sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Undtagelsestilstand i Kirgistan
Print
Onsdag erklærede Kirgistans præsident Kurmanbek Bakiyev undtagelsestilstand i hovedstaden Bisjkek og tre andre områder efter at mindst 12 personer var blevet dræbt i voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi. Undtagelsestilstanden kommer efter at den forarmede befolkning flere steder har demonstreret mod stigende priser på el...
07.04.2010 af Jutta Weinkouff

”Der er skyderi i gaderne, og militæret har placeret snigskytter på tagene. Vi sidder på kontoret uden at vide, om vi tør gå hjem eller om det er for farligt at vove sig ud i gaderne”, siger Tatiana Kotova, Folkekirkens Nødhjælps regionale repræsentant i hovedstaden Bisjkek.

Samtidig er Tatiana Kotova bekymret for, at politi og militær skal ransage kontorbygningerne omkring præsidentboligen for at lukke forbindelser til udlandet.

Det er i dette område, Folkekirkens Nødhjælp har til huse.

Myndighederne har allerede lukket internet og telefoner.

Oppositionsledere arresteret

Flere steder i Kirgistan har der de foregående dage været protest-aktioner mod de prisstigninger på el og varme, regeringen indførte d. 1. januar i år.

Oppositionen har bakket op om protesterne og krævet præsidentens afgang.

Natten mellem tirsdag d. 6. og onsdag d. 7. blev mindst 10 oppositionsledere arresteret af statens sikkerhedsstyrker.

Arrestationerne fik onsdag tusinder af utilfredse kirgisere på gaden, hvor de bl.a. forsøgte at indtage regeringsbygningen.

Militæret svarede kraftigt igen, og ved middagstid onsdag erklærede præsidenten undtagelsestilstand.

”Undtagelsestilstanden kan være et alvorligt forsøg på at kvæle oppositionen”, vurderer Tatiana Kotova.

Kl. 13 rapporterede bloggere fra Bisjkek, at mellem 12 og 20 personer er dræbt.

Fakta

I 2005 førte manglende resultater i kampen mod fattigdom og anklager om omfattende korruption til en folkelig revolte, som tvang den daværende præsident Akayev fra magten.

Lederen af protesterne, Kurmanbek Bakiyev, blev ny præsident og nød i begyndelsen stor folkelig opbakning.

I dag står præsident Bakiyev overfor lignende anklager. Oppositionen beskylder ham for at have ofret demokratiske standarder for at holde ro og orden, mens han samtidig har konsolideret magten hos sig selv, sine brødre og sin søn.

I de seneste to år har myndighederne slået ned på de frie medier og strammet grebet om oppositionsledere, der rutinemæssigt er blevet intimideret og anklaget for kriminelle handlinger.

Folkekirkens Nødhjælp i Kirgistan

Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Kirgistan siden 1996 og udgør sammen med to søsterorganisationer – ICCO fra Holland og Christian Aid fra Storbritannien – ACT Alliancen i Centralasien.

ACT Alliancen arbejder i Kazakhstan, Kirgistan og Tajikistan med udvikling og katastrofeberedskab for et årligt budget på 40 millioner kroner.

Heraf udgør Folkekirkens Nødhjælps del 12 millioner.


Giv et bidrag

sms

sult

til

1277 

og støt med

50 dkk 

Artikler ud fra emne