| Der er hårdt brug for flere hænder til at få nødhjælpen ud til ofrene. |
I forbindelse med FN’s generalsekretær Ban Ki-Moons besøg i Burma, er der kommet en besked om, at der vil blive åbnet op for nødhjælpsarbejdere i landet. Men det er endnu ikke klart, hvad det helt konkret betyder.
”Enhver åbning er selvfølgelig glædelig. Men inden vi bliver alt for begejstrede skal vi lige se, hvad åbningen betyder helt konkret. Hvis det bare betyder, at flere nødhjælpsarbejdere kan få visum ind i landet, gør det ikke den store forskel. Hvis det derimod betyder, at vi får adgang til de områder i floddeltaet, som hidtil har været lukkede, så vil det gøre en kæmpe forskel, ” fastslår generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær.
Folkekirkens Nødhjælps lokale samarbejdspartnere er nået ud med hjælp til hen ved 100.000 familier – også nogle af dem, der bor i de lukkede områder.
”Men hvis der for alvor bliver åbnet op, vil vi og de andre nødhjælpsorganisationer kunne gøre langt mere for de mange tusinde nødstedte familier,” siger Henrik Stubkjær.
Folkekirkens Nødhjælps udsendte medarbejder i Yangon mødes i eftermiddag med FNs generalsekretær for at drøfte nødhjælpsarbejdet.
Flere oplysninger
-
Mediechef Lisbeth Engbo, mobil 29700625
-
Asien-koordinator Jonas Nøddekær, mobil 29699121
-
Katastrofechef Lisa Henry, mobil 29619904
