”Jeg er lidt øm i benene her til aften”, siger Mutinta, da vi falder i snak med hende omkring ildstedet en vinteraften i juli måned i landsbyen Chalimongela i Zambias sydprovins.
Mutinta, der er distriktsforkvinde for ”Women for Change” (Kvinder for Forandring), har ansvar for løbende kontakt til 83 lokalforeningen. Hun er netop kommet tilbage fra et 2-dages besøg hos en af foreningerne, der lå i 5 timers gang fra hendes eget hjem. Med sig på turen havde hun sin 6 måneders gammel datter og en taske med det mest nødvendige tøj til her i den tørre, kolde tid.
Landsby med skole og brønd
Mutinta er fra provinsbyen Choma ved Zambias øst-vest hovedvej. Her har hun fået sin uddannelse, som nu kommer hende til gavn i Chalimongela, 110 km ude i bushen. Hendes mand er lærer på den lokale skole, som blev bygget for ca. 15 år siden af regeringen efter hårdt pres fra de lokale ”Women for Change” grupper, der ikke længere ville finde sig i, at deres børn skulle gå 20 km til skole hver vej.
En brønd blev bygget for et par år siden takket være penge, der kom fra Danmark igennem Folkekirkens Nødhjælp. En fin lille stenplade ved brønden fortæller, at brønden er skænket af Lisbeth Sørensen. Nu mangler de bare en klinik. Den nærmeste ligger 40 km væk, og det er ikke nogen spøg at skulle fragtes så langt i oksekærre, hvis man er alvorlig syg.
Undervisning gør en forskel
Mutinta og hendes mand er glade for at bo i Chalimongela. De kan se, at de kan gøre en forskel ved at undervise børn i skolen og igennem ”Women for Change” sætte gang i den lokale udvikling, baseret på ligestilling mellem mænd og kvinder. De har en beskeden løn, men kan selv dyrke deres mad, og ved hjælp af en solcelle på taget har de sågar lidt strøm til lys og et fjernsyn.
Lidt sværere er det med telefonnettet. Mutinta må stille sig op på nogle mursten et bestemt sted i landsbyen for at komme højt nok op til at kunne få forbindelse til omverdenen. Det er ikke altid hun kan lave aftaler med grupperne, inden hun begiver sig af sted.
Byggeaktiviteter som fødevarelager og hønsehus
Fællesskabet i landsbyen betyder meget for dem. Her tager folk sig af hinanden. De har gang i en masse fælles byggeaktiviteter: et fødevarelager til deres majsafgrøder, hvor de i fællesskab kan opbevare overskudafgrøder beskyttet mod vejr, vind og dyr, som eller tager deres del af afgrøderne i de mere traditionelle lagerhytter.
De er ved at bygge et stort hønsehus, hvor de månedligt vil producere 100 landhøns til salg. Overskuddet skal bidrage til at skaffe mad og skolepenge til børn, hvis forældre er døde af AIDS.
Her møder vi også Emerson – også kaldet Samson. Han er også med i ”Women for Change”. Han har også fået en uddannelse og arbejdede i nogle år i hovedstaden, Lusaka. Men livet i storbyens slumkvarter blev for usikkert, hvordan skulle han sørge for sig selv og sin familie, når han blev gammel?
Han valgte derfor at flytte tilbage til landsbyen, fik tildelt et stykke jord af høvdingen, hvor han nu kan brødføde sin familie på 1 kone og 4 børn. Han har 7 køer, 26 geder og et utal af høns, der vimser omkring på gårdspladsen.
Lidt kontanter skaffer han sig ved at begive sig ud med hakke og skovl i bjergene nogle kilometer væk, hvor der ligger en lille tin mine langt fra alfarvej. Det er hårdt arbejde. Et kilo næsten ren tin skaffer ham 10 kroner i indtægt fra opkøberne.
Familien er vigtig
En gang om året – i tørtiden, hvor der ikke er så meget arbejde – samler Emerson hele storfamilien. Det er vigtigt, at man kender sine rødder og holder forbindelserne ved lige, understreger han.
Når hans børn bliver giftefærdige, ønsker han, at de ligesom han selv gjorde, bliver boende hos forældrene de første par år af deres ægteskab. Derved kan de lære, hvordan de skal klare sig som familie, inden de får tildelt deres egen jord og bygger deres egne små hytter.
Uffe Gjerding
Folkekirkens Nødhjælps landerepræsentant i Zambia
Juli 2009