Folkekirkens Nødhjælps og de 11 andre nødhjælpsorganisationers sult-bekæmpende arbejde foregår primært i Somalia, det nordlige Kenya og det sydlige Etiopien.
Der er mange typer af indsatser fra uddeling af mad og vand til etablering af midlertidige boliger og lægehjælp.
På kort og på langt sigt
Ud over uddeling af akut nødhjælp arbejder Folkekirkens Nødhjælp også på langt sigt.
I Magole i Etiopien er 238 familier i gang med at udgrave et kæmpe vandbassin. Familierne får penge for at hjælpe med udgravningen, 10 kroner om dagen, som de kan købe majs og andre varer for på det lokale marked.
På længere sigt vil vandbassinet kunne opsamle det dyrebare regnvand, så der igen er vand til mennesker og dyr i området.
På den måde går kortsigtet nødhjælp hånd i hånd med udviklingsarbejde, der har til formål at forebygge kommende tørkekatastrofer.
Øvrige indsatser efter TV-indsamlingen
SOS Børnebyerne er i gang med at udvide kapaciteten på et hospital i Somalias hovedstad Mogadishu. I Etiopien har organisationen uddelt nødhjælp til 1.538 af de værst ramte familier via pengene fra Afrika Nu! indsamlingen.
Læger uden Grænser har lige nu 38.000 personer, heraf flest børn, i behandling for underernæring og har indtil videre vaccineret 66.700 børn mod mæslinger, en sygdom der udgør en alvorlig trussel for underernærede børn.
UNICEF har sendt 3.706 ton nødhjælp af sted til Østafrika og i det nordlige Kenya har 20.490 katastroferamte børn fået skolematerialer. Og i Somalia er mange børn i flygtningelejre kommet i skole, hvor de får undervisning samt rent vand, mad og adgang til sanitære faciliteter.
I Somalia har pengene fra Afrika nu! bidraget til at mere end 16.000 børn og voksne har fået mad og lægehjælp hos Røde Kors, som på grund af de meget akutte behov driver 26 mad-og sundhedscentre og 12 mobile klinikker.
Pengene har også sikret uddelingen af familie-fødevarepakker (72 kg ris, 16,7 kg bønner og 12 kg olie) til 3 måneders forbrug til 170.000 familier i syd- og central Somalia hvortil meget få organisationer udover Røde Kors har adgang.
I Etiopien bliver midlerne brugt til at transportere vand til de tørkeramte områder og til at reparere vandpumper og brønde.
