sms

nød

til

1277

og støt med

150 dkk

(+ alm. trafiktakst)

Tusindvis hjulpet i Cambodja efter oversvømmelser
Print
I september 2011 oplevede Cambodja nogle af de værste oversvømmelser i over et årti. Folkekirkens Nødhjælp stod i spidsen for et projekt, der imødegik den umiddelbare krise for de fattigste familier. Men problemerne er ikke overstået endnu.
19.04.2012 af Ane Feierskov Knudsen
© DCA
Ris, olie, salt og sæbe er nogle af livsfornødenhederne i en katastrofesituation.

I de seneste år er hyppigheden og sværhedsgraden af ​​tørker og oversvømmelser i Cambodja steget.

Ved oversvømmelserne i september 2011 var flere end 1.700.000 mennesker berørt af oversvømmelserne, 50.000 familier blev fordrevet fra deres hjem, og omkring 250 mennesker omkom. Cirka 13 procent af Cambodjas rishøst blev beskadiget, og oversvømmelserne forvoldte store skader på huse, veje og broer.

Det var især de fattigste, det gik ud over – ikke mindst landbrugere, som mistede den vigtige rishøst, der skulle have sikret dem mad i de kommende måneder. Men også daglejere i landbruget har haft svært ved at finde arbejde siden oversvømmelsen, og fiskere omkring Tonle Sap-søen kunne ikke fiske.

Samtidig var sundhedssituationen meget kritisk. Mangel på rent drikkevand som følge af forurenede brønde og masser af oversvømmede sundhedscentre, gjorde situationen endnu værre.

Mad, sundhed og genopretning

Folkekirkens Nødhjælp stod i spidsen for et projekt støttet af EU’s katastrofekontor, ECHO, der imødegik den umiddelbare fødevarekrise for de meget fattige og sårbare familier. Projektet blev gennemført i samarbejde med lokale NGO’er, som Folkekirkens Nødhjælp har samarbejdet med gennem lang tid.

I alt 22.266 husstande modtog hjælp, hovedsageligt ekstremt sårbare familier, der var alvorligt berørt af oversvømmelserne.

© DCA
Projektet var koncentreret omkring Tonle Sap-søen og langs Mekong floden, der var hårdt ramt.

Der blev især fokuseret på udlevering af madrationer, sundhedspakker og sundhedskampagner for at undgå sygdomme. Projektet istandsatte også brønde, der var beskadiget af oversvømmelserne. Desuden var der fokus på at få genoprettet eksistensgrundlaget for de meget sårbare familier. Husstande med landbrugsjord modtog ris, der hurtigt kunne høstes og husstande uden landbrugsjord kunne modtage kontanter på op til 42 euro, der vil gøre dem i stand til at starte indkomstskabende aktiviteter med hurtigt afkast.

Flere oversvømmelser forventes

Lokale ledere peger på behov for at reparere infrastruktur beskadiget af oversvømmelserne såsom veje i landdistrikter og kunstvanding samt forebyggelse af fremtidige katastrofer.

"Vi forventer nye oversvømmelser igen i år, og katastrofeforberedelsen i landet er fortsat svag. Derfor er det vigtigt at tænke katastrofeforebyggelse og -beredskab ind i alle de aktiviteter, der udføres i hjælpearbejdet", siger Folkekirkens Nødhjælps programkoordinator i Cambodja, Colas Chervier.

 

Projektet startede i oktober 2011 og afsluttedes 4. april 2012.

Støttet af EU's katastrofekontor, ECHO.

.


Artikler ud fra emne