|
| Hamad, Mariam og Sahja med nogle af deres børn ved deres teltplads. |
Efter flere timers kørsel gennem den palæstinensiske ørken når vi frem til familien Rashaydeh.
Det er længe siden, at vi kørte fra grusvejen og ud i det bare, bakkede ørkenlandskab.
En firhjulstrækker får os sikkert op over stejle bakkedrag og over udtørrede vandløb, og på vejen passerer vi kameler, der langsomt lunter af sted og et par drenge på æselryg med deres geder.
Selvom det er vinter, varmer solen os.
De høje dagstemperaturer snyder dog, og om natten er det iskoldt.
Teltliv
Ørkenens tavshed brydes, da familien Rashaydehs yngste løber os i møde.
Familien bor i telte spredt udover en lille fordybning i bakkelandskabet.
De har to telte og en indhegning til deres geder, som netop er på vej tilbage fra græsning og nu iler imod fodringstrugene.
Hamad vinker os over, og Mariam går os i møde fra et af teltene.
Hurtigt bliver vi budt på varm myntethe og velduftende nybagt fladbrød med det karakteristiske smør og yoghurt, som beduinkvinderne er kendt for.
”Uden vand kan vi ikke leve som beduiner,” fortæller Hamad Rashaydeh.
”Vores dyr, børn og vi selv dør uden vand. Vi køber vandet dyrt nu, men vi har ikke råd til det, og vi skylder flere og flere penge væk”.
Hamad Rashayedeh og hans familie er beduiner og lever som generation efter generation har levet før dem.
Beduinerne er hyrder og følger deres får og geder i det ørkenagtige, bakkede landskab, som udgør det meste af Vestbredden.
Beduinerne lever i telte og under patriarkalske familiestrukturer.
Hamads familie består af hans mor, hans to koner, Mariam og Sahja, 23 børn og to børnebørn.
Det yngste barnebarn, Mohammed, er kun 10 dage gammel, da jeg besøger familien.
Han blev født i ørkenen i et af familiens telte med hjælp fra sine to bedstemødre.
Dyre dråber
|
| En traktor fra den nærmest liggende landsby, som familien lejer til at hente vand fra den nærmeste brønd. |
Familien Rashaydeh lever i område C, dvs. den del af den besatte Vestbred, der er under fuld israelsk kontrol.
Her er den israelske hær ansvarlig for både sikkerhed og sociale ydelser.
Konflikten mellem israelerne og palæstinenserne rammer beduinerne hårdt, fordi israelerne ikke lever op til de forpligtelser, en besættelsesmagt ifølge international lov har over for en besat befolkning.
Ifølge international lov skal besættelsesmagten bl.a. sørge for elektricitets- og vandforsyningen.
I århundreder har beduinerne fulgt deres dyr derhen, hvor der findes græsningsarealer og vand.
Førhen gjorde familien Rashaydeh det samme, men på grund af besættelsen og den israelske hærs kontrol med familiens færden, har familien nu slået sig permanent ned i deres vinterbolig.
I stedet for at rejse hen, hvor vandet løber, må de i stedet købe de dyre dråber.
”Som det er nu, kører vi hver dag ind til landsbyen i vores traktor for at få vand. Det koster os mellem 70 og 100 shekel dagligt (105-150 DKK)”.
Bare 100 kroner om dagen er for meget for familien, som har mange munde at mætte, og det vand, de køber, er udelukkende til familiens husholdningsbrug.
Dyrene vandes ved en vandcisterne langt fra familiens bolig.
I stedet for at gå i skole rider de yngste drenge hver dag den lange vej til en vandcisterne, som Folkekirkens Nødhjælp har renoveret i samarbejde med palæstinensisk KFUM.
2000 år gamle cisterner
|
| Mariam og fire af hendes børn |
Den ekstreme vandmangel skyldes både tørke, indskrænkninger i den frie bevægelighed og fattigdom.
På grund af besættelsen er det yderst vanskeligt for nødhjælpsorganisationer at imødekomme beduinernes behov.
En uudnyttet ressource er de mere end 2000 år gamle antikke vandcisterner, som i generationer har leveret vand til beduinerne og deres dyr.
Cisternerne er ikke blevet vedligeholdt siden besættelsens begyndelse i 1967, men beduinerne kender systemerne ud og ind.
Folkekirkens Nødhjælp og KFUM er i færd med at renovere 51 cisterner. En af dem ligger i familien Rashaydehs ’baghave’.
”Vi glæder os til at vandcisternen bliver færdig” forklarer Hamad, og hans kone Mariam fortsætter:
”Med vand så tæt på sparer vi både penge og tid. Måske så meget, at flere af børnene kan komme i skole”.
Uden at skulle købe vand, sparer familien penge, så at de kan betale af på deres lån.
Den sparede tid kan de i stedet kan bruge på at sælge mælk og ost fra deres dyr på det lokale marked, ligesom børnene kan komme i skole.
Vigtigst af alt slukker vandet deres tørst og tillader familien at leve som beduiner i endnu en generation.
Tekst: Signe Fischer Smidt. Foto: Erik Johnson, januar 2011