Efter næsten tre århundreder som spansk koloni opnåede Guatemala sin uafhængighed i 1821.
Et fælles kendetegn for de fleste af de regimer, der har styret landet, har været en systematisk undertrykkelse af mayaindianernes rettigheder og undertrykkelse af menneskerettighederne generelt.
Kun da den reformvenlige venstreorienterede præsident, Jacobo Arbenz Guzmán, kom til magten i 1950, lykkedes det at forbedre levevilkårene for den fattige mayaindianske befolkning. Arbenz, der blev støttet af det kommunistiske parti, gennemførte omfattende jordreformer og eksproprierede land, der bl.a. tilhørte amerikanske selskaber. På den baggrund tog militæret, støttet af overklassen og den amerikanske efterretningstjeneste CIA, magten ved et kup i 1954, hvor Arbenz blev dræbt.
Blodig konflikt og fredsaftaler
Det markerede begyndelsen på en 36-årig borgerkrig, hvor flere end 200.000 mennesker blev dræbt, omkring 50.000 mennesker "forsvandt", mens op mod en million blev drevet på flugt i og uden for landet. Hovedparten af de dræbte var civile og langt størstedelen mayaindianere.
Borgerkrigen eller "den væbnede konflikt", som guatemalanerne selv betegner det, var på sit højeste under general Efraín Ríos Montts styre i 1981-82. I løbet af hans 17 måneders korte regeringsperiode gennemførte hans civile selvforsvarspatruljer, de såkaldte PAC'er, omfattende overgreb og massakrer på civilbefolkningen i et forsøg på at fjerne guerillabevægelsens basis. Det blev kaldt 'den brændte jords taktik' og resulterede i, at hundredvis af mayalandsbyer blev udslettet og mange tusinder sendt på flugt eller dræbt.
Der blev sat punktum for den blodige konflikt i 1996, da regeringen og oprørsbevægelsen underskrev et omfattende sæt fredsaftaler, der bl.a. forpligter regeringen til at iværksætte politiske og sociale reformer for at komme de sociale og økonomiske uligheder til livs, der i sin tid var årsag til borgerkrigen.
Aftalen indeholdt bl.a. mål for en mere produktiv og bæredygtig udvikling, modernisering af staten og styrkelse af lokalbefolkningens deltagelse. Kvindernes og den mayaindianske befolknings rettigheder var et tværgående emne i alle delaftalerne, og der blev lagt særligt fokus på at reducere fattigdommen og skabe en bedre fordeling af goderne.
Men fredsaftalen fra 1996 indeholdt ikke mange konkrete anvisninger på, hvordan målene skulle nås, og i dag er kun få af de lovede reformer ført ud i livet. På trods af enkelte forbedringer på uddannelses- og sundhedsområdet er levevilkårene for langt størstedelen af befolkningen ikke blevet synderligt forbedret siden borgerkrigen sluttede.
Spanierne indførte feudal struktur
De sociale konflikter i dagens Guatemala har sammen med den udbredte racisme, som den mayaindianske befolkning også udsættes for, sine historiske rødder i de spanske invasorers overgreb, da Spanien i 1523 erobrede Guatemala.
Som krigsbytte uddelte Spanien jord til soldater og regeringens embedsmænd, der blev Guatemalas første godsejere. Samtidig fordrev man den indfødte befolkning - mayaindianerne - fra de frugtbare områder af landet, som blev overtaget af spanske jordbesiddere, der fik både stor politisk og økonomisk magt.
Jorden blev bl.a. udlagt til store kaffefarme. Det skabte en feudal struktur med opdelingen i såkaldte minifundier og latifundier. Latifundierne eller storgodserne er enorme jordområder, hvor der ofte dyrkes eksportafgrøder som kaffe, bananer eller sukker.
De er baseret på massiv brug af billig, mayaindiansk arbejdskraft. Minifundierne er små jordlodder, som størstedelen af den mayaindianske befolkning må leve af.
Denne koloniale struktur er blevet videreført helt op til i dag, hvor Guatemala stadig kæmper med en ekstremt skæv jordfordeling: To procent af befolkningen ejer 70 procent af de produktive jorder, mens over en million familier i landområderne tilsammen ejer cirka 20 procent af landbrugsjorderne.