En lille rød plasticrose stikker stift frem midt på et trækors. Korset hænger over den største af de to senge, som fylder næsten hele rummet. To kufferter ligger ovenpå hinanden i et hjørne med hvert sit beskyttende klæde over sig. Et lille hvidt klistermærke med vinger på den ene kuffert afslører, at den har været ude at rejse.
”Da jeg gik om bord på flyet til Beirut var jeg nervøs. Jeg var bange. Jeg havde hørt mange forfærdelige historier om migrantarbejdere i udlandet. Men jeg troede på mig selv, og jeg tænkte, at hvis jeg bare arbejdede hårdt nok, så ville der ikke ske mig noget,” siger 41-årige Rekha Rai, som i dag arbejder som tæppevæver på en fabrik et par skridt fra hendes hjem i udkanten af Kathmandu.
Hun byder på cola og æbler skåret i skiver, og fortæller at, hendes mand er migrantarbejder i Malaysia, og hver fjerde måned sender cirka 950 kroner hjem til familien. Rekha Rai fortæller stolt, at døtrene på 16 og 13 år begge klarer sig flot i skolen. Hun sætter sig ned på sengen og knuger sit lyserøde chiffontørklæde med den ene hånd, mens hun med den anden stryger stoffet mellem sine små knoklede fingre. Igen og igen og igen.
Fra tæppevæver til husslave
"Jeg er tæppevæver. I dag tjener jeg 6.000 rupees (red., ca. 400 kroner) om måneden, men tilbage i 2008 blev jeg arbejdsløs fordi mange af tæppefabrikkerne gik fallit på grund af landets ustabile økonomi og politik. Min mand havde tidligere arbejdet i Qatar. Men han ville ikke af sted igen, så vi blev enige om, at jeg skulle søge job som hushjælp i udlandet,” fortæller Rekha Rai.
28.000 nepalesiske rupees (ca. 1.900 kroner) kostede turen til Libanon. Pengene fik en job-agent, som havde bildt Rekha Rai ind, at det var prisen for et visum.
”Livet i Libanon var hårdt. Jeg stod op klokken seks om morgenen og arbejdede til klokken elleve om aftenen. Jeg havde ingen pauser. Jeg spiste familiens rester,” fortæller Rekha Rai.
Ifølge Folkekirkens Nødhjælps partner i Nepal Pourakhi er der mange tilfælde af misbrug dokumenteret i Libanon såvel som i Golf-landene. Det handler for eksempel om manglende udbetaling af løn, nægtelse af mad, konfiskation af pas, forsinket lønudbetaling, tilfangetagelse, ingen fritid, tvangsarbejde, verbalt og fysisk misbrug. I Libanon er immigranter, gæstearbejdere og flygtninge ikke beskyttet af lovgivning.
”De var grove ved mig,” siger Rekha Rai. ”De råbte ad mig, hvis jeg var for langsom til at lave mad eller gøre rent. Men de slog mig ikke,” siger hun hurtigt og slår blikket ned.
Samtalen går i stå. Der bliver underligt stille. Rekha Rais svigerinde rører lidt på sig. Hun sidder med ryggen op af blikdøren ind til hjemmets eneste rum. Datteren på 16 år sidder på en lille flettet skammel.
Migranternes vilkår
Der er ca. 4 mio. nepalesiske migrantarbejdere i Indien alene og omkring 3,2 mio. migrantarbejdere i andre lande som fx i Golfen og Mellemøsten, hvoraf mange er illegale migrantarbejdere.
Kvinder udgør godt 15 % af den samlede migrerede arbejdskraft.
Fattigdom, social ulighed, arbejdsløshed og underbeskæftigelse er blot nogle af de faktorer, som driver millioner af sted som migrantarbejdere.
Især kvindelige migrantarbejdere er sårbare overfor menneskehandel, og bliver ofte udsat for slavelignende vilkår, når de arbejder som hushjælp.
Kilder: Pourakhi og UN Women www.migration-unifem-apas.org
Jeg beder dem venligt om at gå.
”Ja. Jeg blev slået,” svarer Rekha Rai, da svigerinden og datteren er gået. Rekha åbner langsomt op og fortæller, hvad der egentlig skete i Libanon.
For syg til at arbejde
Rekha Rai skiftede arbejdsplads fire gange på de to et halvt år, hun var i Libanon. Det første sted hun var, blev hun syg med høj feber og opkast efter kun to måneder, og kunne ikke arbejde. Hun blev ikke tilset af nogen læge. Og arbejdsgiveren ville ikke længere have hende som hushjælp, fordi hun var for syg, og sendte hende derfor tilbage til jobbureauet.
Sådan gik det også andet og tredje sted. Rekha Rai var for syg og svag til at arbejde. Jobbureauet ville ikke sende Rekha tilbage til Nepal, selvom hun bad dem om det mange gange. I stedet gav de hende noget medicin. Det virkede ikke. Den fjerde arbejdsgiver tog Rekha Maya Rai til hospitalet, og hun blev rask efter femten dage. ”Det blev min ulykke, at jeg blev rask,” siger hun.
Slået uden grund
Moren og datteren i den nye familie, hvor Rekha Rai arbejdede, slog hende. ”Nogle gange tog de alt mit tøj af mig, slog mig og slæbte mig hen ad gulvet. Uden nogen grund,” fortæller Rekha Rai.
”Jeg havde ingen at tale med. Jeg bad til Gud. Jeg har ikke fortalt nogen før, hvad der egentlig skete i Libanon. Kun brudstykker har jeg fortalt min familie. Jeg skammer mig over det,” siger Rekha Rai og kigger skråt op på væggen, hvor der hænger et billede af hendes mand. Fotografiet er falmet og hænger skævt ovenpå en nepalesisk kalender, som viser de to årstal, som nepaleserne orienterer sig efter – 2012 og 2069. Det er kun et år siden, at Rekha Rai var husslave i Libanon.
Det gør Folkekirkens Nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælps partner i Nepal, Pourakhi, hjælper migrantarbejdere, som er udsat for dårlige arbejdsbetingelser med at slippe væk og hjem til Nepal. Her står Pourakhi parate med et midlertidigt krisehjem, juridisk og praktisk rådgivning, samt hjælp til omskoling og evt. genoptagelse af familiekontakt.
Pourakhi holder oplysningsmøder i landsbyer, hvor de fortæller potentielle migrantarbejdere om processer, papirarbejde og paragraffer, som de skal være opmærksomme på for at kunne forlade landet sikkert – og komme sikkert hjem igen. I et landsdækkende radioprogram i Nepal oplyser Pourakhi om arbejdsvilkår i udlandet og migration generelt.
Folkekirkens Nødhjælp har siden 2007 arbejdet med at forbedre migranters og indvandreres rettigheder i hele Syd- og Sydøstasien.
”Jeg måtte ikke ringe hjem til min familie i Nepal andet mere end ti minutter ad gangen. Jeg skulle selv betale for det, og de overvågede mine telefonsamtaler. Til sidst kunne jeg ikke holde det ud længere. Jeg var syg og jeg var ulykkelig. Og en dag, hvor jeg talte med min ældste datter, fortalte jeg hende, hvor dårligt jeg havde det,” fortæller Rekha Rai.
Datteren slår alarm
Og så går det stærkt. Datteren Anu, som på det tidspunkt er 14-15 år, kontakter Folkekirkens Nødhjælps partner Pourakhi i Kathmandu. Anu kender til Pourakhi gennem nogle kvinder i nabolaget, som selv har haft brug for hjælp, da de var migrantarbejdere i udlandet.
En migrationsrådgiver i Pourakhi ringer Rekha Rais arbejdsgiver i Libanon op og forlanger, at de sender Rekha hjem omgående, eftersom den toårige kontrakt for længst er udløbet. Arbejdsgiveren makker ret, da rådgiveren fra Pourakhi fortæller, hvad der vil ske, hvis de ikke sender Rekha hjem – lange, retslige forløb, hvor krænkelse af menneskerettigheder står øverst på sagen.
”Da jeg landede i Kathmandu, lovede jeg mig selv aldrig nogensinde at tænke på min tid i Libanon, men det kommer alligevel op nu og da,” fortæller Rekha.
Hun retter lidt på sit tørklæde, stryger en hånd ned over sin kurta (red., lang skjorte) og strammer den turkise elastik, der holder hendes lange hestehale på plads.
”Jeg ved ikke, hvorfor jeg græder. Hvorfor tårerne kommer. Men når jeg deler min historie med dig, er det, fordi jeg ønsker, at den skal blive fortalt.”