| Folk slog lejr i Bisjkek for at kunne deltage i demonstrationerne. |
På trods af at jeg først ankom til Bisjkek for halvanden uge siden, har opholdet allerede nu givet et interessant indtryk af den komplekse politiske situation i Kirgistan.
CIB arbejder således med et højaktuelt emne – styrkelse af Kirgistans svage civilsamfund.
Det gør de blandt andet ved at øge befolkningens bevidsthed om demokratisk valgdeltagelse, træne andre NGOere samt fremme erfaringsudveksling og samarbejde mellem NGOerne i Kirgistan.
Som et led i dette har CIB deltaget meget aktiv i de seneste års kamp for demokratiske reformer, og lederen af CIB, Asiya Sasykbaeva, er i dag en kendt person i det politiske landskab i Kirgistan.
Tåregas og gummikugler
CIB har derfor også været involveret i det nyligt afholdte protestdemonstrationer, som allerede var i gang, da jeg ankom. Blandt de mange årsager til protesterne var manglende demokratisk fremskridt under Bakiev, den fortsatte korruption og manglende forbedringer i befolkningens levevilkår. Hertil skal lægges den konstante konflikt mellem nord og syd.
Oppositionen krævede en ny demokratisk forfatning samt nyvalg til præsidentposten. Det var krav, der blev fremført med fredelige midler i form af blandt andet taler og marcher rundt i Bisjkek under slogans som ”Vi holder Kirgistans fremtid i vores hænder”.
Protesterne fik imidlertid en tragisk udgang, idet sikkerhedsstyrkerne den 19. april om aftenen opløste demonstrationerne ved brug af blandt andet tåregas og gummikugler. Hvad der præcist skete er fortsat til diskussion.
Myndighederne mener, at oppositionen udløste konfrontationen ved at omringe regeringsbygningen og kaste ting efter sikkerhedsstyrkerne. Oppositionen fastholder derimod, at myndighederne fremprovokerede konfrontationen og overskred dens magtbeføjelser overfor demonstranterne.
Stemmekøb er udbredt
Med en danskers øjne har det selvfølgelig været interessant, men også sørgmodigt at være vidne til forløbet omkring protesterne. Det er opmuntrende at se befolkningens tro på, at de ved egen indsats kan forbedre deres levevilkår.
Sørgmodigt er imidlertid det udfald, demonstrationerne fik, ligesom protesterne dybest set er et udtryk for, at statsmagten ikke fungerer og tager hånd om befolkningens problemer. Blandt andet betyder den store fattigdom, at stemmekøb er et udbredt fænomen.
Samtidig var det en mærkelig oplevelse at sidde i min lejlighed tæt på urolighederne og høre skud samt tåregaspatroner, der blev kastet. I tillæg hertil kan kirgisisk politik i bedste fald beskrives som kaotisk: Alliancerne mellem politikerne skifter konstant, oppositionen er splittet og har derfor ikke fremført entydige løsninger, mens præsidenten har forholdt sig tavs omkring situationen.
I nattens løb havde sikkerhedsstyrkerne ryddet den centrale plads i Bisjkek. Samtidig begyndte myndighederne, efter demonstrationerne var slået ned, at tilbageholde oppositionsmedlemmer, foretage ransagninger af kontorer samt beslaglægge vigtigt materiale, computere og andre ting.
Det var således et mærkeligt syn, der mødte mig på vej til arbejde næste morgen – intet var tilbage på pladsen. Da jeg kom på arbejde herskede der naturligt nok en chokeret stemning hos CIB, hvor alle var usikre på hvordan situationen ville udvikle sig.
Til forhør hos sikkerhedstjenesten
Myndighederne tilbageholder fortsat oppositionsmedlemmer og beslaglagt materiale. Oppositionen har afholdt sig fra at fortsætte protesterne på den centrale plads i Bisjkek – men prøver i stedet at formidle deres syn på forløbet den 19. april og gennemfører mindre, fredelige protestaktioner.
I den anledning fik jeg mulighed for at deltage i en pressekonference afholdt af CIB og andre fremtrædende NGOere den 24. april. Her fremlagde NGO-lederne deres syn på begivenhederne.
Alle fire havde været til forhør hos Den Nationale Sikkerhedstjeneste, hvor de var blevet spurgt om deres syn på såvel forløbet den 19. april som på forfatningsreformer i Kirgistan. NGO-lederne pointerede, at sikkerhedsstyrkerne fremprovokerede og overskred dens magtbeføjelser, samt at myndighederne fører en kampagne overfor NGO-sektoren.
Samtidig blev det slået fast, at de personer, myndighederne nu efterforsker, ikke udgør oppositionen alene – der er tusinder, som står bag dem.
En hovedprioritet hos oppositionen synes fortsat at være en ny forfatning vedtaget i åbenhed efter en bred offentlig diskussion.
Det endelige udfald af kampen mellem myndighederne og oppositionen er fortsat uklart. Set her fra min plads hos CIB er en ting dog sikkert – NGOerne fortsætter kampen for et mere demokratisk Kirgistan.
Af Henriette Kristensen, volontør i Folkekirkens Nødhjælp
