| Et stort antal medarbejdere i Folkekirkens Nødhjælp var mødt frem til et husmøde, hvor de blev orienteret om det kommende samarbejde med Bilka. |
Onsdag formiddag stod to gange Henrik i Folkekirkens Nødhjælps store frokoststue foran hele husets ansatte.
Henholdsvis Henrik Libak, direktør for Bilka, og Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Med sig havde Henrik Libak en check på 2,5 millioner kroner.
”Bilka er i år blevet 40 år. Det er jo en god alder, hvor man skal til at overveje, hvad der så skal ske. Vi er nu klar til at tage et større socialt ansvar,” sagde Henrik Libak.
Varehuskæden og Folkekirkens Nødhjælp har indgået et samarbejde, der over de næste år skal indbringe 6,5 millioner kroner, som skal gå til at opbygge to sundhedsklinikker i Malawi.
En partner med ekspertise og respekt
| Generalsekretær Henrik Stubkjær og administrerende direktør for Bilka, Henrik Libak, mødtes i dag til et husmøde i Folkekirkens Nødhjælp. Med sig havde Henrik Libak en check på 2,5 millioner kroner fra Herman Salling Fonden. |
I forbindelse med jordskælvet på Haiti i 2010, besluttede Bilka at stille Folkekirkens Nødhjælps indsamlingsbøsser op i deres varehuse. Det gav dem inspiration til det nye projekt.
”Haiti ’battede’ meget. Derefter søgte vi en partner med større ekspertise inden for nødhjælpsarbejde, der kunne sikre os, at pengene endte i de rigtige hænder,” sagde Henrik Libak.
Valget faldt på Folkekirkens Nødhjælp, der tidligere havde kontaktet Bilka for at høre om muligheden for at installere donationsknapper på flaskepantautomaterne. Men Bilka ville mere.
”Vi ved, I kan drive det her projekt og nyder stor respekt i samfundet,” sagde Henrik Libak.
Mere end en check
Henrik Stubkjær er stolt af projektet. Han har kontante forventninger til, at de to sundhedscentre vil hjælpe flere tusinde malawier. Derudover er det også en helt ny type aftale, hvor Bilka ikke bare afleverer en check.
”Det er ikke bare en donation, men også oplysning Bilka byder ind med. Og det gør de via deres millionstore kundegrundlag,” siger Henrik Stubkjær.
Bilka vil fortælle kunderne om, hvordan arbejdet med sundhedsklinikkerne forløber. Blandt andet i deres tilbudsavis der kommer ud til 1,5 millioner danskere.
Gode tider er på vej
Henrik Stubkjær tror, at man i de kommende år vil se flere og længerevarende samarbejder af denne slags. Det faldt i god tråd med hans afsluttende vurdering af situationen for verdens dårligt stillede.
”Selv om det er den 2. februar, så er der allerede forår på vej,” sagde han.
Læs mere om projektet, hvor Pernille Højmark er ambassadør >
