| Skuffende: ikke flere penge til verdens fattigste. |
Der er ingen nye penge til verdens fattigste i regeringens finanslovudspil. Sådan siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Henrik Stubkjær i en kommentar til regeringens finanslovsudspil.
Henrik Stubkjær betegner udspillet til finanslov som både ”uambitiøst og skuffende”.
”Selv om regeringen lægger op til en stigning på 150 mio. kr. sammenlignet med det oprindelige finanslovforslag fra august måned sidste år, spises pengene op af forberedelserne til FNs klimatopmøde i København 2009,” siger Henrik Stubkjær.
”Der er altså ingen nye penge til verdens fattigste i regeringens finanslovsudspil. Dermed lever regeringen ikke op til egne løfter om at ville øge udviklingsbistanden i de kommende år, og det er i modstrid med det brede u-landspolitiske flertal, som tegner sig både i Folketinget og hos vælgerne. Vi håber derfor, at regeringen kommer til besindelse. Og vi efterlyser en reel vilje til også i praksis at tilføre nye penge til verdens fattigste,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær
