|
|
Jeg har verdens bedste job, siger Tahir Rudi – selv om han også har en meget farlig beskæftigelse. Han har taget hele turen fra sin hjemegn i Kosovo, hvor han først blev ansat af Folkekirkens Nødhjælp som minerydder. Nu er han teknisk ekspert i Libanon. |
"Vi gør et rigtig flot stykke arbejde. Jeg er stolt af det, vi udretter,” siger 39-årige Tahir Rudi og smiler stort uden antydning af beskedenhed.
Hver dag møder han på arbejde klokken 6 og bliver kørt ud til det sted, hvor han sammen med et rydningshold skal udføre et af verdens farligste jobs: De rydder Sydlibanon for nogle af de titusindvis af klyngebomber, der ligger tilbage efter Hizbollah og Israels seneste krig i 2006.
Man antager, at Israel har kastet helt op til 4 millioner af klyngebombe-enheder ud over et område, der kun er lidt større end Lolland. Indtil nu har de internationale rydningsorganisationer fjernet 152.000 klyngebomber, og man regner, at Hizbollah og andre aktører har fjernet et tilsvarende antal. FN regner med, at de farligste områder vil være ryddet omkring Nytår. Men der er stadig mindst 300.000 bomber spredt på bjergsider og i dale.
Internationalt forbud
En gruppe på over 100 lande er blevet enige om et forbud mod klyngebomber, bl.a. fordi erfaringerne fra Libanon viste, hvor brutalt klyngebomber rammer civilbefolkningen. Den 3. december 2008 underskrev de den nye Konvention mod Klyngebomber i Oslo.
Konventionen kan forhåbentlig spare både menneskeliv og penge. Organisationen Landmine Action har beregnet, at klyngebomberne bare i Sydlibanon koster et sted mellem ca. 900 og 1400 millioner kroner i tabt landbrugsproduktion, udgifter til rydning og omkostningerne ved de mange dræbte og sårede. Alene udgifterne til den rydningsoperation, som FN koordinerer, løber op i over 840 millioner kroner. Det er blandt andre EU og det danske Udenrigsministerium, som har finansieret Folkekirkens Nødhjælps indsats. .
To år uden uheld
Når Tahir Rudi og hans mænd fra rydningshold nr. 3 kommer ud til området, forbereder de sig grundigt til dagens arbejde. De er iført tunge veste, der kan beskytte kroppens vitale dele, hvis uheldet skulle være ude, og en bombe eksploderer under rydningen. De har også et gennemsigtigt plastic-visir for ansigtet, og på fødderne sidder solide sko.
Indtil nu har Folkekirkens Nødhjælp ryddet ammunition i Libanon i to år. Endnu har organisationen ikke haft et uheld, og det er en rekord, som man hæger om.
”Vi skynder os ikke, så vi får ingen ulykker,” siger Muhamet Furra, der også er teknisk ekspert fra Kosovo – og leder rydningshold nr. 5. ”Vi bruger vores erfaringer fra Kosovo og Albanien. Hvis der sker et uheld, skal man jo finde ud af hvorfor. Men i vores tilfælde får vi sandsynligvis ikke lejlighed til at gentage vores fejltagelser…!”
Hårdt arbejde
Minerydderne går meget systematisk til værks. Først deler de området op i lange felter, som de gennemsøger og prøver på at finde alt, hvad det blotte øje kan se. Man bruger også metalsøgere, men da jorden i Libanon ofte er fuld af gammelt jern eller rester fra tidligere krige, kan det være svært at vide, om den høje dytten fra søgeren betyder, at man har fundet en bombe.
Man skal ganske ofte slutte med at gå ned på alle fire og omhyggeligt gennemsøge jorden ned til 20 centimeters dybde. Med alt det tunge udstyr er det meget hårdt arbejde. Minerydderne arbejder 50 minutter ad gangen, og derefter har de ti minutters pause.
Pausen tilbringer de med kaffe, som normalt laves af de samaritter og ambulanceførere, der altid står parat, mens rydderne arbejder.
Verdens bedste job
Den store fare er selvfølgelig, at man efterhånden bliver mindre omhyggelig og skødesløs, hvis man ikke finder noget. Men i Sydlibanon er de områder, hvor man rydder, generelt så fyldt med klyngebomber, at rydderne nok skal holde opmærksomheden.
Tahirs hold rydder omkring en nybygget skole, og på en enkelt dag fandt holdet 50 klyngebomber.
”Selvfølgelig er min familie bekymret, men efterhånden har de vænnet sig til mit arbejde, ” siger Tahir. ”Og jeg ku ikke forestille mig at lave andet. Jeg sørger for, at børnene kan komme i skole, og at landmændene kan komme til at dyrke deres marker, uden at de risikerer at blive sprængt i stumper og stykker. Hver morgen ved jeg præcis, hvorfor jeg skal af sted, og jeg synes, det er verdens bedste job!”