fundamentet for det internationale handelssystem.
Hvis verdens lande lukker sig inde bag høje toldmure og nationalisme, så vil det internationale samarbejde gå i stå - og de svageste lande lades i stikken. Frihandelen er en afgørende katalysator for det globale samarbejde og dermed for skabelsen af fred og fremgang.
Den vision er der brug for at genoplive.
Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp og tidl. lektor i international økonomi