Forkomne, traumatise-rede og med absolut intet andet end det tøj de har på. Sådan er situationen for hundredvis af tamilske mænd, kvinder og børn, der igen er på flugt fra kampe mellem oprørsstyrker og regeringshæren i Sri Lanka.
”Mange af dem har været nødt til at flygte fire-fem gange. Undervejs har de måttet efterlade gamle og svage, og de har måttet sælge alt for at skaffe mad undervejs," fortæller Fokekirkens Nødhjælps repræsentant i Sri Lanka, Cecilie Winter.
Massiv regeringsoffensiv
Siden den 8. marts har der været en massiv regeringsoffensiv i Batticaloa distriktet i det østlige Sri Lanka.
Efter at fredsforhandlinger mellem Sri Lankas regering og oprørsbevægelsen de Tamilske Tigre (LTTE) brød sammen sidste år, har regeringsstyrkerne langsomt men sikkert erobret flere og flere områder fra oprørsbevægelsen i det østlige Sri Lanka.
I januar gjaldt det Vaharai, nord for byen Batticaloa, som er et af de områder, som Folkekirkens Nødhjælp har støttet efter tsunamien.
Området har været under kontrol af de Tamiilske Tigre i mange år, indtil regeringen gik ind med både luftbombardementer og landtropper. En operation, der sendte nye bølger af mennesker på flugt.
Hjemsendes med tvang
”Samtidig har er regeringen begyndt at bruge aggressive metoder for at tvinge flygtninge til at vende hjem. Sandsynligvis fordi de gerne vil have en normalisering af situationen i områder, der så længe ellers har været Tiger-land. Og måske for at give plads til nye flygtninge,” gætter Cecilie Winter.
Omfanget og voldsomheden i denne tvangshjemsendelse, som foregår ved, at militæret i lejrene genner folk ind i busser og kører dem af sted, udløste ramaskrig blandt de humanitære organisationer herunder Folkekirkens Nødhjælp, der er med i et netværk af lignende organisationer.
Granater ligger og flyder
Med UNHCR i spidsen har de i al hast produceret en pjece, der skal oplyse folk om deres ret til selv at bestemme, hvornår de vender hjem.
Den oplyser også om, at der gælder visse minimumskrav til de fysiske omgivelser, før folk kan vende hjem. Ingen af minimumskravene er opfyldt.
Blandt andet flyder områderne hvor folk sendes hjem til med ueksploderet granater og ammunition, vandforsyningen er ofte ødelagt, husene plyndret, veje og huse beskadigede, og der er naturligvis ingen skoler.
Og værst af alt, krigen blussede op, netop som folk var i gang med at høste eller skulle til at høste. Så alle afgrøder er enten gået tabt eller stjålet, og derfor er der ikke noget mad.
Protester nytter ikke
Desværre har regeringen fortsat tvangshjemsendelse uagtet de mange og højlydte protester fra flygtninge selv og de humanitære organisationer.
Regeringen har sat den 31. marts som deadline for hjemsendelse til byen Vaharia, som blev erobret i januar. Samtidig er nogle internt fordrevne også begyndt frivilligt at følge med hjem.
Det skyldes både til stadig forværrede forhold i den overfyldte lejere og et ønske om at komme hjem og redde de ejendele, der eventuelt måtte være tilbage derhjemme, inden de bliver plyndret eller stjålet af andre folk på vej hjem.
Prøver at beskytte
|
| Klik på kortet for at se konfliktområdet på Google Maps |
Folkekirkens Nødhjælp har siden oktober måned i samarbejde med den lokale partner Sewalanka støttet 862 familier i fire forskellige flygtningelejre.
Støtten har været i form af mad, tøj og nødhjælpsartikler (sæbe, myggenet, tøj etc.) samt vandforsyning og toiletfaciliteter. De fordrevne har boet i telte sat op af UNHCR og har ofte voldsomme historier at fortælle, når de når frem.
”Vi forsøger sammen med Sewalanka at fortsætte nødhjælpen i lejrene. Og med vores tilstedeværelse prøver vi at forhindre de fortsatte tvangshjemsendelser, som trods alt ikke foregår åbenlyst for øjnene af nødhjælpsarbejdere,” fortæller Cecilie Winter.
Dilemma
Samtidig med nødhjælpsarbejdet er hun og Sewalanka i gang med at planlægge, hvordan de kan hjælpe de hjemvendte flygtninge, når der forhåbentligt snart bliver givet tilladelse til, at de humanitære organisationer atter kan bevæge sig ind i de nu lukkede områder.
”Det bliver en meget omfattende opgave med genopbygning. Og samtidig må vi overveje, om planlægningen kan opfattes som en legitimering af militærets hårdhændede fremfærd, og hvad det betyder i forhold til den humanitære forpligtelse til at hjælpe, der hvor nøden er størst, og der hvor befolkningen har behov,” siger Cecilie Winter.