|
| Familier vender forsigtigt hjem med deres ejendele i favnen. Foto: Anna Muinonen/FCA-ACT International. |
De fordrevne, der bliver huset hos andre familier, ser ikke ud til umiddelbart at være i risikozonen for fejl-ernæring og sygdom på samme måde som de, der er presset sammen inde i lejrene.
Men ikke desto mindre lægger de pres på de i forvejen nødtørftige ressourcer hos deres gæstfrie værtsfamilier – og føler sig uværdige, fordi de er nødt til at gøre det.
| Hjælp Congo |
|---|
Store grupper af ”usynlige flygtninge”
Mange nødhjælps-grupper arbejder allerede for at hjælpe de internt fordrevne i lejrene.
ACT-medlemmerne arbejder gennem kirker og lokale netværk for at identificere behovene og prioritere hjælpen til de overvejende ”usynlige” internt fordrevne familier og de i stadigt stigende grad sårbare lokalsamfund, der huser dem.
|
| Maria Buira og hendes mor foran hendes hjem, hvor hun nu huser 18 internt fordrevne landsmænd. Foto: Anna Muinonen/FCA-ACT International. |
Ifølge en liste, der er udarbejdet af en lokal præst, har Maria Buiras familie åbnet sine døre for 18 mennesker, der er flygtet fra Masisi, en by i det østlige DR Congo.
”Jeg kunne ikke afvise dem, men da de begyndte at blive for mange, startede jeg med at kigge efter andre steder, hvor nogle af dem kunne bo. Mit hus er lille, som du ser”, siger Maria.
Hun fandt ejeren til en ufærdig murstensbygning rundt om hjørnet og overtalte ham til at låse porten op for at give nogle af de internt fordrevne familier mulighed for at slå lejr på byggegrunden.
|
| Twagira på 23 med sine børn. Det yngste barn er født ind i flygtningelivet. Foto: Anna Muinonen/FCA-ACT International. |
”På andres nåde”
På den ufærdige trappesten til skelettet af et murstenshus har tre familier slået lejr under det klodset opførte tag. Twagira, en 23-årig mor til fire børn, sidder på en bunke mursten og holder sit seksmåneders yngste barn, som er blevet født ind i tilværelsen som internt fordreven.
Twagira og hendes mand forlod deres landsby Tongo for første gang i januar.
”Vi kom hele vejen til Goma, fordi der var ikke sikkert tættere på vores hjemlandsby. Her i Goma lever vi på andres nåde, der er ikke nogen marker, vi kan dyrke. Min mand tager ud i byen hver dag og kigger efter små opgaver, han kan hjælpe andre med hér og dér til gengæld for 200 eller 300 franc (mindre end 3 kroner)”, siger Twagira. ”Der er ingen latriner. Når det regner, kommer vandet ind. Vi har ingen madrasser, vi sover på de bare sten… Vi vil bare hjem”, forklarer Twagira.
Udover de dårlige tilflugtsforhold for nogle familier, er værtsfamiliernes sårbarhed også stigende. Med ankomsten af de ny flygtninge kan behovet for brænde fordobles eller tredobles i lange perioder, og det omgivende miljø er begyndt at lide under afskovning.
Opbrudte liv og plyndrede hjem
Byamungu, en 18-årig ung mand, der hjalp ACT-holdet under dets besøg i lokalsamfundet, ser misundeligt på børnene, der kommer hjem fra skole. ”Hjemme gik jeg i 8. klasse. Jeg løb ikke væk under skyderierne. Jeg flygtede, fordi jeg hørte, at krigen var på vej. Og hver gang krigen kommer, kommer de til landsbyerne og rekrutterer unge drenge med tvang. Jeg ville ikke være en soldat. Jeg vil tilbage til skolen, men nu er jeg bare optaget af at hjælpe den familie, der huser os her. Jeg bruger hele dagen på at lede efter små ærinder, jeg kan løbe for andre, så jeg i det mindste er i stand til at tage lidt penge med tilbage til vores værtsfamilie ved dagens afslutning.
I takt med volden fortsætter familier med at løbe for deres liv og efterlade alt det, de lige havde genopbygget, til igen at blive ødelagt. Marias mor, der flygtede til Goma fra Kitchanga tidligere på året, siger, at hendes hus er blevet plyndret, og at næsten alt er væk. På spørgsmålet omkring hvorvidt hun planlægger at vende tilbage, svarer hun: ”Lad mig spørge dig om en ting: Er det forbi? Er krigen slut? Hvorfor vende tilbage bare for at skulle flygte igen?”
Af Anna Muinonen/FCA-ACT International