Den såkaldte TRIPs aftale om intellektuelle ejendomsrettigheder har drastiske konsekvenser for verdens småbønder. Et af de områder, hvor aftalen rammer hårdt, er adgangen til såsæd og landbrugsteknologi.
”Der er akut brug for at vedtage en erklæring om TRIPs aftalen og fødevaresikkerhed, der giver fattige landmænd ret til frit at bruge den nyeste såsæd og den bedste landbrugsteknologi,” siger Christian Friis Bach, der er international chef i Folkekirkens Nødhjælp.
”Formålet må være at bekæmpe fattigdommen og at sikre familierne mad nok til at overleve. Den erklæring bør forhandlerne vedtage ved ministermødet i WTO i næste uge.”
Såsæden og høsten
Ude på landet i Indien og Afrika er såsæden et afgørende omdrejningspunkt. Den såsæd, verdens fattige landmænd vælger, afgør årets høst og familiens velfærd i hele det kommende år. Såsæden er afgørende for at bekæmpe sult og fattigdom.
I 2001 gav TRIPS-aftalen anledning til en stor retssag i Sydafrika, hvor 39 internationale medicinalvirksomheder havde lagt sag an mod Sydafrikas regering, fordi regeringen ville bryde de internationale patentregler – altså de intellektuelle rettigheder – for at skaffe billig medicin til millioner af hiv-smittede sydafrikanere.
Det vakte så stor opsigt, at aftalen fik tilført nogle undtagelser for kopimedicin til aids-patienter.
Privatisering og patenter
Men TRIPS-aftalen rammer verdens fattige lande på andre områder, som f.eks. adgangen til såsæd og landbrugsteknologi.
”Konsekvenserne er ikke så umiddelbart nemme at få øje på som i sagen om aids-medicin, ” siger Christian Friis Bach. ”Men reelt kræver aftalen menneskeliv, når høsten slår fejl, og bønderne ikke har råd til at købe såsæd og gødning.”
Når katastrofen rammer
Malawi er ramt af en meget alvorlig sultkatastrofe. Det skyldes tørke og fejlslagen høst, men også at landmændene har købt og sået moderne hybridmajs. Hybridmajs kan give højere udbytte, men er ofte mere sårbar overfor tørke. Hybridmajsen er gold og kan ikke anvendes til såsæd året efter. Når høsten slår fejl, har landmændene ikke råd til at købe ny såsæd.
Det bliver til en negativ spiral med sult til følge. I Indien har tusinder af landmænd begået selvmord efter at være endt i en gældsfælde på grund af de nye landbrugsmetoder, hvor de hvert år måtte købe ny såsæd og kunstgødning.
Traditionelt har landmænd i hele verden anvendt en del af høsten som såsæd det næste år. Såsæd er blevet udvekslet med naboer, og udviklet lokalt gennem udvælgelse og forædling.
Der findes nye plantesorter, som giver større udbytte og er mere stabile. Men de bliver i stigende omfang beskyttet af sortsbeskyttelse og af patenter. Derfor koster de mere.
Samtidig er de tit del af en pakke, hvor landmændene også skal købe gødning for at få gode resultater, og det er dyrt.
De fattige glemmes
Dertil kommer, at de private virksomheder især forsker i planter og produkter, der kan give fortjeneste. Det er ikke den fattige landmand, der udvikles planter til - han har ikke nogen købekraft.
Endnu mere uretfærdig bliver TRIPs aftalen, når man tænker på, at mange af de beskyttede planter og produkter er udviklet på baggrund af den store biologiske mangfoldighed og den traditionelle viden i verdens fattige lande.
Der findes mange eksempler, hvor vestlige firmaer har brugt viden og materialer fra ulandene til at udvikle, beskytte, patentere og sælge nye planter og produkter. I nogle tilfælde kan det betyde at mennesker i u-landene pludselig skal betale for planter og produkter, som de selv har bidraget til at udvikle.
Folkekirkens Nødhjælp har udgivet rapporten You Reap What You Sow i december 2005.
Download rapporten her: