Sovjetunionens kollaps er gået ud over infrastrukturen og der er ikke gjort meget for at vedligeholde veje, bygninger og vandledninger.
I mange områder er landet i forfald og at reparere skaderne i højprioritet.
94% af Kirgistan udgør bjerge, hvilket betyder, at der i nogle egne er store problemer med vandforsyningen.
De gamle rør er rustne og utætte, hvilket har katastrofale følger i visse højtbeliggende landsbyer.
Vand to gange om ugen
Sultan landsbyen er et eksempel på, hvor slemt det kan gå, når der ikke bliver gjort nok for at vedligeholde vandrørerne. Den lille by ligger oppe i bjergene i det sydlige Kirgistan.
De 220 indbyggere består primært af børn og ældre mennesker. Det er et barskt område, vejene er svært fremkommelige og det er ikke let at få nået til at gro.
Den første bus begyndte at køre derop for et år siden, men kører meget sjældent. Om vinteren er indbyggerne helt afskåret fra omverdenen.
På grund af vandrørenes dårlige stand, får landsbyen kun vand to gange om ugen. Hver tirsdag og lørdag mellem kl. 11-13. De er derfor nødt til at opbevare, det vand de kan nå at samle på den korte tid i store kar, spande og kander. Resten af tiden må de undvære og om vinteren bliver der lukket helt for vandet.
Vandpumpen er fra 1982 og trænger til at blive skiftet. En ny koster 4000$, hvilket indbyggerne umuligt kan få råd til. De lokale myndigheder nedprioriterer området, da de mener, at der bor for få mennesker, til at det kan betale sig at lave forbedringer. Den smule vand, de får om ugen, er i forvejen meget dyr, og der bliver holdt nøje øje med, om de betaler til tiden. Hvis ikke det er tilfældet, bliver der lukker for vandet.
Selvhjælpsgruppen gør livet nemmere
De ældre, som er samlet i en selvhjælpsgruppe, er fortvivlet over situationen og ved ikke, hvad de skal stille op. De lever i stor fattigdom og kan ikke flytte derfra, på grund af deres lave pension. De vil umuligt kunne få råd til et hus et andet sted og er for gamle til at kunne overkomme en flytning. De fleste lever af landbrug og forsøger så vidt muligt at være selvforsynende.
Deltagelsen i gruppen har sat deres liv i et andet perspektiv. I stedet for at stå alene med problemerne, støtter de hinanden og er meget afhængige af hinandens støtte og hjælp.
Selvhjælpsgruppen består af mange forskellige nationaliteter. Der er ti medlemmer, som omfatter tartarer, usbekere, russere, tajikere og kirgisere. På tværs af nationaliteterne er der opstået venskaber, det var derfor naturligt for dem at kalde gruppen for ”Dostuk”, som betyder venskab.
Med hjælp fra BedsteHjælps projektet har de købt geder og foder. Det har gjort en stor forskel, da det ellers er meget dyrt at købe foder og der vokser ikke meget græs i området. Men gederne klarer sig godt og har allerede formeret sig.
Gruppen er meget rørte over den støtte, de får fra de danske adoptanter, der bor så langt væk og som gør mere for dem, end deres egen regering. Det har givet dem troen på livet tilbage.
Af Naja M. Nielsen