For et par dage siden, lige over middag, 35 km fra Kitgum i det nordlige Uganda, påbegyndte omkring tyve mennesker deres lange vandring fra markerne langs en vej tilbage til den lejr for internt fordrevne, hvor de bor.
Tyve personer er ikke mange, men bare det at nogle bønder er begyndt at bevæge sig uden for lejren, er et tegn på håb.
Kitgum har været et af de hårdest ramte områder i den lange konflikt i det nordlige Uganda. Utryghed og frygt for at blive angrebet både af oprørerne i Lord's Resistance Army (LRA) og af Karamojongerne, en lokal stamme af kvægbønder, som også angriber landsbyerne, har drevet et enormt antal mennesker væk fra deres hjem og tvunget dem til at overleve i lejre for internt fordrevne under beskyttelse af den ugandiske hær.
Forbedringer i sigte
I Kitgum distriktet alene er der flere end 300.000 internt fordrevne, som lever klumpet sammen i lejrene under kummerlige og uværdige forhold. Der er kun er par meter mellem hver hytte, og der bor altid mindst fem personer i hver af de små hytter. Kvinderne står i kø i timevis ved brøndboringerne og må ofte gå tilbage med mindre vand end de internationale standarder kræver.
Men det ved at blive bedre. I de seneste par måneder har der ikke været sammenstød med LRA, og folk er langsomt ved at samle mod til at flytte fra de tætpakkede lejre og ud til mindre 'halvvejslejre' i nærheden af deres oprindelige sogne. Nogle bønder er faktisk begyndt at dyrke deres marker om dagen og vender så tilbage til den beskyttede lejr om aftenen.
Det lutherske Verdensforbund (LVF) i Uganda, som er medlem af ACT International (Kirkernes Internationale Nødhjælp) og som arbejder ud fra en base i Kitgum, har besluttet at give hjælp til de personer, der er flyttet tættere på deres hjem. Med finansiel støtte fra ACT-medlemmer over hele verden sørger LVF for adgang til rent og sikkert vand, sanitære installationer, uddeling af såsæd og landbrugsredskaber samt oplysning om hiv-aids.
I en forholdsvis lille lejr i Oryang er LVF i gang med at bore en brønd, som skal pumpe vand op med den første solcelle pumpe i områdets overbefolkede lejr. Brønden vil forsyne fire afsnit med vand, og hvert afsnit får fire vandhaner. I øjeblikket bor der 5.000 mennesker i Oryang lejren, og der forventes at komme 2.000 flere som undervejs tilbage deres landsbyer.
'Folk vil hjem - det er deres ønske', sagde vice-chefen for Palabek-Ogili lejren for internt fordrevne. 'Men de er stadig bange. Der er ingen sikkerhed, når de går ud til deres marker.' Hun tilføjede, 'Vi er så taknemmelige for det LVF gør her. Vi kan ikke takke nok for hjælpen.'
Ogili er en af lejrene længst væk fra Kitgum by. Den ligger kun ca. 40 km syd for grænsen til Sudan. Og netop dens beliggenhed langs vejen fra Gulu til Syd-Sudan har gjort den særlig udsat for angreb af LRA oprørerne, som holder til i dette område. Det er først i løbet af de seneste par år, at befolkningen har følt sig trygge nok til at bevæge sig så langt uden for lejren.
I Ogili har LVF boret en brønd og er i gang med den næste. LVF har også etableret et antal latriner ved flere institutioner, f.eks. skoler, og har uddannet tyve sundhedsarbejdere, som skal oplyse befolkningen om hygiejne og almindelig sundhed, som familierne vil få god brug for når de fortsætter deres langsomme rejse hjem.
Jenny Williams, Act International
Hun er fra USA og arbejder som frivillig hos LVF-Uganda.
