Hvor vejen ender, tager floderne over. Den hullede asfalt afløses af mudret vand omkranset af kokospalmer og rismarker, der strækker sig til horisonten ender og den lyseblå himmel begynder.
Den mægtige Ayeyarwaddy flod, der efter sit udspring i Himalaya snor sig gennem landet, spredes her i et stort floddelta, inden den møder havet ved den Bengalske Bugt.
Over det seneste århundrede er de tidligere malaria-befængte mangrovesumpe blevet forvandlet til frugtbare rismarker og floder fulde af fisk.
De er nu begravelsesplads for op mod 200.000 mennesker, der døde den rædselsnat i maj 2008, hvor super-cyklonen Nargis ramte Burma.
Tavse minder om rædsel
I de små fjerntliggende landsbyer omgivet af vand taler de overlevende kun sjældent om de døde og deres kamp den nat.
Om hvordan de siddende i toppen af svingende palmetræer ikke havde kræfter til at holde fast i alle deres børn og måtte vælge hvilke af dem, de smed i bølgerne.
Om hvordan skolen, hvor det meste af landsbyen søgte tilflugt fra flodbølgen til sidste, brød sammen så der i dag ikke er andet tilbage end et par mursten.
Om hvordan de mistede grebet i deres elskede, der tavst eller skrigende forsvandt i vandmasserne.
Eller om det syn, der mødte dem ved daggry, hvor vandmasserne fortrak – og efterlod et morads af ingenting.
Nye ægtefæller
Nu tre år senere er det kampen for at få mad på bordet, betale lånehajerne, undgå sygdom og finde penge til børnenes skolegang, der fylder.
Men der bliver også langsom plads til glæde og håb for fremtiden. For eksempel har mange af de efterladte giftet sig på ny.
“Det er ikke som den kærlighed, jeg havde med min tidligere kone, som jeg havde kendt, siden vi var børn,” forklarer en nygift fisker i 50-erne, der mistede sin kone og børn under cyklonen.
“Det er mere praktisk og for samværets skyld”.
Andre joker med en god portion burmesisk humor om, at de international organisationer som del af deres hjælpe- og udviklingsprojekter skulle overveje målrettet distribution af koner – og ikke bare såsæd og vandbøfler.
Halvtom skole
Babyer og småbørn titter frem overalt I landsbyerne. I landsbyen Armakhan er der kommet nye børn til i halvdelen af familierne, men landsbyens nybyggede lille skole er dog stadig halvtom.
Kun 12 af landsbyens 60 skolesøgende børn overlevede den nat.
Læreren er statsansat, men for en ussel løn; så forældrene til skolesøgende børn sørger også for den daglige mad til hende og fra tid til anden små gaver, så hun ikke som sin forgænger rejser sin vej.
Flid og gamle film
Trods modgangen er det arbejdsomhed, indre styrke og optimisme, der præger befolkningen i disse fjerntliggende egne, hvor den nærmeste by er tre timer væk med motorbåd.
Der er blevet arbejdet hårdt i årene, siden cyklonen ramte.
Med fiskeri, landbrug og genopbygning af alt fra huse og hytter til det lokale kloster og den lille videobiks, der viser burmesiske, koreanske og amerikanske film.
Nogle af gammel årgang, så lyden fra en westernfilm ”Joe, come on over here” og af riffelskud i det fjerne runger ud over bambushytterne fra landsbyens simple højtaleranlæg.
Atter mad på bordet
Det er først nu efter tre hårde år, at indsatsen i markerne for alvor begynder at bære frugt.
Det første år var såsæden ødelagt, vandbøflerne, der bruges til pløjning, var døde og jorden fuld af salt.
Det andet år åd rotter risen, inden den var modnet på marken.
Bøndernes gæld til lånehajerne tårnede sig op, og de allerfattigste landarbejderne måtte nøjes med to sølle måltider om dagen – på trods af en del nødhjælp udefra.
Men nu er der mad på bordet igen efter den første gode høst.
Landarbejderne har fået arbejde, bønderne har kunnet betale det meste af deres gæld tilbage – trods de månedlige renter på 10 % - og der er endda nok såsæd til næste sæson.
”Sidste år kunne jeg kun betale halvdelen af min gæld tilbage, men nu kan jeg betale næsten det hele tilbage og har stadig nok ris til mad og til såsæd” forklarer en kvindelig bonde.
Værdifuld viden
En del af fremgangen skyldes den fortsatte støtte fra Folkekirken Nødhjælps lokale samarbejdspartner, som lokalbefolkningen har gjort god brug af.
Først nødhjælpsrationer i form af ris, olie, lidt tøj og andre basale fornødenheder.
Senere såsæd, gødning, vandbøfler, mini-traktorer, landbrugsredskaber og træning i forbedrede landbrugsteknikker.
De lokale sætter især pris på træning og uddannelse:
”Andet kan gå i stykker eller forsvinde igen men ny viden vil vi opbevare i vore hjerter,” fastslår en ældre bonde.